INDLEDNING.

Hvorfor Rom?

Rom har for mig altid været et sted der måtte opleves.

Rom er en af vor kulturs vugger. Byen har en stor plads i Romerrigets og den kristne kirkes historie. Mange begivenheder af stor betydning for vor nutidige kultur har fundet sted her.

Rom har op gennem historien været pavedømmets centrum på godt og ondt. Byen gemmer på en rigdom af kunst fra forskellige perioder. Den er spækket med bygninger og ruiner af bygninger fra alle perioder fra oldtid til nutid .

Alle veje fører til Rom. Rom kommer man ikke udenom.

Jeg har  været der som turist i nogle efterårsferier og har efterhånden oplevet byen på kryds og tværs.

Men til Rom kom man til fods!

Da jeg i 1998 gik på pension og nu selv kunne disponere over al min tid kunne jeg realisere en mangeårig drøm om at  rejse ud i verden på den oprindelige måde – uden hjælp af maskinkraft, uden brug af anden energi end mine egen fysiske og psykiske præstationsmuligheder – på ”apostlenes heste”. På den måde bevæger man sig ikke hurtigere end man altid får sjælen med..

Mangen en munk har i middelalderen tilbagelagt strækningen fra Danmark til Rom på pilgrimsfærd. Klostrene modtog gaver fra fromme og rige folk, især adelen, for til gengæld at lade foretage pilgrimsfærd på deres vegne til de hellige steder, bl.a. Rom.

En af disse munke var Jonas fra cisterciencerklosteret i Sorø. Ham har vi et billede af . Et aftryk af hans gravsten. Billedet viser tydeligt, at hans funktion i livet har været pilgrimmens. Han har en palmegren i den ene hånd og en stav i den anden og foran på hans dragt hænger en stor muslingeskal.

Muslingeskallen har han fra Santiago de Compostella, det meget søgte mål for pilgrimsrejser ved Atlanterhavskysten i det nordvestlige Spanien. Pilgrimmens symbol.

Hans kloster fik i 1272 testamentarisk skænket gods af fru Juliane, Tule Bosens Datter. Til gengæld skulle klosteret sende ikke mindre end tre pilgrimme af  sted, den ene til Sankt Peter i Rom – det kunne have været Jonas.

En anden pilgrim var abbed Nicolaus fra Island. Han foretog i midten af 1100-tallet en rejse via Rom til Jerusalem og han har i en lille skindbog fortalt om sin rejserute fra Ålborg ned gennem Europa til Rom. Det er efter den beskrivelse næsten muligt at gå i hans fodspor! Det har jeg gjort på nogle strækninger. Det første stykke ned ad Hærvejen til Elben har jeg passeret de samme steder, som han beskriver: Viborg, Skodborg Å, Hedeby, Slesvig, Ejderen og Elben. Det samme gælder den sidste strækning frem mod Rom: Montefiascone, Viterbo, Sutri, La Storta og Monte Mario. Undervejs har jeg bl. a. krydset hans fodspor i Mainz, Pavia og Lucca.

Danske konger har fortaget pilgrimsfærd. Knud den Store rejste til Rom i 1027 og Erik Ejegod foretog to pilgrimsrejser i sin regeringstid fra 1095 til 1103. På en af rejserne efterlod han penge i Lucca ”så at hver mand af dansk tunge kunne drikke vederlagsfrit vin i tilstrækkelig mængde”.

Det mærkede jeg nu ikke noget til , da jeg passerede Lucca.

Hvad enten man var til fods eller benyttede heste var en dagsmarch 30 – 40 km. I dronning Margrethes rigslov fra 1396 får landets fogeder ordre til at sørge for en kro for hver 4. mil på hovedvejstrøgene. De senere ”kongeligt privilegerede kroer” blev også lagt med ca. 4 mils afstand, svarende til ca. 30 km.

Det måtte jeg også kunne præstere. Jeg måtte opleve at komme til Rom til fods på samme måde som Jonas og Nicolaus og alle de andre.

Jeg ville have Europas geografi og historie ind på kroppen. Jeg ville lige så stille kunne vandre igennem alle de områder, hvor de mange begivenheder i Europas historie har udspillet sig – kunne sætte mig ned på ”stederne” og lade fantasien spille og suge til mig .

Jeg synes det er en fantastisk oplevelse at vide, at nu er jeg lige der hvor den begivenhed udspillede sig engang i fortiden.

Det blev til 2250 km på 90 dage – altså i gennemsnit ca. 25 km. pr. dag.

Jeg har gået turen i etaper á 6-10 dage. Jeg havde på den måde et behov for at bliver transporteret frem og tilbage mellem etaperne.

Den transport kom til at foregå med lastvogne!

 De kører i tusindvis op og ned ad motorvejene gennem Europa – og alle har de et tomt sæde ved siden af chaufføren.

. Jeg fik kontakt med transportfirmaet Spetra i Over Jerstal og de har været en rigtig god hjælp for mig. Der var altid en mulighed med en af deres biler. Jeg ringede blot til kontoret i Over Jerstal, så havde jeg hurtigt en anvendelig transportmulighed – både den ene og den anden vej.

Jeg har selvfølgelig måttet benytte mig en del af de tyske, schweiziske og italienske busser og jernbaner for at komme til og fra diverse motorvejsrastepladser og centrallagre for at møde lastbilerne.

Start på turen

Viborg - Vojens

Da jeg og skolen tog afsked med hinanden i juni 1998 havde jeg luftet min ide om en fodtur til Rom. Mine kære kolleger havde fanget signalet og jeg blev begavet med et par super vandrestøvler samt diverse andet nødvendigt udstyr til en sådan tur.

Jeg begyndte straks at forberede mig ved at hoppe i støvlerne og tage nogle vandreture i omegnen af Silkeborg, indtil jeg kunne præstere 30 km på en dag uden at blive helt ødelagt.

Fredag den 3.juli 1998 blev jeg så kørt til Viborg af min kone med aftale om at blive hentet igen ved Grathe Kirke, når jeg sidst på dagen meldte mig på mobiltelefonen.

Hvorfor i alverden tage til Viborg – nordpå! Jo - en sådan vandretur kan ikke starte fra Silkeborg! Silkeborg eksisterede ikke i pilgrimsrejsernes tid – her lå kun et ret primitivt jagtslot, langt inde i det mørke Midtjylland, langt væk fra alting.  Jeg måtte til Viborg, den gamle jyske bispe- og kongeby.

Starten gik fra hjørnet af Erik Glippings Vej og Marsk Stigs Vej i den sydlige udkant af byen.

Jeg kunne jo også have valgt at starte inde midt i byen ved domkirken, men der havde jeg jo været så tit og jeg kunne ikke stå for sammenstillingen af de to gadenavne. De to herrers tid var i sidste halvdel af 1200-tallet og det er jo bl.a. den tid jeg gerne ville prøve at få en fært af ved at bruge den tids transportform på den tids veje og med et mål som var relevant på den tid.

 

Jeg havde forsynet mig med kortbrochurer over hærvejen udarbejdet af Ideværkstedet De Frie Fugle. Der er 4 i alt dækkende strækningen fra Viborg til Rendsburg. På disse kort er angivet såvel fod- som cykelveje langs de gamle hærvejsspor samt en hel masse praktiske oplysninger.

Det første stykke gik igennem et villakvarter men ret hurtigt kom jeg helt ud af byen og op forbi Finderup Høj, en flot, højtbeliggende  gravhøj. Allerede nu kan fantasien om tidligere tiders begivenheder få frit løb. Her er kongens banemænd kommet forbi på sankt Cicilie nat i 1286, har standset hestene og vendt sig om for at få et blik tilbage på den brændende Finderup lade med den myrdede Erik Glippinge.

Herfra går det ned gennem en næsten tilgroet hulvej, som helt opfylder mine forventninger om hvordan de gamle vejspor kan tage sig ud, når de har fået lov at ligge gemt og glemt op gennem tiderne.

 

Nu er jeg kommet rigtigt i gang. Nu bliver det spændende om jeg kan klare en dagsmarch på de ca. 30 km.

Turen går videre ned forbi Hald Sø gennem Dollerup bakker, et godt bakket jysk landskab hvor man rigtig kan fornemme isens og smeltevandets rasen i  istiden.

Jeg sidder i en gammel hulvej med udsigt ned over en gren af Hald Sø og nyder min medbragte madpakke. Jeg kan ”høre” hesthovene og hjulenes jernringe mod gruset i hulvejen.

Videre går det gennem Havredal Plantage med gravhøje og gamle hulveje og midt på eftermiddagen krydser jeg den moderne landevejen mellem Kjellerup og Frederiks. Her er en rasteplads med bænke og borde. Nu skal støvlerne af! Tæerne er ømme! Der skal også laves strækøvelser.  Der er  en del sommerturister, som holder pause her. Nogle børn kommer hen for at undersøge, hvad jeg er for en, som sidder der uden bil og med støvlerne på bordet. Vi får en god lille snak og forældre og bedsteforældre kommer til. Hyggelig pause.

Støvlerne på igen og videre ned mod Grathe Hede. Undervejs er der udsyn til flere gravhøje på begge sider af den gamle vejføring. Et sikkert tegn på, at her har der været mennesker på færde gennem umindelige tider.

 

Ved 17-tiden går jeg gennem Kong Knaps Dige. Her passerer det gamle hærvejsspor Haller Å. Man kommer ned til åen gennem en hulvej i lyngheden. Diget , eller nærmere resterne af det, ses som en ca. 150m lang vold langs ådalen.

Diget har været en forsvarsvold i jernalderen. Der har givetvis været en del mere vand i åen dengang og her har den lokale jyske høvding så set det hensigtmæssige i at lave et forsvarsværk så det har været muligt at standse en fremfarende fjende.

Mobiltelefonen frem og opkald til Silkeborg. Vi aftaler, at jeg går hen til Grathe Kirke og at jeg bliver hentet der.  Jeg kan godt mærke at jeg har været ude at gå!

 

FRA KONG KNAPS DIGE TIL ØSTER NYKIRKE

Søndag blev jeg så  kørt ud til Voer Bro på vej 13. Herfra ind til Kong Knaps Dige og så af sted sydpå ned over Grathe Hede. Her sætter jeg mig lige ned og sender en tanke tilbage til 1157. Da var egnen her scene for en kongelig fejde mellem Svend Grathe og Valdemar den Store. Kong Svend skulle være begravet her omkring dræbt af en lokal bonde og i hvert fald er kongernes hære rykket frem og flygtet ad disse vejspor.

Jeg hører våbengny!

Videre – ude til højre kan jeg skimte nogle stykker kronvildt. Af og til kommer jeg af sted med at jage harer og fasaner op og når jeg står stille høres et mangefold af fuglestemmer. Vej 13 passeres. Billarm!

Jeg passerer gennem det skønne landskab vest for Silkeborg. Især Stenholt krat vest for Kragelund er spændende. Her er naturen som man kan forestille sig den var i stenalderen. Et tæt egekrat, selvgroet gennem mange år.

Ved Hørbylunde krydser jeg dalen med vejen og jernbanen . På vej op ad dalens nordside op mod Sepstrup passerer stien en lille ejendom. Da jeg krydser gårdspladsen kommer manden ud og råber til mig at jeg går den forkerte vej! Der har lige været hærvejsmarch og da gik alle nordpå. Jeg protesterer og han spørger, hvor jeg da skal hen. Jeg slynger frejdigt ud at jeg er på vej til Rom. Han er hurtig i vendingen og siger simpelt hen: ”Nå, jamen så skal du bare bag om laden og så op gennem hulvejen der!” – Sådan! – jeg er på rette vej!

Så er jeg hurtigt oppe i Sepstrup.

Jeg bliver så hentet hjem fra Brande Kirke, knap så opslidt som i fredags men dog trængende til et godt hvil.

Fredag den 17.juli fortsætter jeg fra Sepstrup ned forbi Vrads. På skråningen ned mod Ansø Møllegård er der på en lille strækning af det gamle vejspor tydelige rester af en brolægning. Her har det på grund af den løse sandede jordbund været nødvendigt at sikre op- og nedkørsel ad hulvejen gennem skråningen.

I landsbyen Vrads skal man besøge den lille købmandshandel, som drives i fællesskab af landsbyens beboere. Her bydes der også på en tiltrængt kop kaffe.

Lige syd for Nørre Snede passerer jeg bag om et fængsel og passerer også en af de mange helligkilder, som der valfartedes til i gamle dage, nu godt gemt her ved en skovsti. Et af de steder, hvor jeg sætter mig ned og i fantasien ser på livet, som det udfoldede sig her i middelalderen.

Ved Hundshoved passeres vej 13 igen og så går det ind forbi det store vandskel hvor de to floder Gudenåen og Skjern Å har deres udspring med få meters afstand og starter deres løb ned mod havet henholdsvis mod øst og vest. Her får man et dejligt indtryk af hvordan en hovedfærdselsåre har set ud i tidligere tider. Her er hærvejen stadig i brug som en ikke særlig trafikeret bivej, der følger vandskellet på den jyske højderyg.

Her passeres så igen resterne af et slags forsvarsværk, Margretediget.

I omfang noget lig Kong Knaps Dige og sikkert lavet med samme formål, igen en påmindelse om at Jylland sandsynligvis har været opdelt i indtil flere små kongedømmer i jernalderen og vikingetiden.

Så dukker den ensomt beliggende Øster Nykirke op oppe på bakken til højre, Danmarks højest beliggende kirke! En valfartskirke bygget  i sidste halvdel af 1100-tallet. Over for kirken finder vi resterne af helligkilden Sankt Peder.

Igen hjemtur fra en jysk kirke med mobiltelefonrekvireret, koneadministreret bil .

FRA ØSTER NYKIRKE TIL VOJENS.

 

Så er vi nået frem til den 22. juli 1998 og den første flerdagestur begynder. Nu skal jeg til at eksperimentere med overnatningsmuligheder. Jeg må være opmærksom på, at jeg er midt i feriesæsonnen, så mange andre er også på jagt efter de billige overnatningsmuligheder.

Jeg følger nu den gamle hærvej bl.a markeret af gamle kroer som Harresø Kro lidt øst for Givskud og Tøsby Kro. De er gode rammer om henholdsvis formiddagskaffe og frokost . Jeg oplever at det kan blive vanskeligt at finde overnatning. Alt er optaget.

Gennem Gødding skov og Randbøl. I en pause i Gødding Skov forsøger jeg med mobiltelefonen at få organiseret en overnatningsmulighed. Via turistkontoret i Egtved får jeg adressen på et værelse hos en familie på Frydsvej i Egtved.

Da jeg krydser landevejen ind til Egtved ved Frederikshåb kigger jeg mig omkring for at finde busmuligheder ind til Egtved.

Her møder jeg så den første af en række hjælpsomme mennesker. En flink lokalmand vender bilen og kører mig tilbage til det nærmeste stoppested for lokalbussen. Og jeg ankommer til turistbureauet i Egtved lige før det lukker kl. 18 og får en orientering om, hvor jeg finder mit værelse.

Jeg bliver modtaget af den flinke familie og manden ringer op på kroen og varsler min ankomst. Igen får jeg oplevelsen af at være midt i feriesæssonnen .  Der er mange gæster på kroen. Jeg får serveret en ægte gammeldags dansk bøf med bløde løg – ikke som tallerkenret med med kartofler i fad og sovsekande med ægte jysk brun sovs.

Og så lyder sangen ”Den glade vandrer kaldes jeg” som afløser for musakken  - kromanden er velorienteret om sine gæster.

Dagen efter går turen med bussen tilbage og så til fods videre ned langs den jyske højderyg mod Bække. Det er højt solskin og meget varmt. Når jeg går forbi indhegninger med flokke af kvier kommer hele flokken nysgerrigt tromlende helt op til hegnet. Godt der er et hegn! Det virker lidt faretruende og så medbringer de en masse irriterende fluer.  Godt jeg har min lille batteridrevne ventilator. Den tager både sveden på panden og jager de nærgående fluer væk.

 

Igen møder jeg en flink jyde. Pludselig lyder det inde fra haven bag hækken: ”Du trænger da til noget koldt vand at drikke – kom herind og få noget frisk koldt vand!” Det gør lykke og så får vi en lille snak om hver vores.

Lige nord for Bække passeres Klebæk Høje, der står som et tydeligt fortidsminde med høj og skibssætning.

Fra Bække og sydpå følger jeg landevejen ned mod Vejen. Hidtil har jeg kunnet finde gode småveje og stier – nu må jeg ud på landevejen blandt bilerne. Det er lidt træls men jeg må vænne mig til at det på nogle strækninger er den eneste mulighed.

Jeg har ellers aftryk af geodætiske kort i målestok 1:50000 med for at kunne finde de små smutveje. Her bliver en spændende opgave, når jeg passerer grænsen. Hvordan skaffer jeg brugbare kort uden at købe mig i armod?

I Ratzeburg plantage ligger en dejlig rasteplads med kiosk. Et godt pausested. Jeg kommer i snak med en lokal mand, som åbenbart hver dag drikker sin eftermiddagsbajer her. Han vil absolut byde på en øl. Igen en af de flinke jyder.

Fremme i Vejen kontakter jeg turistbureaet for at finde overnatning. Alt optaget! På bænken uden for ringer jeg på mobilen til vandrehjemmet i Jels.

Alt optaget! – men da jeg forklarer at jeg kommer vandrende og at jeg lige nu sidder i Vejen lover de at finde an nødplads til mig, når jeg ankommer.

Jeg traver ad landevejen sydpå i det håb at fange en bus til Jels men jeg må helt frem til Skodborg for at finde en busmulighed. Den kører ikke før kl. 19.45. Ventetiden tilbringes i den lokale grillbar med to røde pølser, et brød og en chokolademælk.

Fremme ved Jels vandrehjem ved 20-tiden og får anvist en madras på gulvet i et omklædningsrum til sportshallen – helt fint. Når man har travet godt 30 km i løbet af dagen kan man sove hvor som helst.

Næste morgen med bussen tilbage til Skodborg. Til fods ned gennem Jels og videre over Oksenvad Hede, gennem Jegerup til Vojens. Jeg er fremme ved stationen lidt over 4 om eftermiddagen. Herfra tager jeg toget hjem til Silkeborg. Det er overkommeligt. Hvordan nu når jeg skal længere og længere sydpå for at starte turene?

Det skal vise sig, at Vojens station kommer til at spille en central rolle i den sammenhæng. Herom senere.

Fra Vojens til grænsen 

Lørdag den 15.august bliver jeg kørt til Vojens for at starte på næste etape. Det er nu første gang jeg skal nyde at kunne bruge tiden på andet end fast arbejde. Skolerne har påbegyndt et nyt skoleår uden min medvirken. Det er en rar fornemmelse at være en fri fugl. Bare tage af sted og gå ud i det blå med retning mod Rom!

Jeg kommer over den gamle stenkistebro ved Immervad. Her har engang ligget en kro, da alfarvej gik over broen. Nu går den moderne vej et stykke længere vestpå og ved den forhenværende kro er der nu kun et lille udsalgssted ude ved vejen og det har lukket ned for i år. Turistsæsonnen er forbi. Jeg holder en god pause i engen ved broen og forundres over så forandret landskabet må være i forhold til tidligere tider. Der en faktisk intet vand i vandløbet under den gamle bro. Grundvandspejlet er sænket gennem tidernes dræning og kultivering af området og åløbet er flyttet.

Videre sydpå , nu på en strækning hvor hærvejen følger en mindre landevej ned mod Hovslund Stationby. Her møder jeg en masse cyklister af alle mulige slags lige fra folk med professionelt outfit til drenge på gamle damecykler og folk på budcykler udstyret med ølkasse.

Det er motionsløbet ”Sønderjylland rundt” der løber af stabelen på denne sensommerlørdag. Det bliver til rigtig mange hilsener af mange forskellige slags!

Efter overnatning hos min nevø i  Årslev ved Rødekro fortsætter turen søndag morgen ned mod grænsen.

Jeg passerer Urnehoved, det gamle, højt beliggende tingsted. Her mærkes igen historiens vingesus i nakken. På dette sted har færdedes en stribe gamle danske konger, når de har skullet i snak med det jyske godtfolk om rigets ve og vel og især kongens rolle i fortagendet.

Svend Estridsen holdt  ting her i 1074!   Og stedet var Sønderjyllands tingsted indtil 1573.

 

Videre ned over endnu en gammel hærvejsbro, Povlsbro, over motorvejen og ind gennem Kliplev. Jeg havde sat min næse op efter at holde pause på Mørks Kro, men her var søndagslukket. Heldigvis passerede jeg forsamlingshuset på vej syd ud af byen. Her serveredes dagens ret for en 50’er. Det var flæskesteg med rødkål. Jeg tog et glas rødvin til og fortsatte så sydpå med motorvejen på min højre side og Kontiskan højspændings-

ledningerne på min venstre side. Et par markante pejlemærker.

Jeg krydser motorvejen igen ved Gejlå. Disse broer over motorvejen er meget velegnet til  tiltrængte strækøvelser der afspænder musklerne i benene.

Over den tredje gamle hærvejsbro over Gejlå og så sydpå ad et originalt stykke oksevej.

Lige syd for den gamle bro lå i sin tid Bommelunder Kro. Det var et meget anvendt raste og overnatningssted for studedrifterne sydpå i fordoms dage. Der er tydelige spor af de med volde indrammede områder, hvor studedrifterne kunne lukkes ind for natten.

Her blev drukket mangen god snaps. Kromanden brændte den selv. Der kan stadig købes Bommelundersnaps – bare ikke her. Her sker ikke rigtig noget mere – alfarvej er flyttet og bilerne suser hurtigt forbi.

På denne strækning lægger jeg mærke til ”de talende sten” langs vejen. Det er sten som tjente til afmærkning af de forskellige bønders strækning for vedligeholdelse og snerydning. Det var før de moderne vejmaskiners tid.

Jeg krydser motorvejen en gang til og finder det gamle vejspor ind mod Bov Kirke, slår mig ned i Bov Kro, hvor jeg får en kop kaffe i krostuen selv om kroen egentlig er lukket på grund af familefest.

Den flinke serveringsdame fortæller mig, at jeg burde gå turen ad Gendarmstien over til Kruså.

Det gør jeg så og det passer mig meget vel for jeg finder en god overnatningsmulighed på vandrehjemmet i Mürvik i Flenborg. Nu er jeg kommet til udlandet – i hvert fald efter nutidskortet.

I morgen skal jeg have fat i et anvendeligt kortmateriale for strækningen ned gennem Sydslesvig og Holsten.

fra grænsen til elben

På turistbureauet i Flensburg  købte jeg et kortmateriale over oksevejsstrækningen ned til Elben med meget fine angivelser af forskellige vandre og cykleruter, svarende til dem jeg havde over den danske del af hærvejsstrækningen. Nu er jeg i hvert fald sikret gode kort frem til Elben.

Turen går nu mandag den 17.august 1998 ned gennem det gamle danske land Sydslesvig med alle minderne fra krigene i 1848 og 1864. Det er stof til eftertanke at tænke på hvor fredfyldt forholdet mellem danskere og tyskere er blevet når tankerne løber et smut til balkanområdet med dets mange etniske stridigheder – blusset op i fuld lue efter at Jugoslavien gik i opløsning. Sådan noget er umuligt i dette område trods fortidens bitre modsætninger og stridigheder.

Denne fortid dukker op med en indskrift på en sten ved det gamle vejstrøg ved en stor gård, der hedder Feldscheide og som i dag er et traktørsted og udgangspunkt for hestevogns- og vandreture på Kropp Hede lige nord for Rendsburg. På stenen står: Los von Dänemark 1864!

På turen hertil har jeg passeret Bilskov Kro, som nu ligger lidt afsides i forhold til den myldrende nutidstrafik på  motorvejen og  den nye landevej. Det oprindelige vejforløb ned forbi kroen ses dog tydeligt.

Ved Poppholz passeres døbestenen, en stendysse, som ifølge fortællingerne skulle markere det sted hvor Harald Blåtand blev døbt da han lod danerne kristne.

Fra Poppholz tager jeg bussen ind til Slesvig for at overnatte på vandrehjemmet her. Næste morgen med bussen tilbage og fortsætter vandringen derfra hvor jeg stod på bussen.

Nu går turen ned gennem Lyrskov . Her kommer jeg ned på et meget spændende stykke gammel vej, der er bevaret lige nord for byen. Vejstykket er helt glemt i vore dage og ligger helt øde hen, men her kan jeg se det kendte billede for mig af landssoldater som trætte og forfrosne trækker de tunge kanoner gennem sneen under tilbagetoget fra Dannevirke. Da jeg satte rygsækken fra mig for at dvæle lidt i denne fantasi jog jeg en stor hugorm op – godt det ikke var min egen bagdel, jeg anbragte der!

  Videre ned gennem Klein Danneverk, hvor den gamle vej passerer Dannevirke gennem ”Wigledoor”.

Her ligger et cafeteria kombineret med en bagerforretning. I dag er kun den ældre generation hjemme repræsenteret ved en gammelmor.

Hun kan fortælle, at den yngre generation, som nu driver stedet er på ferie i Danmark.

Efter at have besøgt det nye Dannevirkemuseum går jeg ind til Slesvig for at overnatte. Nu trænger jeg til lidt luksus og indlogerer mig på hotel Stadt Hamburg, som ligger ved den gamle vej, der runder bunden af Slesvig Fjord ved Gottorp Slot. Et gammelt fornemt udseende hotel, med et overkommeligt prisniveau. For fuldt ud at tilfredsstille behovet for lidt luksus finder jeg frem til reatautant Portofino, som ligger ikke så langt fra hotellet på vej ind mod Slesvig centrum. Her får jeg en saltimbocca a la romana. Den er bedre end dem jeg hidtil har fået i Rom!! I køkkenet huserer en ægte italiensk kok.

Prikken over i’et sættes med en irish coffee. Så sov jeg også godt.

Næste morgen følger jeg Dannevirke tilbage til bageriet ved Wiglesdoor.

Den yngre generation er kommet hjem og gammelmor holder fødselsdag. Der er dog også tid til at servere kaffe for mig og jeg får forevist stedets scrapbog over udgravningerne ved Dannevirke ved sidste vejrenovering på stedet. Det er meget spændene på den måde at få en fornemmelse af hvor meget der egentlig er at finde, når man går systematisk til værks. Det kræver et større studium på et senere tidspunkt.

Jeg fortsætter ad den gamle oksevej sydpå, men pludselig er det slut. Der foran ligger den stor natolufthavn Jagel. Stort trådhegn og moderne militæraktivitet inde bag ved. Hele tiden startende og landene jetjagere.

Jeg må gå en lang omvej vest om flyvepladsen, langs hegnet med det gamle forsvarsanlæg Kovirke på min højre side og den moderne militærlufthavn på venstre – og larmende jetjagere i luften, tagende elegante herresving hen over en skyfri himmel.

Så går turen ned over Kropp Hede. Ved Kupperbusch krydser jeg den gamle landevej og fortsætter ind til det helt gamle vejspor, som her består flere sandede hjulspor gennem hedeområdet – og så er det jeg passerer den meget sigende sten ved Feldscheide. ”Los von Dänemark – 1864!”

Kort efter kommer jeg ud til landevejen igen ved Sorgbrück og agter at tage bussen herfra ind til Rendburg for at overnatte på vandrehjemmet her.

To ældre damer er ude at plukke lyng. Dem kommer jeg også i snak med. Det viste sig at være to søstre, som nu bor i Rendburg. De kommer oprindelig fra egnen omkring Danzig. De flygtede med deres forældre hertil i slutningen af  2.verdenskrig og var også en tur omkring Danmark i en flygtningelejr.

De tager mig op at køre og sætter mig af foran vandrehjemmet i Rendsburg. Skønt!

Næste dag ser jeg lidt på Rendsburg og tager så toget hjem til Silkeborg.

  Så gik der en vinter og det blev forår igen. Det blev mandag den 29.marts. Skolernes påskeferie var begyndt og jeg kunne blive kørt til Sorgbrück ved Rendsburg i vores bil. Det var her jeg sluttede i eftersommeren sidste år.

En lang køretur i bilen. Det bliver ikke ved med at gå! Jeg må have fundet en anden løsning på transporten frem og tilbage fra etaperne!

Jeg kom hurtigt ind til Rendsburg og skulle lige hen omkring det sted hvor vi i gamle dage passerede Kielerkanalen over en svingbro. Dengang standsede trafikken hver gang et skib skulle passere! I 50’erne kunne det lade sig gøre uden lange bilkøer. Hvordan ville det ikke se ud i dag!

Senere blev der anlagt en tunnel under kanalen lidt længere vesterude og nu kommer man jo over via en moderne højbro ad motorvejen lidt længere østerude. Men den gamle jernbanebro højt over kanalen fungerer stadig.

Jeg dvæler lidt på begge sider af kanalen ved det gamle overfartssted. De gamle træer på nordsiden ved det der dengang var et traktørsted står der stadig men bygningerne er væk. Jeg erindrer tydeligt dette sted fra vore ophold her, når vi skulle sydpå i bil og tålmodigt måtte vente på skibenes passage. På sydsiden sidder på bygningen stadig det ur der viste tiden indtil broen ville svinge til fordel for vejtrafikken.

Kanalen passeres nu på dette sted gennem en fodgængeertunnel.

Mens turen går videre ad de gamle vejstrøg ned mod Stafstedt funderer jeg lidt over trafikkens udvikling i dette område siden jeg første gang drog sydpå ad landevejen i 1953. Siden da er der kommet to nye vejgenerationer til, først en ny vej , bedre indrettet til biler end den med brosten belagte vej fra hestekøretøjernes tid og så den moderne motorvej, som nu fyldes af den summende biltrafik.

Jeg  dvæler også lidt ved byggestilen. Nu er jeg kommet til Holsten med de meget brede rødstensbygninger med beboelse i to etager i den ene ende med en bred gavl som facade og resten af bygningen indrettet til stald og lo. Før i tiden havde de alle sammen et par hestehoveder oppe på gavlene efter gammel skik. Nu er mange tage fornyet og ikke alle har videreført den gamle skik, men dog enkelte.

Jeg finder overnatning i en fordoms oksevejskro i Legan. Stedet er nu en gård, som tager mod feriegæster, som gerne vil opleve denne egns landbrugskultur. Stedet hedder ”Landlady” og der er også  mulighed for både at få kaffe og lidt at spise, samt gøre specielle indkøb. Jeg får mig en god omelet, køber en flaske vin og hygger mig så med tysk fjernsyn på værelset. En god beskæftigelse oven på en dag med 30 km til fods.

Næste dags tur bliver temmelig lang, helt ned til Itzehoe igennem det holstenske lidt mere bakkede landskab.

Alle småbyerne har deres krigsmindesmærker og de fleste også et ”Sprüttenhaus” som base for det frivillige brandkorps.

I selv halvstore byer ligger store landbrug nu inde midt i byen med  en  komøjslugtende mødding lige ud til gaden!

Ved Jahrsdorf krydser jeg landevejen og går ind ad et stykke gammel vej gennem den lille landsby. Et granitdrikketrug ved vejsiden minder om, at her er i tidens løb adskillige hestekøretøjer og studedrifter kommet forbi. Dyrene skulle have noget at drikke – den tids servicestation!

Træt efter over 40 km’s vandring når jeg vandrehjemmet i Itzehoe. Her deler jeg værelse med en ung mand fra Bayern. Han har været på en biltur til Norge. Vi udveksler visitkort. Jeg skal være velkommen hos ham hvis min vej skulle falde forbi.

  Onsdag den 31.marts er en rigtig forårsdag. I Elmshorn holder jeg et hvil på pladsen i byens centrum. Her er helt sydeuropæisk stemning, høj solskin og alle sidder ved fortovsrestauranter og nyder det spirende forår og en lille en. Jeg nyder en cappuccino og kommer såmænd helt i ”italiensk stemning”.

Jeg går bag om kirken, forbi en gruppe subsistensløse med store hunde. Nogle barsk udseende individer, men i realiteten nogle sølle mennesker.

Nå! jeg og forlader byen gennem Ollnsstrasse, som tydeligvis er en stump af den originale vej, bevaret med brostenbelægning. Der er selvfølgelig lavet en moderne omfartsvej, som tager nutidens biltrafik.

Så er jeg fremme i Klein Nordende. Her ligger en god gammel landevejskro med rejsestald og det hele. Et godt sted at ”slå lejr” for i dag!

Torsdag er så skærtorsdag, men det er ikke nogen helligdag i Tyskland.

Jeg når frem til Elbens bred  i Wedel, lægger rygsækken og tager støvlerne af. Nu har jeg virkelig oplevelsen af at være kommet godt i gang med mit romprojekt! Jeg har oplevelsen af, at være kommet et godt stykke hjemmefra – til fods! Nu tror jeg virkelig på det!

Jeg nyder det tidlige forårsvejr og iagttager den travle skibstrafik ind til og ud fra Hamburgs havn. Alle skibe, der passerer her bliver via et stort højttaleranlæg hilst velkommen eller farvel med hjemlandets nationalmelodi og en hilsen på det rigtige sprog.

Dagen slutter med at jeg går op til stationen i Wedel og tager nærbanen ind til hovedbanegården i Hamburg for herfra at tage toget hjem til Midtjylland.

fra hamburg til hannover

Nu skal jeg have løst opgaven med at komme frem og tilbage fra mine etaper undervejs ned gennem Europa. I første omgang skal jeg til Hamburg for at starte her midt i april 1999.

Opgaven bliver løst gennem en kontakt til transportfirmaet Spetra i  Over Jerstal . Jeg har jo kunnet iagttage hvordan den ene lastvogn efter den anden kører frem og tilbage på motorvejene – alle med et tomt sæde ved siden af chaufføren. Hos Spetra var man parat til at hjælpe mig med min transport – og det har så fungeret meget fint hver gang jeg skulle ud og hjem. Jeg ringede til min kontaktmand i Over Jerstal når jeg havde et transportbehov og kort efter havde han en transportplan parat.

Det blev til en del ture fra Silkeborg til Vojens og retur. Også efterhånden en del spændende togture i Tyskland, Schweiz og Italien frem og tilbage til de steder ved motorvejene, hvor jeg skulle møde lastvognene.

På denne første transport blev jeg sat af på rastepladsen Harburger Berge lige syd for Hamburg. Det tog ca. 4 timer at komme gennem Elbtunnellen så klokken var blevet  19 – det var den 14.april 1999.  Jeg startede på vandringen ind mod Buchholz og fandt et godt overnatningssted i et landgasthaus i Tötensen . Turen gik igennem et rigt forstadskvarter til Hamburg. Store villaer med store parklignende haver. Og så indhegnet med 2 meter højt hegn og skilte, der advarer mod en bidsk hund, som holder vagt her. Her vil man ikke have uvedkommende besøg. Et fænomen, som jeg støder på mange steder ned gennem Europa.

Jeg var nu i udkanten af Lüneburger Heide og glædede mig til at opleve dette område på en anden måde end ved at drøne ned ad motorvejen.

Om morgenen startede sig ud i kulde og snevejr. Vejret blev dog hurtigt bedre og jeg nåede frem til Buchholz midt på formiddagen. Her stødte jeg på Cafe Chaos, lige det rette sted på det rette tidspunkt - en hyggelig lille nyåbnet cafe/butik. Jeg fik en hyggelig snak med værtinden og da jeg forlod stedet ”sponsorerede” hun en håndfuld Baunty-bars. Jeg fandt ud af, at de er meget praktiske at medbringe på vandreturene – fylder ikke ret meget, smager godt og er fulde af ”brændstof”. Så det blev efterhånden en vane altid at medbringe nogle Baunty’er.

Jeg kom efterhånden til at sætte stor pris på sadanne små ”oaser” undervejs. Rigtig træls er det, når man går og går og der ikke dukker hverken butik eller traktørsted af en eller anden slags op !

Ved Inzmühlen begynder de rigtige hedestrækninger. Jeg går igennem et vidunderligt lynglandskab – rigtig Lüneburger Heide - afbrudt ind imellem af plantager og når frem til Undeloh. Det er et turiststed for folk, der vil opleve denne hedeegn – hoteller, pensioner og restauranter samt tilbud om hestevognskørsel ud på heden. Næsten i alle huse har man Zimmer Frei. Jeg kontakter et af stederne hvor manden og konen er i gang med vedligeholdelsesarbejde på huset.

De bliver lidt overraskede. Det er jo uden for sæsonnen. Men de tager venligt imod og jeg får anvist et værelse oppe i kvisten og tilbud om morgenmad næste morgen.

Så går turen ned over Wilseder Berge , et fladt højdedrag med udsigt ud over de vidtstrakte hedearealer. Her skal man ud for at få en fornemmelse af ”den rigtige” Lüneburger Heide. Den får man ikke , når man farer af sted ad motorvejen.  Jeg kommer til Wilsede - en lille museumsby. Her har man fået tiden til at stå stille så man får et indtryk af hvordan man boede og levede i en landsby på heden i gamle dage. Det var ret mennesketomt og øde på denne årstid, men her myldrer det med turister i sæsonen – et område svarende til vores Hjerl Hede.

Motorvejen krydses ved Behringen-Bispingen. Jeg husker afskiltningen her fra de mange gange jeg er kommet kørende ad motorvejen. Lige inden jeg kommer til motorvejsunderføringen kommer jeg forbi en samling store gårde og her lærer jeg et nyt tysk udtryk – ein Gehöft – sådan kalde man åbenbart en bebyggelse af nogle få tætliggende gårde. De er ikke ualmindelige på denne egn. De helt frtiliggende gårde, som vi kender i Danmark er sjældne her.

Det sidste stykke ind mod Soltau forgår ad en noget kedelig landevejsstrækning – heldigvis med cykelsti – men med biler susende om ørerne. Det er altså skønnere at gå på de små stier ude i hedelandskabet!

Men jeg må vænne mig til, at jeg ind imellem bliver nødt til at tage til takke med at færdes sammen med bilerne.

Jeg når Soltau først på aftenen og mit overnatningssted bliver denne gang en lille lækker hotel-pension Böhmepark. På mit kort var der markeret et vandrehjem, men det eksisterede ikke mere. Så jeg måtte tage til takke med dyr luksus!

Næste dag er lørdag den 17. april og jeg har besluttet mig til at følge den afmærkede vandrevej E1 over til Müden. Det bliver en tur mere østpå end sydpå, krydsende nord-syd-gående motorvej og landeveje, gennem hedeplantager.

Her møder jeg en af de få forskrækkelser undervejs. På en øde skovvej kommer en sort Opel Kadet imod mig. To unge mænd med sorte, omvendte kasketter i bilen. Den standser lidt længere nede ad vejen, vender og kommer op mod mig. Hvad nu! I mit hoved har der dannet sig et billede af et par farlige lømler, der er ude efter mig og sikkert mine værdgenstande og penge! Jeg når at forberede mig mentalt til et ubehageligt møde eventuelt et røveri og træder lidt ind mellem træerne ved vejsiden. Men! – bilen kører forbi mig! De unge mænd hilser med en finger til kasketten!  Jeg ånder lettet op. Lidt længere fremme kommer jeg til et stykke åbent land og her er et klubhus for modelflyverentusiaster. Her møder jeg de to unge mænd, travlt optaget af at lave akrobatiske øvelser med deres smarte radiostyrede modelflyvere. De var bare kørt lidt for langt! Man skal tage sig i agt for sine fordomme! Hvor har man egentlig dem fra?

Mange spørger om ikke det har været farligt at gå alene rundt, ofte på øde steder. Jeg må klart sige nej. Jeg har på hele turen kun mødt venlige, rare og imødekommende mennesker. Virkeligheden ser altså anderledes ud end fjernsynsverdenen! Jeg tror at fjernsynets focusering på negative tildragelser – i TV- nyhedsudsendelserne forekommer næsten udelukkende negative tildragelser. Det giver os et skævt billede af virkeligheden.

 Jeg når frem til vandrehjemmet i Müden sidst på eftermiddagen – et helt nyt byggeri med alle moderne bekvemmeligheder og velbesøgt sådan en april-weekend.

Søndag morgen går det sydpå ad E1-vandrevejen, som følger Alte Celler Heerstrasse. Jeg befinder mig altså på et af de gamle oprindelige vejstrøg.

Det er søndag og et motionsløb er i gang. Alle løber nordpå med numre på mave og ryg og hilsenen lyder : ”mojn” som oppe i Sønderjylland. Det lille hilseord er altså fællesgods helt her ned i Niedersachsen!

Jeg kommer forbi området Bergen-Belsen. Her lå en af de berygtede  koncentrationslejr . Jeg sætter mig på en bænk og lader et kort øjeblik tankerne flyve tilbage og genoplever den udefinerlige angst som jeg oplevede som 6-7 årig i de sidste krigsår, når de voksne snakkede om bekendte, som var havnet i tysk koncentrationslejr. Utroligt som verden har forandret sig siden da! Når ældre mennesker i vore dage giver udtryk for at verden er blevet værre, må man lig stoppe op og huske hvad der egentlig skete der for ca. 60 år siden! Almindelige mennesker blev systematisk udryddet. Store områder af Europa blev systematisk ødelagt af krigshandlinger.

 

Denne strækning er en rigtig god gammel vejføring. Længere sydpå hedder vejen Harburg Heerstrasse og jeg kommer forbi ”Alte Fuhrmannsschenke”.

Her har været rastested for hestevognsekvipagerne ned gennem tiderne. Jeg gætter på at transporten med dronning Caroline Mathilde i sin tid, da hun skulle deporteres til Celle efter historien med Struense, er kommer her forbi. Mon ikke de har rastet her – gad vist om ikke også H.C Andersen er kommet netop her forbi på nogle af sine rejser?

Jeg sætter mig ind og nyder en kop kaffe og en kold øl. Der er besøg af bestyrelsen for en jagthundeklub -  eller sådan noget -.De er ved at arrangere et stævne i området. Sikker et velegnet sted til den slags.

Ved aftenstide når jeg det gamle vandrehjem i Celle – en lidt anden standard end i Mühlen – men udmærket.

Mandag morgen slentrer jeg rundt i bymidten i Celle og nyder de gamle bindingsværkshuse. En tur hen omkring slottet – dronning Caroline Mathildes ”fængsel”.

_ Så går det videre sydpå, det første stykke ad landevejen men jeg drejer snart ind over nogle vidtstrakte engområder. En meget lang snorlige markvej fører gennem et område med masser af storke samt olieboringer. Disse nikkende oliepumper minder om store fugle, der står og hakker.

Det er et rimelig kedeligt, ensformigt landskab.

Fuldstændig fladt landskab og jeg havner på en snorlige markvej, hvor jeg kan se flere kilometer frem! På med vanten!

Efterhånden kan jeg skimte, at vejen munder ud i en større vej ret fremme. Der holder en bil og en velklædt herre går rundt og ryger en cigaret.

Da jeg når frem henvender han sig til mig. Han har fået øje på mig derude i det øde landskab og er interesseret i at få opklaret hvorfor jeg dog befinder mig her. Igen en hyggelig samtale undervejs!

Og det var egentlig en behagelig vandrestrækning, hvis det bare handlede om at komme effektivt fremad til fods – ingen biler, ingen bratte stigninger.

 

Hen under aften er jeg kommet til Burgdof, der ligger en lille snes kilometer øst for Hannover. Jeg er ret træt og trasker byen rundt for at finde et overnatningssted. Endelig når jeg frem til et hotel i den sydlige udkant af byen. Det hedder ”Schwarzer Herzog” og uden for står en mindesten, der fortæller om et slag, som fandt sted her under 30-årskrigen. Jeg fik ikke helt styr på hvem denne sorte hertug var, men dengang var der ret mange hertuger i dette område.

Uden for hotellet holdt en stribe sorte MERCEDES’er og BMW’er. Jeg havde ikke lige tænkt på, et der var messe i Hannover på denne tid af året! – og at jeg befandt mig i bekvem bilafstand fra dette messecenter.

Alt var optaget! men den flinke vært kunne heldigvis godt sætte sig ind i at jeg trængte til et sted at sove, så han fulgte med ud på trappen foran hotellet, ringede op på mobiltelefonen og genboen kom ud på trappen ovre på den anden side af vejkrydset og vinkede mig derover. Her fik jeg et værelse helt oppe under taget. Jeg var blevet gæst i byens ældste hus!. Gulvet var så skævt, at jeg skulle tage mig i agt, når jeg rejste mig fra sengen for ikke at få overbalance! Sengen var dog klodset op til vandret stilling.

Efter et tiltrængt bad gik jeg ind til byen og fandt et hyggeligt gammelt gasthaus. En ”Schoppen Rotwein” og en ”Jägerschnitzel mit Gemüse“.

Ved et rundt stambord i hjørnet sad en flok ældre mænd med deres øl. Stamgæsterne! Der har de siddet så mange gange før og ordnet den aktuelle verdenssituation.

Veteraner fra 2.verdenskrig. De diskuterede højlydt tyskernes involvering i Kosovokrigen. Jeg anede både ægte tysk militærbegejstring og ægte tysk krigsfobi i deres ret højrøstede og aldeles ikke enige forholden sig til tysk militærs involvering i Kosovo.

Da jeg kom tilbage til det gamle hus kom min vært med et julebrev, som han havde fået fra en dansk familie. De havde mødt hinanden på en campingplads i Danmark og havde nu sendt en julehilsen . Jeg oversatte det for ham og fabrikerede et svarbrev på dansk. Så havde jeg betalt for mit natlogi.

Nu er vi nået frem til tirsdag den 20.marts og jeg gør klar til  dagsmarch nummer 22. Jeg spiser morgenmad sammen med alle ”messejakkesættene” ovre på ”Schwarzer Herzog” og belaver mig på vej mod Hannover. Det bliver sidste dagstur i denne omgang – jeg skal have ringet hjem til Over Jerstal for at få en aftale om hjemtransport.

Da jeg er kommet ud på landevejen ned  mod Lehrte standser en bil og føreren råber mig an. Det er en kørelærer i sin skolevogn og han spørger venligt om jeg ikke vil op at køre sydpå – han skal til Lehrte og hente sin først elev for i dag – jeg takker pænt nej og forklarer at jeg er på vej til Rom til fods! Han griner og ryster på hovedet, vinker og kører videre. Da jeg er nået næsten til Lehrte kommer han på vej nordpå med sin elev. Der hilses igen med store armbevægelser!

Jeg krydser nu Mittellandkanalen. En kunstig vandvej, som ved at forbinde de store floder gør det muligt at bruge vandvejen langt ind i Centraleuropa.

Trafikken er ikke særlig tæt på disse vandveje. Jeg ser faktisk sjældent et fartøj. Det må da ellers være en god transportmulighed – måske ikke særlig hurtig – men da i hvert fald meget miljørigtig – lidet resursekrævende.

En modsætning til de hurtige og smidige lastvogntog på motorvejen. Her er i hvert fald ”fartøjer” i rigeligt mængde – det er ved at være for meget.

Lastbilernes fordele er selvfølgelig, at de er hurtige og at de kan levere varen så at sige fra dør til dør.

Jeg får kontakt via mobilen med Over Jertal og får at vide at jeg i morgen middag kan stå på en lastvogn i Westerlinde , lidt øst for Hildesheim ved motorvejen mod Braunsweig. Her ligger et lille hotel, som Spetra bruger til chaufførovernatninger – en foranstaltning for at kunne overholde køre-hviletids-bestemmelserne.

 Jeg når frem til Algermissen, sydøst for Hannover midt på eftermiddagen og herfra tager jeg toget ind til Hildesheim. Jeg vil finde vandrehjemmet. Foran banegården finder jeg bussen til vandrehjemmet. Det ligger syd for byen oppe på skråningen af de første antydninger af det mellemtyske bjergland. Her får jeg en klar oplevelse af at nu begynder de mellemeuropæiske bjerge – slut med det flade land!

På vandrehjemmet melder de alt optaget af unge busturister fra et af østlandene – men de finder alligevel efter lidt parlamenteren et meget fint værelse til mig!

Næste morgen begiver jeg mig ind til banegården igen og tager et tog så langt ud mod Westerlinde, som jeg kan komme og går så de sidst 10 km frem til Hotel Meine – og her holder ganske rigtigt en af de grøn/gule biler fra Spetra og venter på mig – det er da service!

Så går turen hjem og jeg når helt frem til Silkeborg sidst på aftenen.

fra hannover til bohneneburg

Tirsdag den 1. juni 1999 var jeg klar til næste tur Med spetrabil til rastepladsen Hannover-Wulferode. Ankom her ved midnatstid. Overnattede på rastepladsens motel og startede næste morgen til fods bag ud af rastepladsen ad en markvej ind mod Hannover. Fandt her frem til hovedbanegården og tog et tog vest ud af byen til Egetorf og her startede jeg så vandreturen videre sydpå.

Jeg ”hoppede” altså fra Algermissen øst for Hannover til Egestorf vest for Hannover. Jeg havde besluttet mig til at ”springe” over de store byer. Indtil nu altså Hamburg og Hannover.

Nu er jeg på vej ind i de mellemtyske bjerger. Det går bare opad og opad og det er varmt. Det kolde vand i termoflasken gør godt – og benene lynes af bukserne. Jeg når hurtigt op til 400 m over havet. Skov over det hele. Ved 16 tiden kommer jeg ud af skoven oven over Bad Münder går ned mod byen og ved et af de første huse står skiltet: ”Zimmer frei”. Her rykker jeg ind i et dejligt kælderværelse med udsigt ned over byen.

Manden her er skovejer og dyrker juletræer. Da han hører, at jeg er fra Silkeborg fortæller han ivrigt at han da kender den egn ud og ind. Der har han været flere gange, i Them, for at studere juletræsavl. Danskerne er kommet langt på dette område og har gennem mange år eksporteret til Tyskland i stor stil. Nu vil han også være med!

 Der  kommer en serie forskellige øl på bordet. Konen er nemlig fra Belgien og jeg skal prøvesmage hans udvalg af belgiske øl. Jeg sov godt den nat!

Næste dags mål var Hameln, rottefængerbyen i Weserbergland. Igen en dag ad skovstier i bjergene – op og ned i rimelig varmt vejr – men en dejlig oplevelse af denne egns natur – vidtstrakte skovområder og så fornemmelsen af bjergene. Gennem skov, ned i en dal, op igen ad stiens hårnålesving, lidt frem på en højderyg og så ned og op igen.

I Hameln indlogerer jeg mig på vandrehjemmet – igen meldes optaget af unge busturister fra et østland – dem er der mange af i dette område -, men i et tysk Jugendherberge er der altid plads til en rigtig vandrer.

Jeg spiser en velfortjent middag i Kartoffelhaus, en særpræget restaurant i et af de meget smukke bindingsværkshuse. Efter middagen serveres her en snaps i en udhulet kartoffel!

Nu er det fredag og jeg vandrer ud af byen langs med Weser. Tager en lille afstikker op i skov og bjerge syd for byen. Flot udsigt ned over by og flod. Ned igen – nu har jeg  fået nok af bjerge – jeg følger Weser ned til den lille by Emmern. Her drejer jeg ind mod Bad Pyrmont. Ude i horisonten kan jeg se et stort atomkraftværk. Nu er det øsregnvejr og jeg trasker af sted ad landevejens cykelsti. Surt show. Her er masser af vinbjergsnegle. De kommer frem i det fugtige vejr. Et meget flot dyr! jeg kunne hurtigt samle mig et måltid! Nu er jeg ikke lige til snegle – så de får lov at være i fred. Kommer forbi et dødt vildsvin i vejgrøften. Et vildfarent vildsvin! Et offer for den moderne trafik og et bevis på, at her i skovene lever vildsvinet.

Jeg kommer forbi et stort flot renæssanceslot – et af de mange tyske fyrstesæder. Bag slottet kigger en dejlig slotskro – her læsker jeg mig med en øl – og vejret klarer op. Da jeg går hilses jeg med ”schönen Tag noch” – den frasehilsen findes altså også på tysk. Hvorfra kan han vide at min dag hidtil har været skøn? Jeg hørte denne hilsemåde for første gang for  godt ti år siden og har så måttet konstatere at den er blevet meget almindelig – gået ind i den daglige omgangstone – altså også her i Tyskland.

Jeg tagen en afstikker ind til Bad Pyrmont. – Det berømte kursted, hvor fyrste- og kongefamilier gennem tiderne har nydt kurophold. I dag er det tydeligvis de rige pensionister, der flokkes her. Stor park og mange flotte dyre hoteller.

Jeg får en kop kaffe på en fortovsrestaurant sammen med en flok rige enker – det ligner de i hvert fald – og så ud af byen igen videre ned mod en mindre by, Lügde, med karakteristiske bindingsværkshuse.

Her finder jeg natlogi i Gasthof ”Altes Brauhaus”.

Nu er det så lørdag og det viser sig, at være en special week-end. Noget med Marie Himmelfart – noget i stil med vores Kristi Himmelfart. Jeg er kommet til katolske egne. Der har været fridage for mange både torsdag og fredag – en lille miniferie. Så da jeg kommer til Höxter sidst på eftermiddagen kan der ikke opdrives et hotelværelse – herom mere om lidt.

Først skal jeg lige have overstået endnu en regnvejrsdag gennem bjegegne.

Midt på dagen gør jeg ophold i en lille by, Fürstenau.

Dyngvåd entrer jeg det lokale Gasthaus. Her er den halve by samlet til begravelseskaffe – men der er plads til mig i skænkestuen. Et par ældre og velklædt herrer i sort kommer ind og får en lille snak med mig til afveksling fra begravelseskaffen. Den ene føler sig næsten i familie med mig da han hører at jeg er dansker. Han har nemlig boet flere år i  Norge og forstår en del skandinavisk. For ham er Danmark og Norge et fedt.

Det viser sig at stedet her er Auskunftstelle für Kreiswanderwege og værten forklarer mig hvordan jeg bedst kommer ned til Höxter ad bjergvandreveje.

Det lykkes også fint og jeg har igen nogle flotte naturoplevelser – fjernt fra biltrafikken

Men hotellerne var altså fulde af Marie-Himmelfarts-turister .

Den flinke ældre dame i receptionen gav imidlertid ikke op – hun ringede rundt og jeg blev så sendt op i baglandet til en lille landsby, Bosseborn. Her lå et Landgasthaus, sådan rigtig med landbrug og det hele. Jeg blev indlogeret på første sal ovre hos Schwiegermutter, som jeg i øvrigt delte badeværelse med. Værelserne her bliver brugt til sommerturister.

Jeg måtte konstatere at det meste af indholdet i rygsækken var blevet gennemblødt af den megen regn. Der er varme på radiatorerne, så alt spredes ud til tørring. Fra nu af bliver alt pakket i plastikposer og rygsækken imprægneres! Jeg skal have anskaffet en regnfrakke til rygsækken!

Aftensmaden indtages ovre i gæstgiveriet. Her er mange mennesker i dagens anledning, mest lokale, som kender stedet. Jeg mærker igen at det ikke er en helt almindelig week.end. Jeg får en Bauernomelette, serveret af Schwiegermutters mand, værten tilhørende den ældre generation. Ved serveringen siger han ”wohlbekomms” – det lyder næsten jysk – længere er jeg ikke hjemmefra! Et enormt hyggeligt sted.

Søndag morgen er der hygge i køkkenet. Jeg får serveret morgenmad. Fatter sidder i undertrøje og mutter varter op. Det er dagen derpå, det har været en travl aften i gæstgiveriet. Marie Himmelfartsdag er åbenbart den dag, da hele familien går ud og spiser.

 

Vi kommer i snak. De fortæller, at brødrene Grimm har opholdt sig i denne lille landsby og at det var her ovre på nabogården at de blev inspireret til eventyret om Die Bremerstadtmusikanten af de mange støjende dyr på gården.

Mutter kommer med en slægtsbog, der går tilbage til 1700-tallene. Hendes slægt har levet her gennem mange generationer. Jeg bemærker mig især de mange portrætter af faldne slægtninge fra både første og anden verdenskrig.

I ethvert lille samfund og i enhver familie i Tyskland mindes man en gruppe faldne fra begge verdenskrige.

Ved middagstid er jeg igen på farten, videre ned over de mellemtyske bjerge.

I Brakel holder jeg søndagsmiddag i reataurant ”Alte Scheune”. Her får jeg et godt indtryk af interiøret i egnens typiske gårde. Midt i huset en port ind i den store lade og stald. Ind til siderne i to etager har så husets beboelse været. Laden er nu indtrettet til restaurationslokale.

Lige som i Danmark er den gamle landbrugskultur på retur – erstattet af moderne stordrift – og de gamle gårde finder anden anvendelse.

Videre op over en ny højderyg og ned til byen Rheder, som domineres af et stort gulkalket slot med slotsbryggeri. Rheder Pils. Dette sted har også sin historie som residens for en fyrstefamilie – og lokalbryggerierne trives i disse egne.

Mit mål for dagen er den lille by Willebadessen.

Lige før jeg når frem kommer jeg forbi en mindesten med følgende indskrift:

„Ehemalige Luftschutzstelle. An dieser Stelle befandt sich der obere von drei Eingänge eines 1944 von Pionieren der deutschen Wehrmacht erbauten Schutzstollen. Bei Fliegerangriffe der Alliierten, und beim Enmarsch amerikanischer Kampftruppen am 1.4.1945 fandt die Bevölkerung von Willebadessen hier ein Schutz.“

For folk i min alder, der husker anden verdenskrig, får sådan en tekst pludselig billederne frem af  begivenhederne i foråret 45, hvor vi i lille Danmark slap med skrækken, men vi havde dog også indrettet vore beskyttelserum til civilbefolkningen hvis krigen med flyverangreb og engelske kamptropper skulle tromle helt op over Danmark. Mange af dem kan i øvrigt som her stadig lokaliseres i landskabet. Det har været en barsk periode for den lokale befolkning.

Overnatning på Hotel „Deutscher Hof“ og aftensmad i restauranten, fyldt med lokale folk, bl. a. præsten, som alle skulle hen og hilse på.

Næste morgen videre sydpå. Nu er det ved at være tid til at finde hjem for denne gang!

Jeg skal i morgen møde en spetrabil på en Autohof ved Guxhagen syd for Kassel.

Jeg når frem til en lille by, der hedder Bohnenburg. Jeg indprenter mig navn og beliggenhed på kortet så jeg senere kan finde tilbage og fortsætte vandringen herfra – tager så bussen til Warburg og herfra videre med tog til Kassel. Da jeg træder ud af banegården har jeg allerede fået nok af denne store moderne by. Jeg skynder mig at finde en bus, der kører ud til Hann.-Münden. Her har vi ofte camperet på den dejlige campingplads på en ø ude i Fuldafloden. Det er en af disse eventyrlige gamle velbevarede bindingsværksbyer. Jeg nyder byen her sidst på eftermiddagen og går så langs Fuldafloden ud af byen for at finde mig et landgasthaus til overnatning.

Det lykkes fint. Der står pludselig et lille hjemmelavet skilt som viser over en gangbro ved et opstemningsanlæg over floden til en lille landsby på modsatte bred, Bonaforth. Her ligger lige nøjagtig min drøm om et landgasthaus. Primitivt og billigt!

Næste morgen tager jeg bussen ind til banegården i Hann.-Münden og så toget ned til Guxhagen. Jeg er ved at være ekspert i brugen af de lokale offentlige transportmidler. Her finder jeg hurtigt ud til Autohof’en ved motorvejen og kort tid efter kommer den gul/grønne spetrabil og så går det mod Danmark. Kl. 21.30 hentes jeg af min kone i vores bil i Over Jerstal.

fra bohnenburg til bad berleburg

Nu blev det så sommer i 1999 og en del af den næste strækning blev en sommerferietur sammen med min kone. Her var da en god mulighed for at hun kunne opleve lidt af vandrelivet

Vi kørte campingvognen til den dejlige campingplads i Hann.-Münden hvor vi har været så mange gange. Her slog vi os ned ved Fuldabredden.

Vi kørte  i bilen ud til Warburg, satte bilen og tog bussen ud til Bohnenburg, hvor jeg havde afbrudt turen den 7. juni.

Vores først tur gik til Westheim, en lille by, som ligger  mellem Warburg og Brilon.

Vi nød det tyske sommervejr i denne smukke bjergegn. Vi nøjedes med 18 km og gav os tid til at besøge traktørsteder og restauranter undervejs. Det var jo en ferie, men min kone syntes alligevel, at det var lidt vildt, især når vi forlod de større stier og mosede igennem terrænet i beplantning til bæltestedet.. Men en naturoplevelse var det!

Efter et par dage rykkede vi teltpælene op og flyttede campinglivet til en rigtig feriecampingplads ved den opdæmmede Diemelsee. Om sommeren sværmer tyskerne jo om deres ”vandpytter” og vi var havnet i et decideret ferieområde. Sådan noget vand er ikke noget der kan imponere os, der er vant til rigtigt havvand og det var slet ikke ferie ved vandet, vi gik efter.

Vi kørte til Bredelar ved banen mellem Warburg og Brillon, stillede bilen og kørte med toget til Westheim. På sådan en lille tysk sidebane er der ingen betjening, men på stationen stod en billetautomat. Den virkede ikke, så vi steg med god samvittighed på toget uden billet. Der kom ikke nogen kontrollør, og vi steg ud igen uden at have betalt for turen – stadig med god samvittighed. Moderne tider!

Vi gik så langs med Diemelfloden til Marsberg. Det var søndag og tydeligvis ”dagen derpå”. Rundt i gaderne gik mænd i små flokke med hvide kasketter og et attrapgevær over skulderen eller i hånden, slæbende rundt på mere eller mindre tunge tømmermænd og på byens pladser var man i gang med oprydning omkring øl- og pølsetelte. Der havde været skyttefest om lørdagen. En tysk skik på disse egne, som der er vidnesbyrd om i næsten alle byer. Vinderplakaterne fra de forskellige år er sat op på husene ud mod gaden, så alle kan se hvem der har vundet hvilket år. På nogle huse sidder der en hel række.

Fra Marsberg slog vi så et sving op i bjergene og skovene. Her kom vi forbi et stort gammelt bøgetræ med et stort trækors ved siden af. Træet hedder ”Kreuzbuche” og har ganske givet sin helt egen historie at fortælle. Vi kom ned til satationen i Bredelar til vores bil og trillede hjem til campinglivet ved Diemelsøen..

Den næste strækning fra Bredelar og til Winterberg  kunne vi ikke rigtig overse .Turen ville gå op gennem bjerge, der når op i over 800 m’s højde hvis vi ikke ligefrem skulle gå i en stor bue på flere kilometer langs floddalene. Vi sprang over den strækning. Den må jeg starte med på næste etape.  Vi kørte i stedet bil og campingvogn til Winterberg.

Vi havnede i et vintersportsområde. Campingpladsen var meget veludstyret og vi var næsten alene om det hele. Mange af faciliteterne var under ombygning her uden for sæsonen, men vi nød de fredelige forhold – og vores ”sportudøvelse” var uafhængig af sne!

De næste dage vandrede vi så turen gennem bjerg- og skovområdet ned mod Berleburg. Mon ikke vi her travede igennem nogle af prins Richards skovarealer? Når vi blev trætte fandt vi ud til et busstoppested og tog bussen tilbage til Winterberg. Ud igen næste dag . Efter 3 dage var vi fremme i Berleburg.

Så vendte vi næsen hjemad mod Silkeborg igen og hele efteråret 99 holdt vi sabbat sammen hele familien og tog ophold dels i Italien og dels i det sydlige Afrika, så den næste vandretur fandt først sted i foråret 2000.

Jeg startede  den 9. marts med tog til Vojens og stod på en lastvogn i Over Jerstal ved midnatstid. Næste morgen blev jeg sat af foran banegården i Göttingen og tog så toget ud til Bredelar ved Diemelfloden. Jeg skulle nu starte  med at tilbagelægge strækningen op gennem Rothargebirge til Winterberg, som vi sprang over sidste sommer.

Jeg var i Bredelar ved middagstid, fandt et gasthaus, fik en god frokost og var så klar til at indlede turen op gennem Rothaargebirge frem mod Winterberg.

Vi er i marts måned og Diemeldalen er præget af smeltevand i stride strømme. Det risler højlydt ned fra bjergene alle vegne. Jeg følger floden frem til den store dæmning som skaber Diemelsøen. Sådan nogle dæmninger er imponerende bygningsværker og man kan få nervøse trækninger , når man står nede for foden af sådan en dæmning og tænker på hvilke kolossale vandmasser den holder i ave, især når man i de sidste par timer har været vidne til smeltevandmassernes visen tænder når de skummer af sted for fuld tryk i det almindelig flodløb.

Jeg kommer op til  Diemelsøen og går langs den og når frem til Willingen. Her finder jeg i et af de første huse i byen et værelse hos et par ældre damer.

Den lige vej herfra og til Winterberg går så op over de over 800 m høje bjerge. Jeg får om morgenen en fyldig beskrivelse af turen op over. De to damer går ofte denne tur – om sommeren! De mener nu sagtens jeg kan klare det også her i det tidlige forår. De beskriver den skønne natur, som jeg ikke må gå glip af. 

Da jeg kom et stykke op måtte jeg sande at det ikke var sommer. Jeg måtte vade i tung tøsne til anklerne og kunne hverken finde vej eller sti. Der var ikke andet at gøre end at få kompasset frem og så sætte kursen direkte sydpå indtil jeg kom ud af skoven og kunne se ned i en dal med en lille by og en vej. Det var en hård tørn og det var en dejlig fornemmelse at komme ud af skovområdet og kaste blikket ned i dalen.

Nedturen var i strid modvind og med sneslud. Heldigvis lå der en dejlig lille cafe i tilknytning til bagerforretningen nede i den lille by, som i øvrigt hedder Küstelberg.

Jeg er fremme i Winterberg midt på eftermiddagen. Den oversprungne strækning er tilbagelagt og jeg finder frem til en bus til Berleburg, hvor vi  sluttede vores sommertur i 99.

Vandrehjemmet i Berleburg ligger oppe ved slottet, som en af de nærmeste naboer til Bennedikte og Richard. Det fandt jeg frem til og havde her en god og billig overnatning. Aftensmad på en flot kinesisk restaurant lige over for vandrehjemmet ved slotspladsen.

fra bad berleburg til runkel

Nu er vi fremme ved den 12.marts 2000 og det er søndag. Jeg begynder dagen med en tur hen forbi slottet i Berleburg. Der så ikke ud til at være nogen hjemme!

Så jeg startede sydover ned gennem det meget skovrige område. I den lille by Sassenhausen gjorde jeg pause i det lokale gasthaus. Her sad en del mænd i jægeragtigt tøj og ind kom én mere af slagsen med en kæmpe opsats fra en kronhjort. Den havde han lige fundet ude i skoven. En rigtig mandesøndagformiddagskomsammen. Jeg sidder i baggrunden og nyder dette lille stykke tyske nutidskultur, som man kun kan få berøring med ved at være der midt i det.

Jeg passerer Schloss Witgenstein , endnu ét af de gamle fyrstesæder, og når frem til Bad Laspe . Her indlogerer jeg mig på Hotel Witgensteiner Hof. Får lidt at spise og går ud og nyder søndag aften i den hyggelige by ved floden. Det gør mange af byens borgere også.

Næste dag går det videre sydpå til Dillenburg. Nu er jeg altså virkelig langt inde midt i Europa, midt i Tyskland. Turen går ad mindre landeveje op og ned ad mindre bjerge, gennem skovklædte område og så ind imellem gennem en landby med de obligatoriske krigsmindesmærker på den centrale plads ved siden af kirken.

Sidst på dagen forlader jeg den asfalterede vej for at skyde genvej ad en  vandresti, som er afmærket på mit kort. Kortet var bare ikke godt nok. Stien delte sig og det var umuligt at se i hvilken retning den rigtige vej gik. Pause. Skulle jeg gå tilbage til den sikre landevej. Nej, der kom et par damer gående imod mig.

Det var et par lokale folk og de kunne beskrive den rigtige vej for mig. Videre hen over den skovbeklædte højderyg, hen til højspændingledningerne og så følge dem ned ad bjegsiden til Manderbach!

Det lykkedes. En noget rarere tur end langs med landevejen med bilerne susende om ørerne.

Jeg havde sat næsen op efter at slutte dagens tur her men her var ikke nogen overnatningsmulighed og jeg måtte nøjes med at lade op til den videre færd med en øl i det lokale et værtshus  - og så på den igen.

Jeg nåede så Dillenburg ved 7 tiden om aftenen – godt træt og sulten – så det blev hotel zum Schwan – et godt, gammelt, lille, solidt, traditionelt byhotel i bindingsværk, centralt i byen.  .

Næste morgen måtte jeg allerførst have købt et tilstrækkeligt detailleret kort over de kommende strækninger. Jeg gik op ad hovedgaden og fandt en boghandel. Jeg nød også den gamle by med et middelalderslot liggende højt oppe på bjerget over byen. Her har sikkert resideret en af de mange fyrster.

I 1648, da der blev sluttet fred efter trediveårskrigen var det tyske område opdelt i ca. 300 større og mindre fyrstendømmer – her har garanteret eksisteret ét af dem..

Jeg fulgte Lahns biflod Dill, gjorde ophold i byen Herborn og nåede frem til Wetzlar hen under aften. Dejligt at kunne følge floderne – ingen stejle bakker.

 Cafeen ved den centrale busterminal var fyldt med mænd, der fik en fyraftensøl og en snak med vennerne. Jeg fik  informationer om hvordan jeg kom ud til vandrehjemmet og tog så bussen, eller rettere busserne herud, for der skulle skiftes undervejs – men jeg var blevet briefet godt henne i cafeen, så det gik nemt..

Et dejligt moderne vandrehjem med masser af mennesker. Dejlig aftensmad og minsandten om ikke de også havde bar.

På sådan et vandrehjem møder man altid spændende mennesker. Jeg blev indlogeret i et soverum sammen med 5 andre. Jeg kom i god snak med en af dem, en amerikaner på opdagelse i Europa. Vi tilbragte aftenen sammen i den hyggelige bar og udvekslede meninger om verdens almindelige tilstand..

Dagen efter gik turen videre langs Lahnfloden til Solms. Her drejede jeg  sydpå langs en biflod og kom til til Braunfels, en lille by domineret af det store højtbeliggende torneroseslot i baggrunden.

Nu gik det så videre over bakke og dal og gennem skove til landsbyen Hirschhausen, en lille landsby langt væk fra alfarvej, men med kirke, gasthaus og mindesten midt i byen. Jeg går ind og får min kaffe i det lokale gasthaus med glasmontre med de lokale idrætsforeningers trofæer samt  nogle gruppefotos fra de årlige lokale Kirmesfester – en lokal skik med baggrund i egnens kultur, hvor de fleste levede af et lille landbrug samtidig med at de arbejdede i de lokale jernmalmminer. Den ældre værtinde fortæller med vemod i stemmen, at der nu kun er 3 aktive smålandmænd tilbage og alle de små jernmalmminer er lukkede. Men engang var her fest og glade dage – nu er det kun en soveby. Det minder mig om situationen i mange danske landsbyer.

 

Jeg fortsætter frem mod lidt efter lidt mere civiliserede egne og når frem til landsbyen Kubach og indlogerer mig i Gasthof Kubacher Hof, et rigtigt, gammel tysk, familedrevet  sted, 3 generationer, med tilhørende landbrug.

Nu har jeg været undervejs i godt en uge i denne omgang og er ved at trænge til at komme hjem. Jeg stiler ned mod Lahnfloden igen og følger den gennem en meget snæver dal hvor der kun er plads til floden, jernbanen og så en vandre-og cykelsti. Jeg nyder de fredelige omgivelser og den storslåede natur.

Ved Aumenau krydser jeg floden og i den lille by kommer jeg forbi en lille grillbar, tydeligvis drevet af indvandrere. Her  går jeg ind og spiser en gang pølse med kartoffelsalat og får en god snak med den unge tyrkiske familie, som ved hjælp af denne lille forretning prøver at få fodfæste her i Europas hjerte. De er meget interesseret i at høre om hvilke erfaringer jeg har med tyrkiske indvandrere i Danmark. Et sådant sted oser langt væk af et familiesammenhold, som efterhånden er sjældent at opleve blandt danskere.

Et par smådrenge smutter rundt i lokalet og bedstefar kommer ind og får en slags kaffe ved bardisken. Da jeg har fået min portion, dækkes der bord til hele familien i baggrunden - og de hygger sig!

Nået frem til Runkel kontakter jeg fra en telefonboks Over Jerstal og får pejling på hvor jeg næste dag kan møde en af deres lastvogne.

Jeg skal finde rastepladsen Wetterau ved byen Bad Nauheim, så jeg tager toget til Giessen og videre herfra til Bad Nauheim. Jeg er nu ved at være fortrolig med de tyske jernbaner. Efter at have mødt fuldt-optaget meldinger på to hoteller finder jeg mig et værelse på hotel Bayerischer Hof – det klinger rimelig tysk – og jeg oplever virkelig at være opslugt af Tyskland her inde midt i landets hjerte.

Nu kiksede det. Den bil jeg skulle møde havde passeret stedet da jeg næste morgen stod på ratepladsen, i øvrigt kørt herop i mercedes sportsvogn af værten på hotellet – service!

Gode råd var dyre. Fra Over Jerstal fik jeg den melding at jeg skulle søge nordpå til rastepladsen Kirchheim ved Bad Hersfeld for at fange en anden lastvogn.

Da jeg gik lidt rundt på rastepladsen kontaktede jeg en chauffør i en tysk lastbil og han skulle til Braunsweig og ville gerne tage mig med. Det var jo fint for så kom vi forbi Westerlinde i Saltzgitter, hvor Spetra havde deres hotelforbindelse og skiftede chauffører på vognene. Jeg ringede tilbage til Over Jerstal og meddelte at jeg var på vej til Westerlinde. Her blev jeg så samlet op af en af de gul-grønne spetrabiler sidst på eftermiddagen og var hjemme i  Over Jertal sidst på aftenen. Her blev jeg hentet af min datter og svigersøn mens min kone passede deres drenge. Helt fint. Hjemme ved 01-tiden.

fra runkel til bruchsaal

Første maj 2000 tog jeg tilløb til næste etape. Tog fra Silkeborg til Vojens tyve minutter i seks om morgenen. Et kvarter over otte steg jeg ombord i Spetrabilen uden for banegården i Vojens og blev sat af igen i Giessen sidst på eftermiddagen. Så var det let at tage toget ud til Runkel. Overnatning her i et lille hyggeligt gasthaus og så var jeg klar om morgenen den 2.maj til at starte den videre færd til fods efter at have anskaffet et kort i målestok 1:50000 i det lokale supermarked.

Turen starter langs med Lahnfloden i den snævre dal med loreleylignende klippefremspring med krucefix på toppen. Jeg når frem til byen Vilmar og krydser her floden for at krydse over til Emsdalen gennem den lille 1000 år gamle by Weyer.

Videre langs Ems forbi Bad Camberg frem til endnu en gammel by, Walsdorf med rester af byporte og bymur fra middelalderen.

Her forlades Emsdalen og turen går igen op over højderyggen med retning mod Idstein. Et stykke af vejen følger jeg en nyanlagt landevej og her støder jeg så igen på et af disse små mindesmærker over bagsiden af nutidstrafikken. Et lille kors med et indlagt portræt af en ung mand, trafikdræbt her på sin motorcykel. Friske blomster anbragt ved siden af.

En kontrast til den middelalderverden,  jeg havde drømt mig tilbage til på turen gennem de gamle middelalderbyer.

Dagen efter fortsætter turen det første stykke langs ”Deutsche Fachwerkstrasse”, en afmærket bilrute, som fører igennem de smukke bindingsværksbyer i dette område. Jeg forlader dog hurtigt den trafikerede bilvej og stikker op over højderyggene med vidunderlige udsigter i det klare vejr og ned gennem dalene gennem små byer med deres krigsmindesmærke og deres vandtrug i nærheden af kirken midt i byen.

I Niedernhausen holder jeg pause midt i byen. En lille cafe og isbar med borde uden for på en lille platform. Her sidder jeg og nyder det dejlige solskinsvejr med en känchen kaffe og et bæger is. Støvlerne er afmonteret , luft til tæerne. En forbipasserende ældre dame kontakter mig og fortæller at hun og hendes mand dyrker vandring. Hun har hurtigt kunnet kategorisere mig som vandrer på grund af mit udstyr. Hun giver gode råd om vandring gennem det sydlige Tyskland.

Turen fortsætter nu ind under nogle kolossale, høje broer, som fører motorvejen tværs over dalen. To adskilte verdener. Jeg går hernede i et idyllisk landskab og højt deroppe suser moderne motortrafik af sted. På den anden side fører vandrevejen mig op i landskabet og pludselig har jeg et udblik tilbage ned over motorvejsbroerne og byen Niedernhausen i baggrunden. Her kan jeg konstatere at man er i gang med en kæmpe udbygning af motorvejen, der bliver simpelt hen bygget en ny bro ved siden af den gamle for at motorvejen kan blive 4-sporet i begge retninger. Der investeres godt nok meget i den biltrafik!

Jeg kommer ned i nogle smådale, gennem skovområder. Her løber mindre vandløb og der har tidligere ligget vandmøller på stribe. Et af stednavnene er  Auringer Mühle. Der ligger også et traktørsted her langt ude i landskabet langt fra alfar vej. Her møder jeg et ældre ægtepar, som har sat bilen og er ude at spadsere. Vi falder i snak og de fortæller om deres oplevelser under krigen. Hun var flygtning i Danmark. Først på Klyvermarken i København og senere i Oksbøl. Svære minder, men jeg sporer en sympati for Danmark.

Manden var krigsfange i Frankrig og kom først tilbage til sin hjemstavn her i 1948. De er midt i 70’erne og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at om ganske få år findes der ikke længere folk, som oplevede 2. verdenskrig på egen krop.

Sidst på dagen er jeg fremme i Igstadt og traver byen rundt for at konstatere, at der ikke er nogen overnatningsmulighed her. Undervejs bliver jeg holdt an af en familie, som fortæller mig, at de så mig tidligere på dagen i Niedernhausen. De mente godt nok, at jeg gik temmelig langt. Jeg kunne berolige dem med, at jeg såmænd ikke skulle længere end til Rom!

 

Jeg valgte at parallelforskyde ruten lidt mod vest, tog bussen ind til Wiesbaden og fandt billigt og godt natlogi på vandrehjemmet.

Om aftenen gik jeg en tur i centrum og dumpede ind på en restaurant drevet af en flygtningefamilie fra Kroatien. Der var en anden kroatisk familie på besøg og på et tidspunkt kom vi i snak og de var meget interesseret i at høre om mine erfaringer med kroatiske flygtninge gennem  mit arbejde som skoleinspektør i Silkeborg. Jeg havnede i det kroatiske selskab med kaffe og snaps på husets regning.

Fredag den 4. maj om formiddagen sidder jeg så ved bredden af Rhinen og betragter den livlige flodtrafik. Det er der også andre, der gør. Her er åbenbart samlingssted for arbejdsfrie mænd med øl og cigaretter.

Jeg går gennem byområdet så tæt på floden som muligt og krydser over broen til Mainz.

Nu krydser jeg grænsen mellem barbarernes område og det gamle romerrige. Hertil strakte romerriget sig og her havde man de evige grænsefægtninger med de vilde nordboer, som det aldrig lykkedes romerne at kue.

Her krydser jeg også abbed Nicolaus’ fodspor. Mainz er én af de lokaliteter, som han opholder sig ved i sin rejsebeskrivelse fra slutningen af 1100-tallet.  Jeg må lige ind i domkirken og dvæle lidt sammen med ham. I et mosaikvindue er samtlige biskopper repræsentret med et våbenskjold. I 1100 tallet var biskoppen her også en betydelig verdslig fyrste.

Jeg konstaterer, at den biskop, som Nicolaus mødte, havde et flot våbenskjold.

Jeg fortsætter langs med Rhinen, nu på vestbredden ned forbi bifloden Mains udmunding, Her drejer flodtrafikken ind mod Frankfurt og her kommer flodpramme ud i Rhinen, de fleste svinger mod nord med kurs ud mod Holland.

Her fornemmer man også tydeligt den store internationale lufthavn i Frankfurt – masser af lavtgående fly.    

Lidt længere sydpå krydser jeg Rhinen over en motorvejsbro! Jeg var faktisk spændt på om det kunne lade sig gøre. Men her var altså en motorvejsstrækning med en nydelig gang- og cykelsti!

Videre langs Rhinen, nu på østsiden og frem til Ginsheim, hvor jeg indlogerede mig på det flotte hotel Rheinischer Hof. Det var lidt dyrt, men flot og behageligt, i sådan lidt antik stil – et gammelt familieforetagende.    

Nu går turen sydpå gennem det flade, ret kedelige landskab på østsiden af Rhinen. Det meste af turen forgår på stier på dæmningen langs floden. Her vrimler det med vilde kaniner og i luften er der hele tiden fly på vej til og fra lufthavnen i Frankfurt. Ved Kornsand  tager jeg en afstikker helt ned til flodbredden med en af de typiske rhinfærger – ikke noget færgeleje, vejen fortsætter ned i floden og færgen går op mod strømmen og stikker sin dertil indrettede flade ende – ens i begge ender – ind på asfalten og vupti kan bilerne køre til og fra færgen. Der sejles i konstant fart frem og tilbage. Jeg Når frem til byen Gernsheim, der ligger lige ved flodbredden med flodhavn og værft.

Så går min vej bort fra Rhinen ind mod den  berømte ”Bergstrasse”, som følger kanten af  Odenwaldbjergene ned mod Heidelberg ved Neckarfloden. Det første stykke går stadig igennem ensformige flade landskaber indtil jeg kommer over til Heppenheim ved ”Bergstrasse”.

Her er der på denne lørdag stor bilmarkedsdag. Hele gågadeområdet er spækket med lækre nye biler af alle mærker og sælgerne deler brochurer ud og er klar til en salgssnak og en prøvetur. Jeg dvæler lidt i denne markedsstemning , det er den 6. maj og vejret tillader en fadøl på en fortovsrestaurant. Næste overnatning  er i Weinheim, lidt nord for Heidelberg – på vandrehjem og et dejligt aftensmåltid på en græsk restaurant.

Om søndagen når jeg så frem til Heidelberg. Jeg følger ”Bergstrasse”, hvor trafikken på sådan en søndag ikke er så voldsom og er domineret af motionscyklister i meget professionelt outfit. Det er i øvrigt et ret udbredt fænomen hele vejen ned gennem Europa – i weekenden er de små landeveje spækket med disse farverige, svedende, foroverbøjede skikkelser i små grupper.

Mange steder langs vejen er der boder med friske asparges, Spargel. Det er højsæson.

Efter at have fundet vandrehjemmet i Heidelberg og fået et bad tager jeg bussen ind til centrum og nyder den gamle bykerne med den gamle bro over floden og det gamle kejserslot oppe på bjergskråningen i baggrunden – et rimelig romantisk sted – hvordan er det nu: I Heidelberg – der tabte jeg mit hjerte – det kan jeg godt se at man kan. Det vrimler med smukke unge mennesker af begge køn, studenter ved byens mange læreanstalter. Turister er der også, vi nærmer os turistsæssonen.

Stadig dejlig forårsvejr og dagens hovedmåltid indtagtes på fortovsrestaurant for enden af broen.

Nu er det så mandag den 8.maj og jeg vover mig lidt op i det lave bjergland til Wiesloch og videre til Östringen.

Motorvej E35 løber nogle få km vestpå og tirsdag formiddag aftales via mobilen med Spetra, at jeg stiler mod rastepladsen ved Bruchsal. Her er jeg fremme ved halv to tiden og allerede kl. to er jeg ombord i en lastvogn for nordgående. Det går ikke helt smertefrit. Ved Göttingen sidder vi et par timer i en Stau, men vi er fremme i Over Jerstal ved 2 tiden om natten.

Jeg overnatter i chaufførkælderen og er hjemme i Silkeborg næste dag lidt før middag.

fra bruchsaal til schaffhausen

 

Den 1. august 2000 Starter jeg ud igen. Jeg ankom til Spetra i Over Jerstal efter togtur fra Silkeborg til Vojens. De sidste 7 km ud til Over Jerstal foregik til fods. Jeg kunne jo lige så godt varme op.

Så gik turen  i førerhuset til rasteplads Alsbach ved A5 nord for Bensheim. Ankom ved midnatstid og tilbragte så nattetimerne i rastepladsens cafeteria. Godt 5 om morgenen tog jeg så en af de der mærkelige ture bagud af en motorvejsrasteplads ad ganske små grusveje og kom på den måde ned til banen og tog det første morgentog over Heidelberg til Bretten for herfra at fortsætte til fods.

Mit dagsmål denne 2.august var Pforzheim. En rigtig augustregnvejsdag! Jeg storkede af sted ad de små landeveje gennem et landskab, der til forveksling lignede mange af dem jeg tidligere havde tilbagelagt i det store Tyskland. Ret ensformig og så øsende regnvejr!  En halv snes kilometer før Pforzheim standsede en ung mand i en varevogn og spurgte om jeg da ikke ville med op at køre ind til Pforzheim. Her må jeg indrømme, at jeg gennemblødt og træt ikke kunne modstå tilbudet. Men hvad, jeg havde jo så tit gået nogle ekstra strækninger bl.a. i går morges de sidste kilometer frem til Spetra.

Den unge flinke mand belærte mig i øvrigt om at godt nok hed delstaten her Baden-Würthemberg, men - tag ikke fejl – der er Baden og så er der Würthemberg – to helt forskellige lande! Han beskrev for mig, hvordan jeg kunne få syn for sagen i moseområdet ved Schwenningen. Derom senere.

Vandrehjemmet i Pforzheim var fuldt belagt.  August er feriesæson i dette område. Jeg måtte tage til tåls med et usselt værelse, som udlejedes i et tyrkisk pizzeria. Det var alt for dyrt, men jeg var træt og orkede ikke at gå videre i dag. Jeg havde jo ikke rigtig fået nogen søvn sidste nat.

Der var til min overraskelse ingen morgenmad – og jeg skulle betale med det samme, da jeg ankom.

Trods alt godt udsovet fortsatte turen næste morgen sydpå langs Nagoldfloden frem til Calw. På tom mave!

Hele dagen følger jeg floddalen, meget behageligt ad afmærket cykelvej.

I en lille by, Unterreichenbach, besøger jeg det lille lokale Gasthaus. Det drives af en ældre enke og jeg får en lille kande kaffe og to stykker brød med marmelade og føler mig næsten hjemme – dejligt.

Her langs floden er der mange hejrer. En meget flot fugl, når den på sine store vinger svæver hen over floden. Og en tålmodig fisker. Den stiller sig stilsikker på de steder med lavt vand og passende strømforhold, hvor der er fisk – og venter. Den ligner en udstoppet fugl – den kan stå bomstille i timevis og vente til det rette øjeblik – og så hugge til.

I Calw oplever jeg igen én af disse gamle bykerner med en gammel stenbro over floden. Her er der midt på broen et lille kapel. Jo, jeg er i katolsk område.

Næste dag prøver jeg at følge Ngoldfloden længere sydpå. Den slår imidlertid nogle vældige sving og jeg vover mig ud på forsøg på genveje. Det fører mig imidlertid temmelig langt uden for alfarvej og op i de store skove. På et tidspunkt hører stien , jeg har valgt simpelt hen op og mit kort er ikke detaljeret nok til at jeg kan orientere mig, jeg er et andet sted end jeg regnede med. Så er der kun kompasset  og lyden fra jernbane og landevej at gå efter. Det lykkes at komme ud af skovområdet med dejlig udsigt frem mod en lille by. Det er Emmingen og så kan jeg igen orientere mig efter kortet

Byen Nagold nås og her holder jeg så en tiltrængt pause på en fortovscafe med en gemüsetopf og en øl. Så er jeg klar til den videre færd. Nu forlades Nagolddalen endegyldigt og jeg skal tværs op over for at komme ned i Neckardalen igen ved Horb. Det bliver regnvejr og det er ved at blive træls.

I en lille by, Bildeschingen er der et gasthaus – men de har ferielukket, -besynderligt , her i feriesæsonen! – nå! Jeg mosler videre i det våde vejr, når frem til Horb og har meget svært ved at finde et overnatningssted. Endelig lykkes det! Jeg bliver indlogeret oppe i kvisten af det gamle Gasthaus ”Schiffer”,og går ned for at spise. Nu er mutter imidlertid kommet hjem og hun må desværre konstatere, at det værelse, som manden havde anbragt mig i er udlovet til at brudepar! – så de har desværre ikke plads til mig. Fatter føler sig imidlertid forpligtet og kører mig op i bjergene uden for byen til et sted, der hedder Forellenhotel Waldeck i Isenberg. Et udmærket sted, selv om jeg ikke skal fiske foreller!

Så er det lørdag og jeg fortsætter tværs op over det skovbjergland, som jeg havnede i, kommer forbi et stort stenbrud og lander nede ved Neckarfloden i Fischingen. Så er jeg på rette spor igen – og træt af bjergskovture!

Nu følger jeg floddalen gennem Sulz , forbi Oberndorf  og ender i en lille by Epfendorf. Her finder jeg et værelse hos en enlig ældre herre, som godt nok lige skal se mig lidt an inden han tør tage imod sådan en mærkelig eksistens, der kommer til fods.

Bad foregår i hans badeværelse mod beskeden ekstrabetaling og han forklarer mig hvor jeg finder et lille pizzeria lidt længere oppe i landsbyen.

Ferielukket – så det blev ikke til aftensmad den dag. Heldigvis har jeg stadig et lille lager af Baunty’s!

Morgenmad i hans stue. Den er ret specielt udstyret med diverse farvestrålende gruppe billeder, bannere og dukker, udklædt i spraglede dragter. Han fortæller mig stolt, at han er byens ”Obernarr”. Hvad det helt konkret betyder fattede jeg ikke helt, men dog så meget at der holdes nogle årlige fester, hvor man følger forskellige gamle ritualer – noget der er typisk for denne egn. Feststedet er en ”Narrenschupf” – en mærkelig rund træbygning. Det må jeg ved lejlighed have undersøgt nærmere. Jeg kommer på min videre færd gennem egnen forbi flere af disse bygninger.

Nu følger jeg den ”unge” Neckar ned mod Rottweil. Jeg passerer borgruinen Hohenstein placeret højt oppe over floddalen og lidt senere en kolossal højbro over dalen – det er motorvejen.

Så er jeg i Rottweil – mon det er her hunderacen stammer fra? Jeg tøffer lidt rundt i byen, som har minder fra romertiden. Jeg er jo nu i de nordlige provinser af Romerriget.

Da jeg skal forlade byen sætter det i med øsregnvejr. Jeg beslutter mig til et kompromis – tager toget frem til Schwenningen.

Nu er vejret godt igen og det var jo her, jeg skulle ud i det historiske moseområde og opleve grænsen mellem Baden og Würtemberg, sådan som den var i sin tid, da det faktisk var to hinanden bekrigende fyrstedømmer.

Så jeg kompenserer for togturen med et svinkeærinde ud igennem det meget spændende område med de gamle grænsepæle.

Så når jeg frem til Bad Dürrheim, en rigtig ferieby, der lever op til betegnelsen Bad – en kurby, præget af mange pensionater og kursteder, som ikke alle ser lige billige ud. Jeg finder imidlertid Hotel Garni – det navn borger altid for enkelhed, kvalitet og billige priser – fint. Og så går jeg ud og nyder denne sensommer søndag aften i kurbyen , skønne cafeer!

Nu går turen ned mod Donau, som jeg rammer i Geisingen. Nu kan jeg ude i det fjerne skimte de forreste alper.

I en lille by ved navn Baldingen, delt i Unter-Baldingen og Ober-Baldingen møder jeg et fænomen, der hedder Taufbäume. Langs med vejen er der plantet et træ for hver nyfødt i byen med navn og fødsels- og dådsdato på en lille plade. En sjov skik. Hver nyfødt borger sit eget træ med navn på, som man hele livet kan vende tilbage til!

I Geisingen går mit fotografiapparat i udu! Ærgerligt!

Langs Donaus biflod Altrach  når jeg frem til Blumberg og slår mig ned for natten her i Hotel Krone. I en lille fotoforretning får jeg filmen taget ud og man må konstatere, at apparatet ikke lader sig reparere. Jeg køber så et engangskamera – billede må jeg have – også i morgen. Der er gået et par stykker tabt fra strækningen fra Rottweil og hertil! Øv!

 

Så er jeg så småt i gang med Alperne! Jeg går tværs op igennem et skønt landskab – nu lidt anderledes i forhold til de tidligere bjergområder. Alting er større i landskabet. Jeg rammer den Schweiziske grænse oppe i skovene ved Neuhaus am Randen. Grænsen er skam markeret med grænsebom og behørige skilte. Bl.a. ét der formaner én om, at der skam kræves pas for at passere her! Meget hyggeligt – jeg mærker lige efter om det er på sin plads. OK!

Jeg kommer ned til den første lille  schweiziske by Bargen. Og så går det op for mig, at jeg er kommet til Schweiz!  Jeg aflægger besøg i en cafe ved en servicestation og her er alting simpelt hen dobbelt så dyrt, som i Tyskland!

Det må jeg så vænne mig til.

Nu følger jeg kanten af Durachdalen ned mod Merishausen og videre til Schaffhausen.

Jeg har haft forbindelse med Over Jerstal og aftalt, at jeg lige slår på tråden igen når jeg står i Schaffhausen. Det gør jeg så og jeg får at vide, at min hjemtransport vil foregå fra Donau-Eschingen – hvornår kan jeg være der?

Det får jeg hurtigt styr på og melder tilbage. Fra Banegården i Donau-Eschingen tager jeg en taxa ud til det Alta centrallager, hvor lastbilen for nordgående venter på mig. Chaufføren skal holde sovepause ved Stuttgart. Her bliver jeg sat over i en ny spetrabil med en udsovet chauffør, som er klar til at køre til Danmark. Fremme i Over Jerstal tidligt om morgenen. Chaufføren kører mig til toget i Over Jerstal og jeg er hjemme midt formiddag.

fra arth-goldau til bellinzona

Tirsdag den 26.september 2000 går det løs igen. Jeg har fået besked fra Spetra, at jeg kan møde en af deres vogne i Padborg..

Jeg er fremme i Padborg med tog kl. 11 og straks da jeg går op ad gaden får jeg øje på den  rigtige lastvogn. Det er denne gang én af de private vognmænd, som kører for Spetra. Han skal til Lichtenstein med kødaffald, der skal laves til hundemad.

Jeg vælger at tage hele turen med og bliver sat af i den østrigske by Feldheim på grænsen til Lichtenstein. Herfra er gode togforbindelser og jeg har besluttet mig til at starte denne tur ved Vierwaldstättersøen for at kunne nå over St.Gottard på denne tur. Det betyder at jeg i denne omgang springer over strækningen fra Schaffhausen til Goldau. Den strækning tager jeg så næste gang.

Jeg tager i første omgang toget fra Feldheim gennem Lichtenstein og videre til St.Gallen i Schweiz. Her overnatter jeg på et lille hotel. Jeg har lært at gå efter Garni-hoteller og finder også her et lille pænt og billigt hotel i denne kategori. Næste morgen tager jeg så toget videre til Goldau og er fremme ved banegården her lidt før middag.

Nu starter så turen gennem alpelandet Schweiz efter at jeg har fundet et rimeligt kort i banegårdskiosken. Den første strækning er tværs over til Lauerz ved Lauerzer See. Turen går gennem et skov og engområde med udsigt til bjerge til alle sider og i ørerne den evige kling-klang af kobjælder.

Så følger jeg søens bred frem til Seewen og drejer så skarpt mod syd og følger de små veje oppe på bjergsiden med udsigt ned over dalen og over mod de høje bjerge i baggrunden. Et utroligt smukt syn i det høje eftersommer solskinsvejr. Jeg når frem til Brunnen og nyder den obligatoriske cappuccino med jägermeister i solen ved Vierwaldstättersøens bred.

Videre går det så langs søens bred sydpå mod Sisikon. Jeg følger stadig de små veje højt oppe på bjergsiden med flotte udsigter ud over søen. Frokosten er gratis her idet det vrimler med valnøddetræer med modne nedfaldne nødder, som er lige til at spise. Jeg nærmer mig Sisikon ved 18 tiden. Den lille by ligger langt under mig , klemt inde mellem bjergsiderne ved søbredden. Jeg forbereder mig på ”den store nedtur” og kommer ned gennem en gård. Alle marker er næsten lodrette og en flok køer klatrer rund og græsser til bjældelyden. De har godt nok en god udsigt. Folkene er med deres til ”lodrette” marker specialbyggede traktorer og redskaber i gang med at bjerge hø.

Jeg befinder mig nu i hjertet af det neutrale Schweiz, inde midt i Genossenschaftområdet, de fire skovstater, med de store frihedstraditoner – og det er afstemningsdag hjemme i Danmark. Vi skal sige ja eller nej til Euro’en.

 

Jeg kommer i snak med høstfolkene og da de erfarer, at jeg er fra Danmark får jeg virkelig den schweiziske folkesjæl at føle! De er meget optaget af afstemningen i Danmark og er meget harme over de danske pro-euro- politikere, som de aftenen før i TV hørte sige, at Schweiz nassede på EU!

Jeg når ned til Sisikon og indlogerer mig på hotel Stern, et lille hyggeligt sted. Om aftenen får jeg lejlighed til at følge det schweiziske fjernsyns reportage om afstemningen i Danmark. Schweizerne ønsker tillykke!

 

Næste morgen går det så videre langs Vierwaldstättersøen ned mod Flüelen.

Jeg går nu helt nede ved søens bred. Her er trafikken virkelig klistret op ad bjergsiden. Landevej og jernbane går gennem utallige tunneller. Motorvejen er forvist til modsatte side af søen. Nu er jeg i Wilhelm Tells land, kommer forbi Tell Kapelle og Tellplatte og er fremme i Flüelen lidt før middag.

Her står en meget kraftig vind ned gennem Reussdalen og ud over søen. Det må være en såkaldt føhnvind.

Nu går jeg så forbi Tell-byen Altdorf og ind i Reussdalen op mod St.Gottard-passet. Det første stykke går jeg på diget som holder flodens lidt viltre vandmasser behørigt på plads. Ved Attinghausen ligger der så en hyggelig lille restaurant og det er frokost tid så….

Reussdalen bliver hurtigt snævrere og den skal rumme både motorvej, jernbane og landevej som søger ind mod St. Gottard, så en stor del af turen forgår ved siden af motorvejen med de mange biler.

Jeg når frem til Amsteg, som ligger klemt godt inde mellem de høje bjergsider, hvor en biflod til Reuss kommer ud fra en sidedal. Her ligger det gamle adstadige hotel Stern und Post. Her har mange rejsende på vej til og fra passet overnattet i tidens løb. Jeg får et lille værelse med en dejlig udsigt ned over den lille bys centrum med bl.a. den karakteristiske kirke med højt slank spir. Nu er det gode vejr desværre forbi. Det er gråt og trist regnvejr. Gid det bliver bedre i morgen!

Og det gjorde det så ikke!

Turen fortsætter i øsregnvejr og gennem dalen som bliver smallere og smallere. Jeg vælger nu at søge op i højderne på mindre stier for at komme lidt på afstand af motorvejstrafikken.

Det er godt nok hårdt og jeg må have skaret mig et par vandrestave, men herligt er det jo pludselig at dukke op gennem frugthaven til en lille gård her oppe på dalsiden og blive hilst velkommen af  Schweizere af den lidt ældre generation. De unge bor ikke heroppe. Der er en lang og besværlig vej ned.

Jeg kommer ad bagvejen ind i den lille landsby Gurtnellendorf, Kirke og kro over for hinanden. Jeg vælger kroen denne lørdag formiddag. Lille skænkestue fyldt med lokale folk ivrigt parlamenterende på det mærkværdig uforståelige lokale sprog, som for mig minder lidt om hollandsk.

Det er stadig regnvejr og jeg søger nu ned i bunden af dalen igen og over til modsatte bjergside. Jeg går gennem tunneler og over broer. På et tidspunkt slår en kvie med bjælde følge med mig. Den følger mig noget der ligner et par kilometer. Jeg kan ikke stille noget op, men mon ikke det er normalt. Den finder vel selv hjem igen eller ejerne lokaliserer den ved hjælp af bjældeklang.

På et tidspunkt havner jeg ude i No-where. Stien hører op og jeg står i bunden af dalen i et engområde og kan kigge op til kirken i Wassen.

Jeg må ud at være terrængående, gennem engen op ad baneskråningen ,over hegnet, og så det værste, krydse det meget befærdede dobbeltsporede elektriske banelegeme. Det lykkes og gennem en lagerplads kommer jeg så ud på noget der ligner en offentlig vej igen og finder de gule vandrevejsskilte, som viser vej mod Göschenen. På en lille strækning her inden det igen går op på bjergsiden følger jeg motorvejen. Jeg kommer faktisk hurtigere frem end bilerne! Her starter køen foran St.Gottard tunnellen.

Ved 15-tiden er jeg fremme i Göschenen og går forbi jernbane terrænet og mindes dengang i 1959, da jeg første gang var på vej til Italien. Her kørte vi bussen op på toget og blev sammen med den transporteret gennem jernbanetunnellen til Airolo på sydsiden af passet.

Egentlig ville jeg gerne overnatter her, men hotellerne var optaget af militær! Jeg oplevede her meget konkret hvor meget militæret egentlig fylder i Schweiz, især her inde i det centrale område.

I skænkestuen på et af de små hoteller fik jeg min jägermeister og en snak med en altervinssælger fra Luzern! Hyggelig fyr med tyrolerhat på rejse rundt til kundekredsen af faste vinaftagere i de katolske kirker.

 

Så forvildede jeg mig ad vandrestier ind i en sidedal op mod Göscheneralpsee. En meget skøn tur i dette bjergområde, men i øsregnvejr. Efter en 5-6 km blev jeg klar over, at jeg var på afveje og vendte tilbage til Göschenen. En ekstra tur på godt 10 km! OK! En god naturoplevelse i denne spændende sidedal.

Nu fulgte jeg så bilvejen op mod Andermatt. Her lige før Andermatt passerer jeg den meget smalle ufremkommelig slugt, hvor Reussfloden fossen ned mellem de lodrette bjergsider. Her passeres slugten af Djævlebroen – Teufelsbrücke . Øverst den moderne vejbro til biler, der forsvinder ind gennem et hul i bjergvæggen – en bil tunnel. Neden under en ældre bro. Her op til smyger den mindre, gamle vej sig langs fjeldsiden, den gamle postvogns- og mulddyrvej.

Dette sted har alle dage været meget vanskelig passabel. Her ligger nu et lille traktørsted og lidt længere nede bagved er der et stort anlagt mindesmærke for et slag, som stod her på broen mellem russere og franskmænd.

Det regner, jeg går ind i traktørstedet og får min kaffe samt bliver nogenlunde tør.

Så går det sidste stykke op til Andermatt, gennem et gammelt hul i bjerget, Unterloch og er så oppe på plateauet ved Andermatt. Gasthaus Altkirch ved den gamle kirke i den forreste del af byen. Lukket!

Nå! Jeg går dyngvåd til bagdøren, ind i køkkenet og møder værten i færd med at tilberede den store festmiddag. Der er lukket fordi der skal fejres 40-årss fødselsdag om aftenen.

Jeg bliver imidlertid budt velkommen, Får et værekse anvist og et tilbud om at få tørret mit tøj i tørretumler. Alle tiders.

Om aftenen sidder jeg i restauranten og nyder fra baggrunden den festlig fødselsdagsfest med hele den lokale kolorit. Det hele starter med et 20-mands mæssingblæserorkester i lederhosen ude foran hotellet, og fortsætter med stort mandskor inde i salen. Rigtig alpemusik og -sang.

Så blev det den 1.oktober og sidste dag, hvor faciliteterne oppe i passet er åbent. Også sidste dag hvor busforbindelsen nede fra Airolo og op i passet kører. Jeg synes det er rart at have denne sikkerhedsventil, hvis jeg skulle være helt færdig, når jeg når op i passet.

 

Dagen starter i nogenlunde vejr og jeg når over plateauet frem til Hospental. Så begynder opstigningen – og regnen! Det øsregner og jeg kæmper mig op ad de gamle muldyrveje. En gang imellem krydser jeg bilvejen op til passet, men det er meget spændende at følge de gamle stier over gamle broer. Her kan jeg forestille mig postvognen med ottespand rumle over og for fuld kraft under voldsomme piskesmæld forcere den næste stejle stigning.

Ved Mätteli, ca halvvejs oppe kommer jeg forbi et velplaceret traktørsted. Ind at nyde en øl og blive en smule tør inde i varmen. Der er ikke stor søgning på denne årstid i dette møgvejr – jeg har det hele for mig selv og kan brede mine våde ting ud.

Ud i regnen igen og det sidste stykke op til passet foregår nærmest i en bæk, idet regnvandet samles for at løbe ned ad den stenede muldyrsti. Når stien krydser et af de mindre, rigtige vandløb må jeg balancere gennem fossende vandmasser på våde glatte sten og alligevel gå i vand til anklerne. Heldigvis er mine vandrestøvler godt imprægnerede, så jeg undgår våde fødder – men ellers er alt vådt.

Kl. halv to er jeg fremme ved passet! Der holder en af de gule postbusser, som kører ned til Airole. Den sidste afgang er kl. 15 – men lad os nu se – jeg er ikke overvældende træt men våd og frysende. Ind i varmen og de har heldigvis dejlig varm minestrone. Jeg indtager to store portioner, får en øl og en kande kaffe.

Klokken tre er jeg frisk igen og lader bussen køre uden mig. Jeg belaver mig på nedturen til Airolo, følgende den ældre bilvej, som stiger ned via serier af skarpe hårnålesving.

Jeg får følgeskab af en schweizisk familie, far, mor, datter og søn, som er på vandretur fra Göschenen til Bellinzona. Det er stadig regnvejr, men nu har jeg vænnet mig til det – og nyder det egentlig i dette storslåede bjerglandskab.

Manden gør mig opmærksom på nogle store betonanlæg ovre i bjegsiden. Masser af militærbiler i området. Han forklarer, at dette anlæg blev etableret i slutningen af 30’erne for at sikre Schweizisk administration og infrastruktur mod et eventuelt tysk forsøg på at besætte området. Hertil kunne man trække sig tilbage og overleve i sikkerhed. Hitler vovede aldrig pelsen.

Igen et udslag af dette områdes store frihedsvilje – og den er stadig levende. Schweiz er rustet til tænderne. Jeg møder masser af militærkøretøjer kommer forbi områder med militærøvelser og oppe i Andermatt var der en stor kasserne med masser af materiel ved siden af mit hotel.

Sjovt at stå oppe oven over Airolo og kigge ned på indgangene til henholdsvis jernbanetunnel og motorvejstunnel!

Nede i Airolo må jeg så erfare at jeg nu er kommet til italiensk kulturområde. Folk taler italiensk og husene ser mere italiensk end tysk ud.

Jeg finder et hus, som skilter med et udlejningsværelse, får fundet vej bag om huset og ind gennem en slags bagdør. Her tales kun italiensk men vi får aftalt en billig pris for en overnatning og jeg får anvist, hvor jeg kan tage et bad.

Så går jeg op i byen og finder en lille lækker italiensk restaurant.

Nu er jeg så syd for højalperne og nede i Ticino-dalen. Jeg vil nu stort set følge Ticino-floden ned til Bellinzona. Dalen er en af hovedtrafikårerne for såvel jernbane som motorvej og almindelig vej ned gennem den sydlige del af Schweiz til Italien.

Kommet vel ud af Airolo vælger jeg den stiafmærkning, der hedder ”Strada alta” – den høje vej – og jeg skal love for at det går opad! Jeg kommer højt op ad bjergskråningen på den nordlige side af floddalen. Stierne er meget stejle og jeg må igen skære mig et par solide vandrestave.

Heroppe følger jeg så en strækning ad en lille asfalteret vej, som kommer igennem nogle små landsbyer, hvor tiden står stille. De ser ud som de altid har set ud.

Jeg bliver stadig gennemblødt af regn, men nu dog kun som byger. Godt våd og sulten kommer jeg ind i en lille by Quinto. I midten kirke og Osteria. Jeg finder ind i denne gamle kro, ikke meget liv. Jeg må helt frem til køkkenet, hvor et ældre ægtepar sidder og spiser – værtsfolkene.

Jeg spørger om jeg kan få lidt at spise. Det kan jeg sagtens, men der er kun én ret på menuen, den de selv sidder og spiser. Jeg sætter mig ind i den gamle krostue med flotte gamle træpaneler – ja alt inventar er fra før. På skænken står et stort flot gammelt kasseapparat med håndsving.

Jeg får serveret en ret – som jeg simpelt hen ikke ved hvad er – min tanke går på boghvede eller noget lignende og så en slags kødbolle, men ikke bare af kød, der er puttet noget andet i ligesom da vor mor drøjede frikadellerne med gryn og mel.

Hyggeligt er det, jeg føler mig nærmest som privat gæst. Kan ikke forstå ret meget af, hvad de siger til mig. De taler kun dialekt – den ligner mest italiensk, men jeg genkender ikke mange af udtrykkene – og andre sprog forstår de ikke et ord af. Så vi klarer os stort set med tegnsprog.

En sjov oplevelse at finde sådan et lille sted heroppe på bjergsiden, hvor tiden er gået i stå – og lige nedenfor i floddalen- den buldrende nutid med hurtigtog og motorvejstrafik.

Jeg går videre og nyder nu da regnen efterhånden er hørt op den skønne udsigt ned over Ticinodalen.

Efter et stykke tid tager jeg turen ned i bunden af dalen og får nogle flotte panoramaer med flere generationer af veje og jernbaner banket ned i den snævre dal i flere lag op at dalens sider, for dalbunden giver mange steder kun plads til floden. Jeg kommer forbi en hel del vandkraftværker som udnytter de hidsigt strømmende vandmasser.

Jeg kommer igennem byen Faido. Midt i byen ligger et lille hotel, Jeg går derind. Det ser meget forsømt ud og bag i lokalet sidder en gammel invalid mand bag et lille bord. Han er ”receptionist” og ”tjener” – og vel også vært.

Gå kan han kun meget meget besvær – desværre har han lige lejet de sidste værelser ud til en tysk familie med to børn. Jeg får ham dog til at finde en øl til mig og får en lille snak med den heldige familie. De er egentlig amerikanere, men bor for tiden i Bonn. Man møder mange forskellige folk.

Lidt længere nede i Dalen ligger en lille campingplads ved byen Chiggiogna. De har en lille fløj med værelser og her slår jeg mig så ned.

Der er også en lille restaurant- samt bageri med anerkendende diplomer på væggene – samme konstellation af gæstgiveri og bageri samt 3 generationer som oppe i Klein Dannewerk.

Næste dag er det så blevet den 3. oktober 2000 og jeg starter ud i rimeligt vejr. Jeg følger landevejen, som går lidt op og ned og ud og ind for at finde sin vej igennem den snævre dal, mange serpentinersving.

Pludselig er jeg omgivet af militærstillinger – vejspærringer og maskingeværreder, der kan bestryge en vejstrækning.

Jeg tillader mig at henvende mig til én af de kamouflageklædte krigere for at få et indtryk af hvad der forgår.

Det er såmænd bare en rutineøvelse. Jo – de schweizere er forberedt på det værste – ingen skal kunne komme her og tro de kan få magt over noget som helst.

Jeg er fremme i Biasca ved to-tiden og nu er dalen så småt ved at brede sig ud.

Jeg tager kontakt via mobilen til Over Jerstal og vil blive ringet op senere på dagen , når de har en hjemtransport klar.

 Efter en god pause fortsætter jeg langs floden ned mod Bellinzona.

Lidt før Bellinzona ringer mobilen og jeg får at vide at jeg næste morgen kan stå på en transport på rastepladsen Bellinzona Nord. Her kommer en lastvogn, som skal til Milano. Det er godt nok i modsat retning, men på et eller andet tidspunkt finder bilen hjem til Danmark og jeg får et lille italiensbesøg i tilgift – tid har jeg jo nok af.

Jeg finder væk fra floden og op til en lille landsby. Herfra tager jeg bussen det sidst kedelige stykke ind i Bellinzona centrum. På oplysningstavlen uden for banegården finde jeg et Garni-hotel. Der går jeg hen. Hyggeligt lille værelse til en billig pris.

Om morgenen den 4. oktober gik jeg så over til motorvejsrastepladsen Bellinzona Nord og blev kort efter samlet op af den sydgående blå volvo trucker. Turen gik til Milano med mobiltelefoner og videre til Alba sydvest for Torino for at hente  Ferrero chokolade med hjem til Danmark.

Hjemme i Padborg ved aftenstide den 6. oktober efter denne lille italiensudflugt. DSB befordrede mig til Silkeborg. Ankomst 21.30.

fra schaffhausen til arth-goldau

 

 

 

Nu er det blevet forår 2001. Helt præcis den 20.marts. Forår i luften og jeg er klar til en ny etape. Først skal jeg lige have klaret den manglende strækning fra Sshaffhausen og ind til Goldau.

 

Vi lægger ud fra Over Jerstal ved 5 tiden om eftermiddagen her tirsdag den 20. marts og jeg er fremme i Schaffhausen onsdag aften efter en togtur fra Offenburg i Sydtyskland. Igen problemer med at finde et ledigt værelse men igen en flink receptionist, som vis telefonen finder et ledigt værelse og rekvirerer en taxa til den trætte mand. Jeg havner på hotel Park Villa – et flot og lidt dyrt sted- men jeg tillader mig at nyde det.

Om morgenen torsdag den 22.marts går turen så ned forbi Rhinvandfaldet ved Schaffhausen. Her dvæler jeg en stund for at suge indtrykkene af dette overvældende sted til mig. Jeg har ved en tidligere lejlighed besøgt vandfaldet ovre på modsatte flodbred, men her på nordsiden er der et helt anderledes udsyn over hele sceneriet med de voldsomme vandmasser, der vælter sig ned mellem de fremspringende klippeformationer. Små turistbåde vimser helt ud under de frådende vandmasser.

På min videre færd er jeg så lige igen en lille sviptur inde på tysk område – passerer små grænseovergange to gange – sidste gang ind i Schweiz igen ved Rheingau, hvor Rhinen danner grænse og man går fra Tyskland til Schweiz over en gammel overbygget bro, på den ene side gør jeg rede for mit ærinde for den tyske grænsevagt, som sikrer sig at jeg nu også har et pas, for som han siger ellers får jeg problemer med ham ovre på den anden side.

Ganske rigtig, herovre står en flot udstyret gendarm og vil se det hele inden jeg får lov at fortsætte min færd ind i det forjettede land Scweiz.

Jeg holder middagspause i gasthof Schiff ved Rhinbredden. Det regner igen. Værtinden kigger ængsteligt ud på den vandrige Forårsrhin. Stiger den for meget. Inde i  krostuen er der afmærkninger på væggen, som viser hvor højt vandstanden ind imellem har stået.

Her får man rigtig indtryk af at være ved en grænse! Der ovre på den anden side bor tyskerne! Det var meget anspændt under verdenskrigen. Ville tyskerne kommer herover. Hun fortæller om en bro, som jeg skal over lidt længere fremme. Under krigen havde man den armeret, så man hurtigt kunne sprænge den i luften hvis det skulle blive nødvendigt! Der skete dog ikke noget – men inden man efter at faren var drevet over fik armeringen afmonteret sprang broen desværre i luften – ramt af lynet fra et voldsomt tordenvejr! Den nye bro er kun ensporet – bygget i hast for begrænsede midler.

Min færd går videre forbi den lille by Berg a. Irchel og jeg skal så videre ad små veje op over et par højderygge og over til Bülach lige nord for Zürich.

Oppe i skoven, dyngvåd. En lille sort bil standser og en midaldrende dame spørger om jeg da ikke vil køre med i dette forrygende vejr. Jeg kan i min våde og lidt forfrosne tilstand ikke modstå tilbuddet og det viser sig at hun netop skal ned til Bülach. Her ejer hun et gammelt hus og lejerne har ringet at fyret er ude af drift. Det skal hun lige over at have styr på. Vi smutter ad små stejle og svingende grusveje op og ned gennem et smukt landskab og hun kører ud og sætter mig af i den sydlige udkant af byen.

Det mærkes tydeligt, at jeg nu er i nærheden af en storby, Zürich. Ret fremme ses starten og landende fly ved lufthavnen. Og ved vejen ligger her en McDonnald og ser ud nøjagtig som den i Silkeborg! Længe leve de små kulturforskelle!

Nå! – her ved man hvad man får – lidt at spise – kaffe og ikke mindst mulighed for at sprede det våde overtøj lidt ud og få noget varme i kroppen.

Jeg når frem til den lille by Winkel og slår mig ned her for natten.

Næste dag står den så på Zürich . Tæt forbi lufthavnen og frem til en nærbanestation. Jeg gider ikke trave igennem et goldt storbyforstadsmiljø som til forveksling ligner miljøet i og omkring alle andre større byer.

Fremme på hovedbanegården – ud at snuse lidt til byens centrum og så om bord i det næste nærbanetog sydud af byen.

Jeg skal fra Zürichersøen tværs over en mindre bjergryg og over i Sihldalen og frem gennem Baar til Zug ved Zugersee.

Denne landevej gennem Sihldalen er åbenbart meget brugt af lastvogne. Det må være en eller anden bekvem smutvej – eller også en god måde at spare vejafgift på! I hvert flad overraskes jeg af en voldsom trafik.

Ved Sihlbrugg station holder jeg pause i noget der ligner en blandet landhandel. Her serveres også kaffe. Meget belejliget. Fremme i Sihlbruggdorf rammer jeg et trafikknudepunkt med rundkørsel og masser af banker og tankstationer.

 Lidt længere fremme drejer jeg fra den befærdede vej som fører frem til motorvejen og drejer ind gennem Baar til Zug. Her har jeg en herlig udsigt ud over Zugersee.

I Zug finder jeg frem til vandrehjemmet.

Næste morgen træffer jeg to ægte navere, et par tyske snedkersvende, som er på valsen idet rigtige klassiske udstyr. De har boet nogle dage på et hotel mod at renovere alle dørpartierne. Nu er de her på vej hjem til Tyskland for at holde en pause.

Jeg har en herlig tur ind gennem den gamle bydel i Zug og langs med Zugersee ned til Arth. Lige før Arth passerer jeg Hühenbergdenkmal, en mindesten, som fortæller om Heinrich von Hühnenberg der i krigen mellem Die Genossenschafften og Østrig i 1315 skød en pil ind over bymuren med en advarsel, som satte beboerne i stand til at stå imod østrigernes angreb. Igen en påmindelse om denne egns frihedstraditioner.

Jeg går op til tvillingebyen Goldau og finder frem til banegården. Det er jo et kendt sted – hertil kom jeg med toget i efteråret da jeg startede på turen ned mod St. Gottard.

Nu står jeg på toget for at komme til Bellinzona. Det går meget hurtigt. Ingen stop før Bellionzona, durch igennem St.Gottard tunnelen. På en god time tilbagelægges den strækning, som jeg i efteråret var 8 dage om at klare til fods!

Ankommet til Bellionzona gik jeg så ned til mit ”gamle” Garni Hotel .

Næste dag er jeg så klar til at fortsætte ned mod den Italienske grænse ved Chiasso-Como.

fra bellinzona til genova

Søndag den 25.marts er jeg så klar til at starte fra Bellinzona, dagen hvor sommertiden begynder.

Starter i nogenlunde hæderligt vejr syd ud af byen. Kommer igennem Camolino og holder mig ude i siden af dalen borte fra hovedvejsstrøget og kommer bl. a. over en del gamle stenbroer over floden. Her er også et cykelløb i gang. Det er jo søndag.

 

Så går vejen op mod Monte Ceneri op gennem Cadepazzo. Motorvejen krydser igennem det samme strøg med nogle rimelig store stigninger. Jeg krydser den samtidig med jernbanen – og nu regner det med skomagerdrenge!. Aldrig har jeg været så våd. Her ligger så heldigvis en restaurant! Jeg får en gang tortellini og en masse varme – og det lykkes at blive nogenlunde tørret ud.

Regnen stopper og turen kan fortsætte op over passet ved Monte Ceneri – og så går det nedad igen.

Ved 3-tiden er jeg fremme i Mezzovico, navnene klinger italiensk og  holder  pause i  restauranten ved en campingplads. Nu er det dejlig forårsvejr.

Jeg krydser motorvej og jernbane og her på en parkeringsplads ved siden af motorvejen er der en zigøjnerlejr. Store campingvogne og autocampere, store paraboler, masser af børn og vasketøj hængt til tørre mellem vognene – og så et par af de yngre kvindelige ”klanmedlemmer” ude på træk – vel primært efter langturschauffører.

På den videre færd ned gennem dalen krydses motorvej og jernbane flere gange. Jeg nærmer mig Lugano og det lykkes at finde frem til vandrehjemmet – et hyggeligt gammelt sted, ikke særlig bekvemt men med atmosfære og flinke mennesker.

Næste morgen går turen så ned til Luganosøen. Her dvæler jeg ved søbredden og nyder det flotte panorama ud over søen i skyggen af de palmeagtige træer ved søbredden. Nu er jeg i Sydeuropa – og det er forår – herligt.

Jeg følger søens bred ned mod Melide, hvor motorvej og bane krydser søen.

Vejen er ikke særlig fodgængervenlig men heldigvis er et større vejarbejde i gang så på det meste af strækningen kører bilerne kun i én retning ad gangen. Vejarbejdet består i at mænd klatrer rundt oppe på de lodrette klippevægge i sikkerhedstov for at sikre mod nedfaldende klippestykker op plantedele.

Jeg krydser søen ved Melide og kan kaste et blik ind over ”Swiss Miniatur” – et miniland a la Madurodam i Holland og Legoland.

Ved middagstid er jeg fremme ved en lille by der hedder Melano og her er en spændende bar, ”Bar Apache” i Wild West stil, præget af indianer- og cowboyting. Her får jeg en toast og en øl samt noget snak med nogle af de mange håndværkere , som også holder pause her..

Luganosøen forlades ved Capulago og vejen går op gennem Mendriso. Jeg nærmer mig nu grænsebyområdet Chiasso-Como. Da jeg er kommer ind i byområdet tager jeg en bus frem til banegården i Chiasso og så krydser jeg grænsen til Italien og er fremme i Como.

Her skal man faktisk ind gennem grænsebygningen, vise pas og ud igen på den anden side!

Nu er jeg så rigtigt i Italien.

En af de mærkbare ændringer er kulturen ved fodgængerfelterne! I Schweiz skal du ikke nærme dig et fodgængerfelt hvis du ikke skal over gaden, for alle biler holder med det samme og giver plads til fodgængeren – i Italien ænser ingen bilister et fodgængerfelt med mindre du påtager en aggressiv attitude og tager et modigt skridt ud i feltet.

I Como finder jeg hurtigt vandrehjemmet, som er indrettet ved Villa Olmo. Det lukker imidlertid først op kl. 16 så jeg går en tur ned i parken og ned til Comosøen. Pludselig trækker et tordenvejr op og jeg søger ly i en farlig fornem restaurant ved søbredden. Her får jeg skænket en kop gratis kaffe, stående ved baren.

Regnbygen er ovre og jeg finder tilbage til vandrehjemmet. Igen meget primitivt men anvendeligt til formålet.

Nu er det så tirsdag den 27.marts 2001 og jeg starter dagens tur langs med Comosøen ind mod centrum. Her i den dejlige morgensol møder jeg en flot uniformeret kvindelig betjent. Hun promenerer nok så fredeligt her i det idylliske, og fredelige miljø ved søen. Jeg får oplevelsen af, at hun egentlig mest er til pynt! Hun må tilhøre det kommunale politikorps – senere ser jeg nogle ligeledes meget flotte carabinneri – også meget pyntelige med deres flotte motorcykler og flotte biler.

Fra centrum tillader jeg mig at tage en bus ud af byen. Jeg havde så ikke lige tænkt på, at her i Italien har man sørget for at købe billet inden man træder ind i bussen. Chaufføren ryster på hovedet af mig, men en gammelmor lige bag mig klarer paragrafferne ved at tilbyde mig et klip på hendes kort.

 Stået af bussen er jeg så klar til at tage hul på Posletten. Ved Fino Mornasco forlader jeg hovedvejsstrøget og går ind mod Cadorago.

Jeg fik købt et detaljeret kort inde i Como, men – det er lidt vanskeligt at få virkelighedens veje og stednavne til at stemme overens med kortets! Det viser sig at være et generelt problem her i Italien!

Jeg går igennem mange små byer og har et skønt blik bagud på de sneklædte alpetoppe i baggrunden.  Ellers er det nu fuldkommen fladt og et lidt kedeligt landskab. Jeg bemærker mig de karakteristiske kirkegårde i udkanten af hver eneste lille by.

Og så hundeplagen! Alle huse er hegner forsvarligt inde  med op til 2 meter højt solidt hegn og låge med automatisk låsemekanisme – og så hunden, der traver hvileløs, højt bjæffende frem og tilbage bag hegnet, stirrende olmt på dig. Skilte på alle låger med teksten ATTENTIONE AL CANE  og CANCELLO AUTOMATICO.

Det lykkes at finde vej tværs over til Cogliate selvom stednavne og byskilte er lidt specielle i forhold til kortets oplysninger.

Ved 3 tiden holder jeg pause i en bar i Cesate. Det gode ved at være kommet til Italien er de mange barer. Er der bare tre huse, så er der en bar i et af dem!

Pludselig lyder et brag udenfor, og barmanden farer ud kommer ind igen og griber telefonen og snakker meget hurtigt og højt. 5 minutter efter kommer ambulance og Polizia Municipale blæsende med hylende sirener.

En Scooter er drønet ind i en bil i vejkrydset udenfor. Scooterkøreren kom hurtigt væk med ambulancen. Scooteren lå inde på fortovet og bilen havde fået en bule. Jamen det må jo af og til ske sådan som de scooter sværmer omkring i den italienske bytrafik!

I Carbagnata mister jeg orienteringen og kommer en stor omvej i en bue uden om byen gennem et stort parkområde med hospitaler. Det lykkes dog at finde vej ud til Castellazo – her passerer jeg et gammelt herregårsagtigt slot, som helt tydeligt har kendt til bedre dage. Jeg lander ude på en meget trafikeret vej ind mod Milano.

Lidt fremme drejer jeg fra til venstre ind mod Bolate, en forstad til Milano.

Her finder jeg frem til et hotel og så er det slut for i dag.

Nu står den så på Milano. Jeg tager nærbanen ind til centrum og tager så en ordentlig travetur rundt i bymidten. Piazza della Scala med det berømte operahus samt selvfølgelig den meget specielle domkirke. Den skal også inspiceres indvendig. Det bliver plaskende regnvejr igen og alle paraplysælgerne dukker op i gadebilledet.

Da jeg er færdig med sightseeing i bymidten tager jeg nærbanen ud i den sydlige ende af byen til Rogoredo. Så går turen til Locato og videre til Pavia ved Ticino floden.  Det var jo den flod jeg fulgte helt oppe fra Airolo og ud gennem Schweiz. Den er nu blevet temmelig vandrig og det er lige før den munder ud i Po.

Ellers er dette område på Posletten ikke noget at skrive hjem om – og det vil vare endnu en dag.

Jeg indlogerer mig i Pavia og næste morgen sætter jeg mig ved en bar nede ved flodbreden efter at have været forbi de centrale pladser i den gamle by, bl a. med domkirken. Her går en rigtig gammel bro over floden, overdækket og med kapel ude på midten.

I stille regn går det så videre sydpå, ud af byen med hundeglam fra alle haverne og så ud i det kedelige slettelandskab igen.

Jeg bemærker mig at der står rigtig mange forbudsskilte bl.a Divieto di caccia, hvilket betyder jagt forbudt, små hvide skilte sat på en afsavet gren. De står meget tæt langs vejen. Masser af gamle koner, små og runde med et dystert ansigtsudtryk.

Her midt ude i det rene ingenting kommer jeg pludselig forbi en bar – her er ikke engang tre huse! På disken står en kurv med friskkogte æg! Dem kan jeg da ikke stå for, så jeg køber et par stykker og nyder en øl til.

Så er jeg fremme ved floden Po!  Vejret er meget diset, så der er ikke meget udsyn – men et imponerende flodløb er det dog. Jeg krydser floden på en kombinet vej- og jernbanebro – en bro i to etager, jernbane for neden og vej ovenpå. Kommet vel over floden forlader jeg den større vej ind til venstre og kommer forbi et lille kapel i vejsiden, ret usselt set udefra, men indvendig! Meget flot og masser af friske blomster.

Nu er jeg rigtigt kommet ud på Posletten med mægtige gårdanlæg, mange af dem øde og forladte – tiden er åbenbart løbet fra en tidligere velfungerende landbrugsstruktur også i disse egne.

 Et af stederne hedder Castello di Branduzzo. Det har sikkert været flot engang, nu er det meget faldefærdigt og det bliver åbenbart brugt til bolig for flygtninge – et slags flygtningecenter – det kender vi jo også i Danmark.

 Turen går videre gennem Lungavilla , Pizzale og Oriolo og så under motorvejen frem til Voghera.

Overnatning på hotel Domus.

Næste dag regnvejr igen. Jeg kommer gennem bymidten forbi domkirkepladsen. Her er man i gang med at rigge til til marked. Jeg køber mig en stor paraply. Nu kan det være nok med at blive gennemblødt af regn. Det plejer også at gå sådan at regnen hører op, når jeg er iført paraply! Så jeg håber.

 Syd for byen drejer jeg igen ind på en af de mindre og fredeligere veje og det klarer op! Nu kan jeg skimte bjerge mod syd. Det må være Appenninerne. I Casalnoceto er jeg igen på barbesøg. Her står et par mænd og kigger meget intenst på mig. Gad vist hvad de er ude på. Efter et stykke tid kommer de hen til mig og spørger om det var mig de så på broen over Po går. Det må jeg jo tilstå et det var, og så går snakken om mit lidt forrykte projekt og de korser sig lidt over, at jeg kan have gået hele vejen fra Danmark!

 Lidt længere fremme i Castellar Guidobono vover jeg mig igen ind på de små veje med stor fare for at kortet ikke strækker til! Jeg stiler mod Villavernia ovre i Scrivia-dalen.

Nu er vejret dejligt og jeg kommer forbi en dejlig, frit ude på landet liggende restaurant. Jeg kender den slags restauranter fra tidligere besøg i Toscana. Det er middag og jeg kan ikke stå for fristelsen. Det bliver en dejlig let middag på rigtig italiensk maner med rødvin og aqua minerale.

Så er jeg virkelig klar til den videre færd, men…..efter kort tid er jeg på den. Mit kort harmonerer ikke med virkeligheden og jeg belaver mig på stort set at gå efter kompas!

Mens jeg står og sunder mig her i vejsiden ved et par gamle bygninger kommer der en flot carabinieri-bil med to flotte fyre. De standser, stiger ud og spørger om de kan hjælpe mig med noget. De er ikke ret gamle og alle mine fordomme vedrørende dette politikorps kommer op i mig: De er mest til pynt. Hvad laver de heroppe på denne lille, øde vej en fredag eftermiddag. Her de virkelig ikke andet at få tiden til at gå med. OK de kom meget passende for mig og de har ikke spor imod at bruge tid på mig. De forklarer mig vejen. Jeg skal bare lige 400 m frem og så dreje ned til højre. Så vil jeg komme ned til en anden vej, som jeg bare lige skal følge 100 m til højre og så dreje op til venstre over den næste bakkekam – så vil jeg være på rette vej!  De har også tid til at tage et billede af mig stående foran deres flotte vil ved siden af den ene flotte fyr i skinnende uniform!

Jeg kommer frem til en lille grusvej og står og ser betænkelig ud. De to ungersvende kommer kørende bagefter og bekræfter, at det er dernedad jeg skal! OK!

Efter et par kilometer ned gennem et flot landskab kommer jeg så ud på den omtalte vej – og her holder de så og tager imod mig for at sikre sig at jeg kommer den rigtige vej videre op til venstre de ca. 100 m længere fremme. Så vinker de farvel igen. Service!

Jeg kommer helskindet op til Sarezzano. Men så går det helt galt, jeg kommer en helt forkert vej ud af byen – igen fordi navnene på skiltene ikke svarer til dem på mit kort. Efterhånden dukker der skilte op, der viser til Tortona, så jeg vælger at resignere og beslutter, at der går jeg så hen, selvom det  faktisk bliver i retning mod nordvest – og jeg er på vej mod syd!

Jeg ankommer til Tortona ved 6 tiden. Så får jeg den by med også. Finder et godt lille hotel. Det hedder Vittoria.

Så går det næste morgen sydpå! Gennem Villavernia og så skråt over mod sydvest indtil jeg rammer motorvejen. Nu vandrer jeg trygt af sted på en lille parallelvej  til motorvejen. Det er betryggende med et sikkert landemærke.

I Saravalle køber jeg et nyt kort på en tankstation. Han har tilfældigvis en hel stak skadede kort liggende i en kasse, så jeg kan bare forsyne mig. Jeg finder et par stykke som jeg mener kan hjælpe mig på min videre færd ned mod Genova. Det var billigt! Jeg har godt nok ellers købt mig fattig i kort i målestok 1:50000 eller mindre.

Nu er jeg fremme ved foden af Appenninerne og jeg følger Srivia- floden.

Kommer igennem Arquata og her er der så barbesøg igen. Det er nu altså betryggende med disse barer!

Her får jeg en god snak med far og søn som vimser rundt bag disken med de mange flasker og kaffemaskiner.

Så går det opad igen. Det er nu altså også rarere med lidt bjerge i stedet for den flade Poslette!

 

Hen på eftermiddagen begynder jeg at kigge efter overnatningsmulighed. Det ser lidt sort ud. Der er ingen hoteller eller herberger eller noget i den retning.

Fremme i Ronco ved 17.30 tiden beslutter jeg mig til at tage toget ned til Genova for at være sikker på at finde en seng. Det går meget smertefrit og kl halv syv er jeg på et hotelværelse i Genova. Lille og usselt og alt for dyrt .

Jeg kigger lidt på den gamle havneby om aftenen og næste morgen går jeg så turen baglæns op mod Ronco med den tanke at tage toget tilbage igen dagen efter. Det bliver en tur på mange kilometer opad gennem bymæssig bebyggelse og masser af tog og motorvejstrafik. Dalen bliver snævrere og snævrere, vejen stejlere og stejlere og hele tiden domineret af tog og biltrafik. Det er søndag. Det er 1.april 2001. Der er et stort cykelløb i gang ned gennem dalen og unge mennesker morer sig med at køre op og ned gennem serpentinersvingene på den stejle vej på deres scootere.

Jeg passerer Passo Dei Giovi og så går det nedad igen. I Busalla ligger der så et dejligt lille hotel. Det nådede jeg ikke frem til i går, men jeg vælger at blive her for natten, Det koster kun det halve af værelset i Genova og der den rene luksus ved siden af.

Mandag morgen har jeg så kontakt til Spetra og får besked på at bevæge mig over til Modena. Her møder jeg på et trafikcenter ved motorvejene en blå volvo og så går det nordpå for at hente æbler i Sydtyrol. De skal til Helsingborg, så turen hjem går over Rostock og med færge til Trelleborg, aflæsning af æbler i Helsingborg og så med færge til Helsingør og hjem over Storebæltsbroen. En herlig hjemrejse fuld af lastvognstransportoplevelser.

fra genova til siena

 

 

 

 

 

 

Mandag den 11. juni 2001 starter jeg ud igen. Ankommer til Over Jerstyal ved middagstid. Spiser i kantinen og ruller så af sted med en bil, som skal til KFOR-styrkerne i Kosovo. Næste dag står jeg af i Peschiera ved Gardasøen, finder mig et lille hotel for natten og nyder forårsaftenen ved søbredden i den lille by.

Onsdag morgen tager jeg så toget til Genova. Ankommer her ved 13 tiden og er så klar til at fortsætte vandreturen. Jeg prøver på at følge havnelinien fra banegården og sydpå ud af byen. Det første lange stykke er en vandring inde under motorvejen, som føres gennem byen på det smalle stykke mellem bjergene og kystlinien. En slags ”underjordisk verden” , snavset og larmende, værksteder og pakhuse.

Jeg kommer endelig ud i ”det frie ” igen ved Fiera di Genova. Nu begynder strandpromenaden med restauranter og badestrande. Alle sammen lukkede områder, hvor man skal betale for at komme ind til liggestole og parasoller, samt alle mulige faciliteter.

Jeg holder eftermiddagspause i en restaurant med et dejligt udsyn langs kysten ind mod havnen i Genova.

Efter pausen videre sydpå langs kysten, stadig i bymæssig bebyggelse gennem Nervi og Bogliasco og forlader så Genova Commune.

Nu er omgivelserne meget flotte med Middelhavet på højre hånd og bjergene på venstre hånd.

Jeg kommer gennem Pieve Lagure, Sori og Polanesi og når frem til Recco ved 20-tiden.

Så er det tid til overnatning og det bliver en af de dyre! Et flot lille hotel, værelse med udsigt over byen og Middelhavet. Kan ikke blive bedre.

Næste morgen går turen så videre sydpå. Min intention er så vidt muligt at følge kysten. Det viser sig imidlertid at være ret besværligt!

På denne strækning løber en række mindre bjergkæder direkte ud til kysten med bratte fald ned til vandet. Mellem bjergkæderne er der så snævre dale med en lille havneby helt ude ved kysten. Så det bliver op og ned ad den ene bjergkæde efter den anden. Meget besværligt og anstrengende og også lidt farligt. Stierne er ofte meget stejle og går ofte helt ude på klippekanten med Middelhavet langt nede i dybet!

Første stop på vejen er en lille idyllisk fiskerby, Camoglie. Ophold ved havnen for at indsnuse atmosfæren.

Så starter ellers den første tur op over en bjegkæde for at komme ned til San Margherita. Turen går op gennem et skønt skovområde. Pause holder jeg på et sted hvor flere vandrestier krydses og jeg får selskab af to ældre italienere som rundhåndet deler ud af panini og rødvin. Samtalen forgår mest på fingersprog men dog også via mine sparsomme italienske brokker.

Det er en meget stejl nedtur til San Margherita. Jeg må skære mig et par stokke og kommet vel ned er det lige så benene ryster under mig . Det er meget besværligt og krævende for bentøjet at gå stejlt nedad så længe. Så hellere stejlt opad!

Efter en gods pause ude ved kysten går det videre op over den næste lille bjergkæde til Rapallo. Jeg vælger at fortsætte lidt endnu på trods af, at jeg er meget træt.

I næste by Chiavari er der nemlig en campingplads helt ude ved kysten med hytter på vandrehjemsbetingelser.

Det viser sig at være alle tiders. Jeg får min egen lille , meget primitive hytte. Der er fyldt med glade campister, som bor meget tæt pakket. Jeg får mig et bad, under primitive forhold, går til kiosken og køber brød, salami, oliven, ost og rødvin og så sætter jeg mig foran min hytte og nyder at observere campinglivet uden selv at være på campingtur. En af de hyggeligste og billigste overnatninger undervejs!

En ny dags vandring begynder med at krydse floden Entella mellem byerne Chiavari og Lavagna og videre ad en tilforladelig vej lidt inde i landet, oppe på skråningerne, men dog asfalteret og frem til Cavi.

Overmodigt vælger jeg så igen en lille vandrevej og kommer op i højderne, forbi en ruin af et kapel eller en lille kirke, Capelle de SanAnna. Her er et flot kig ned mod Satri Lavante og ud over Middelhavet. Det sidste stykke ned til Sestri Lavante går gennem et udbrændt kratområde. Alt er afsvedet og sodet efter en stor brand – ikke lige for nylig, sandsynligvis for et par år siden.

Jeg når frem til Riva gennem et noget forvirrende område rent trafikalt – store veje, små veje og jernbane – men ikke som på kortet!

Pause i et dejligt lille osteria med italiensk mad og så på den igen. Tjeneren fortæller mig flinkt om den smukke tur videre frem mod Mognelia.

Ja enormt smukt, men – enormt meget op og ned, næsten lodret.

Lige før Mognelia stiger jeg ned til kystlinien. Jeg kommer ned på taget af en smuk villa! Ser mig lidt forvirret omkring, men en håndværker, som er i gang med en større renovering af huset beroliger mig og viser mig hvordan jeg kommer videre det sidste stykke ned til kysten!

Her nede går en lille asfalteret vej – men den er aldeles ikke for fodgængere. Den passerer de små bjergkæder gennem smalle tunneller med ensrettet trafik. Jeg stiller mig ved vejsiden, svedig og heller ikke helt ren mere efter flere ture på enden ned ad de stejle stier med løs grus.

Her er et lille slip mellem to tunneller. Rødt lys for den der fører under sidste bjergkæde inden Moneglia.

En lille sportsvogn med to unge italienerinder gør holdt. De stiger ud og tænder deres cigaretter. Vi kommer i kontakt og de tilbyder mig et lift frem til Moneglia. Det kan jeg ikke modstå! Da det bliver grønt lys stiger vi om bord. Jeg på det lille bagsæde. Jeg får stukket en juice i hånden og så går det ellers bare med fuld fart gennem den smalle tunnel og jeg bliver sat af foran hotellet i byen. Jeg får et værelse i et anneks lidt henne ad den gade som løber bag husrækken ud mod havet .

 Nu er jeg ved at have fået nok af bjergvandring langs Middelhavet. Næste dag bliver faktisk endnu værre. Vel ude af Moneglia, steget op ad en rimelig asfalteret vej til den lille by Lemeglio kommer jeg helt væk fra alfarvej. Her står et skilt som advarer mod belægningen på stien. Fare for at skride! Jeg kommer ud på den mest halsbrækkende strækning. Uha! Nogle meget skønne udsigter – men en vandring med livet i hænderne på klippekanterne ud mod havet langt der nede under! Mange gange på alle fire – eller kurende på bagdelen.

Fremme i Deiva Marina vælger jeg at kapitulere og tage toget til mere civiliserede egne! Det går godt nok noget nemmere. Gennem utallige tunneller er jeg fremme i La Spezia i løbet af en lille time.

Nu er jeg så langt fremme at jeg inden aften kan nå frem til Pontedera inden aften. I den lille by Castel del Bosco lidt uden for Pontedera mellem Pisa og Firenze har jeg fået en kontakt til en italiensk familie. Her kan jeg bo i nogle dage. Det er meget fint for der er rigeligt med togmuligheder. Hovedbanelinien mellem Pisa og Firenze løber her og fra henholdsvis Pisa mod vest og Empoli mod øst er der togforbindelser henholdsvis nordpå og sydpå.

Jeg tager toget fra La Spezia til Pisa og videre herfra til Pontedera. Jeg har kontaktet familien pr telefon og bliver afhentet på banegården af Alessandro. Her bor jeg så i et gammelt renoveret toscanerbondehus. Kan det være skønnere.

Med base i dette skønne gamle hus hos flinke toscanere er jeg nu klar til at erobre Toscana!

Første tur starter med tog tilbage til La Spezia.

Så går vandreturen via Sarzana og ud til kysten ved Marinella di Sarzana. Det er søndag og nu går turen langs badestrandene ud til Middelhavet. Bjergene er lagt bag. De sluttede ved la Spezia. Nu ligner det reviera. Masser af hoteller og campingpladser og så alle strandområderne, hvor man skal betale for at komme ind. Meget anderledes end strandlivet i Danmark.

Hele strækningen frem til Viareggio er bymæssig bebyggelse, mere eller mindre. Folk er på søndagspromenade på gågadestrøgene.

Fra Viareggio tager jeg toget tilbage til Pontedera for næste morgen at køre tilbage igen!

Så går turen ind til Lucca. Her giver jeg mig god tid til at vandre rundt i den gamle by inden for den helt intakte fæstningsmur rundt om byen. Lucca er cyklernes by. I de snævre gamle gader er det et meget hensigtsmæssigt transportmiddel og der er simpelt hen cykler overalt.

Inde midt i byen er der et højt tårn og oppe på toppen af tårnet en dejlig udsigtpost med træer!

Der hvor romerne i sin tid havde deres amfiteater er der nu en skøn plads afgrænset af huse , som er bygget på fundamenterne af teatret. Her er det dejligt at sidde og nyde en cappuccino.

Turen ”hjem” til Castel del Bosco går øst om Monte Pisano bjerget. Jeg kommer gennem Castelvecchio, jo,jo det gamle slot pranger flot oppe på bjergskråningen.

Jeg følger en mindre landevej og det er lidt af en prøvelse med de mange biler.

På et tidspunkt vælger jeg at gå tværs over til en vej, som på kortet er markeret som en endnu mindre vej. Men det viser sig at den er endnu mere trafikeret. Alle lastvognene vælger åbenbart denne parallelvej på den her strækning. Den går jo udenom de små byer og den er åbenbart blevet udbygget til formålet . Jeg finder snarest muligt tilbage til den ”rigtige” vej igen.

Jeg krydser Arnofloden og er så fremme i Pontedera og kan tage hul på det sidste stykke ud til Castel del Bosco.

Huset er omgivet af hegn og lukket, automatisk låge. Jeg er nødt til at ringe ind til Alessandro og bede ham lukke porten op! Så er jeg ”hjemme”.

Næste dag går turen så østpå langs floddalen til Ponte a Egola , og så en skøn tur sydpå gennem det skønne Toscanalandskab forbi la Serra og videre over Sorrezzano og Corazzano . Jeg drejer op ad en mindre vej mod Coiano. Her ligger en lille valfartskirke højt oppe på en bakketop. Det er lidt af en præstation at forcere de stejle trapper. Nærmest en bodsgang, men sådan skal det jo være!

Her er et vidt udsyn over mod Monte Pisano mellem Lucca og Pisa. Der ovre gik jeg i går. Rart med lidt overblik.

Videre går det ad en lille grusvej ned til Dogana. Pause i den lokale bar. Snak med et par af mændene og da jeg går stikker bartenderen mig en flaske Aqua minerale! Godt set!

Videre til Castelfiorentino og spisepause i det lokale osteria. Efter et godt måltid følger jeg Elbadalen ned mod Certaldo.

Her er jeg mange steder helt ude på meget små markveje og stier. Af og til står der skilte med adgang forbudt – privat område. Men jeg har jo fundet ud af at det ikke rigtigt betyder noget under disse himmelstrøg! Der er da heller ingen, der antaster mig. Jeg kommer forbi en del ødegårde. Gamle forladte smågårde, nogle af dem faldet mere eller mindre sammen.

Jeg erfarer senere, at sådanne huse er ret dyre at købe. Der er stor efterspørgsel . Rige tyskere er vilde med dem som sommerresidenser.

Der er en herlig udsigt frem mod Certaldo Alto, som ligger højt hævet over dalen på modsatte side. Det er den gamle middelalderby, som nu nærmest er et museum i forhold til det moderne Certaldo, som ligger nede ved floden, jernbanen og hovedvejen.

Fra stationen i Certaldo tager jeg toget over Empoli til Pontedera og bliver afhentet af Alessandro.

 

Nu er vi fremme ved onsdag den 20.juni og jeg skal tilbage til Certaldo. Jeg er fremme i Certaldo lidt før kl 10 og starter med en tur op i Certaldo Alto. Det er ligesom at kommer tilbage til Middelalderen. Jeg tager op med en lille bjergbane og slentrer bydelen rundt. Nyder bl.a. den flotte udsigt over mod San Gimignano , højt beliggende med dens mange middelaldertårne ude i horisonten på en anden Toscanatop.

Her i den gamle bydel Certaldo Alto hævder man at Boccaccio blev født . I hvert fald levede han her i sine sidste år og døde her i 1375. Hans gravsten besøges inde i kirken S.Michele e Iacopo.

Så går turen i stegende solskin ned mod Poggibonsi gennem de skønneste toscanalandskaber. Jeg vælger en lille vej, som følger højdedragene på vestliden af Elbadalen. Mit vand slipper op. Jeg sveder konstant! Der er ingen butikker eller barer på denne strækning – kun flotte vingårde. Jeg nærmer mig en af dem og udenfor står en mand og en dreng. Så snart de får øje på mig kommer de mig i møde og råber ”aqua!” og jeg bliver vist ind til en dejlig vandhane ved hudmuren. Bag huset en vidunderlig have med udsigt over mod San Gimignano.

En lille afstikker op i byen Ulignano for at besøge baren!

Og så det sidste stykke frem til Poggibonsi – en moderne industriby her i den trafikerede Elbadal. Klokken er godt tre og jeg beslutter mig for at slutte her for senere til efteråret at starte på den sidste strækning til Rom Ovre fra Arezzo, som ligger ca. 75 km længere ovre østpå.

Jeg har dog lige tid til at tage en smuttur til Siena. Jeg har været der nogle gange før men den er altid et besøg værd. Jeg tager toget og går så fra banegården op i bymidten – lidt af en travetur – opad.

Jeg finder hurtigt frem til Campoen, muslingeskalspladsen med det flotte Palads, som er forbilledet for Københavns rådhus.

Her sætter jeg mig på en af de mange fortovsrestauranter og nyder at iagttage det sene eftermiddagsliv på denne gamle plads.

Jeg sidder lige midt på den bane som de vilde hestevæddeløb foregår på 2 gange om året.

Jeg får tjeneren til at forklare mig hvordan jeg finder en bus ned til banegården. Det lykke fint at finde frem til bussen, men turen ned fra centrum går meget træg på grund af meget trafik og jeg når lige nøjagtig at de bagenden af det tog, som jeg troede jeg skulle med op til Empoli. For en gangs skyld var togafgangen præcis. Det er så ikke værre end at jeg må vente til næste tog – en time. Jeg kommer lidt sent hjem, men jeg advarer famililien i Castel del Bosco via mobilen. Jeg er vel hjemme afhentet ved stationen ved halv ni tiden.

Næste morgen står jeg sent op og går en tur hen gennem Castel del Bosco.  Besøger den særprægede kirkegård og bliver så kørt til banegården i Pontedera.

Jeg har aftalt med Spetra, at jeg tager tog op til Basel. Jeg skal lige prøve at køre med de flotte hurtigtog, Eurostar.

Alessandro og hans familie vil ikke modtage noget for mit ophold hos dem! Det eneste han forlanger er at jeg besøger dem næste gang jeg kommer forbi og medbringer min kone og et dannebrogsflag. Jeg kan hovere med at jeg så kommer forbi om 14 dage! Vi har nemlig planlagt familecampingferie syd for Firenze, så det passer jo meget fint. De blev lidt overraskede men også glade.

Jeg tager toget til Firenze og herfra videre med Eurostar til Milano. Fra Milano til Basel kører jeg med schweizisk hurtigtog – Cisalpino. En meget flot tur her sidst på dagen ind i alpelandet. Jeg finder en plads i reataurationsvognen med panoramavinduer og nyder de flotte bjerpanoramaer.

Ankommer til Basel lidt før ti om aftenen.

Aftalen er at jeg næste morgen skal møde min lastvogn ved grænseovergangen Weil am Rhein.

Jeg hyrer en taxa og bliver kørt til et hotel tæt på lastvognsgrænse-overgangen.

Næste morgen krydser jeg motorvejen gennem forbudt område i en tunnel for toldpersonalet under motorvejen. Jeg var heldig at møde den rette embedsmand, som lodsede mig igennem.

I dette specielle lastvognområde er man som vandrer lidt af en hund i et spil kegler. Jeg satte mig et strategisk rigtigt sted hvor jeg kunne holde øje med alle indkørende lastvogne, men blev flere gange antastet at toldere og grænsepoliti, som ville have tjek på hvad jeg lavede her. Jeg fik mig forklaret hver gang og kl. ca. 10 dukkede min gulgrønne spetrabil op.

Vi var hjemme i Over Jerstal næste dag lidt før middag.

fra arezzo til rom

Efterår 2001.

Nu skal sidste etape tilbagelægges!

1.oktober starter jeg med lastvogn fra Over Jerstal. Traileren er fyldt med mobiltelefoner, der skal til  Milano. På Autohof Geiselwind mellem Würzburg og Nürnberg skifter vi trækker. Her holder en frisk udsovet chauffør klar til at overtage traileren. Så går det til Autohof Inntall ved den østrigske grænse og vi skifter forvogn en gang til.

Ved midnatstide er vi så i Milano lige i nærheden af Linate Lufthavn. Aflæsning her midt om natten. Jeg sover i bilen og næste formiddag finder jeg så frem til hovedbanegården i Milano. Her har jeg ligesom været før og føler mig næsten hjemme. Jeg finder hurtigt ud af at løse billet til Arezzo og er fremme her ved 20- tiden om aftenen.

Næste morgen starter jeg så på sidste etape. Første tur går til Cortona. Jeg passerer Castiglione Fiorentino og kan snart se Cortona forude på bjergsiden. Byen ligger højt oppe og helt oppe på bjergtoppen ligger et kloster og en kirke. Et smukt syn. Men også lidt af en tur at trave derop efter at have tilbagelagt næsten 30 km i strålende efterårssolskin. Jeg må holde pause nogle gange undervejs op og kan så sidde og nyde udsigten ned over dalen.

Endelig er jeg oppe ved byporten. Det går stadig meget stejlt opad op mod den centrale plads.

Jeg finder et lille hyggeligt hotel og er så klar til at nyde aftenen i denne gamle hyggelige by, som jeg har besøgt et par gange før. Sjovt at være kommet hertil til fods.

I efteråret 1999 boede vi i en måned i et hus uden for Castiglione del Lago ved Trassimenersøen og jeg brugte et par dage til at afvandre et lille stykke af strækningen mellem Danmark og Rom. Nu er jeg kommet til denne strækning, nemlig fra banegården i Camucia, som ligge her nede i dalen neden for Cortona og så ned forbi Trassimenersøen og til Chiusi.

Strækningen fra Camucia til Castiglione del Lago foregik nede i dalen gennem et meget fladt terræn. Hele vejen ned mod Trassimenersøen kunne jeg se Cortona deroppe på bjerskråningen. Turen foregik på en søndag. Jeg kom igennem en meget lille afsides liggende by lige da det var slut i kirken. Ud myldrede det med sortklædte ældre kvinder, små og krumbøjede. Ikke ret mange mænd. De sad lidt længere fremme på rad og række uden for baren og ordnede verdenssituationen over en kaffe eller en øl. Og de blev siddende til kvinderne var kommet hjem og havde fundet et måltid frem.

Turen fra Castiglione del Lago og til Chiusi gik igennem et typisk Toscana landskab med små bjerge og byerne placeret oppe på toppene mens skråningerne er fyldt med vinmarker og olivenlunde. Et sted går en stor flok får, en hyrde og et par hyrdehunde . På denne tur passerer jeg et par gamle etruskergrave.

Om morgenen den 5. oktober forlader jeg hotel Sabrine i Cortona og slentrer ned ad bjerget til Camucia, finder frem til stationen , tjekker togtider og får organiseret en billet. Så har jeg tid til at sætte mig uden for baren ved hovedvejen og nyde det travle formiddagsliv.

Kl. 11 står jeg af toget i Chiusi og er klar til den videre fodtur herfra.

Den første lange strækning foregår gennem et fladt kedeligt terræn. Her løber både bane, motorvej og flere større landeveje. Oppe  i højderne mod venstre kan jeg se byen Citta della Pieve.

Lidt længere mod syd drejer jeg af til højre, krydser motorvejen, som jeg er kommet kørende ad adskillige gange både sydpå og nordpå, står lidt oppe på broen over motorvejen og iagttager motortrafikken.

Så går det op i det bakkede landskab igen. Jeg passerer et feriested, som ser meget lukket ud. Jeg er igen havnet ude i noget jeg ikke rigtig kan få til at passe med mit kort.

Jeg kan på kortet lokalisere en lille by kaldet Salci en halv snes kilometer mod syd, men hvilken af de små veje fører mon dertil.

En havemand på en lille traktor kan hjælpe mig. Da jeg nævner Salci bliver jeg lidt forbavset over at han kalder den en historisk by!

Den vej han anviser mig havde jeg aldrig selv fundet på at vælge. Jeg skal simpelt hen gennem gården og videre ad en grusvej på den anden side, ned over nogle skønne bakker, gennem en dal og så op igen på den anden side.

På vej op ad den stejle vej mod Salci glæder jeg mig til at finde en bar. Det er tiltrængt.

Men – hvad møder jeg? Et gammelt frønnet skilt med navnet Salci, en bymur, der har kendt bedre dage og en port, der er lukket! Vejen fører uden om byen til den anden ende af bymuren. Her er det muligt at komme ind i den lille by. Der er bare ikke nogen hjemme!

Det viser sig at være en forladt by! Der er både den centrale piazza og gader med gadenavne og på det, der nok har været et slags rådhus sidder en mindeplade, der fortæller, at her overnattede Garibaldi på sin færd gennem Italien.

Ikke nogen bar!

Jeg begiver mig efter en god pause på dette gudsforladte sted videre ned mod Fabro. Her krydser jeg motorvejen igen og er nu klar til at slutte for i dag. Her ligger et typisk ”ved siden af motorvejen”-hotel .

Ikke særlig dyrt men meget effektivt, med gode spisemuligheder. Det er et sted med mange lastvognchauffører.

Så går turen næste dag op i højderne på østsiden af dalstrøget med motorvejen og banen. Opad og opad og opad.

Det er lørdag og lidt før middag er jeg nået frem til en lille by, der hedder Ficulle. Jeg slentrer gennem den lille gamle by – ikke meget større end Salci, men her er der levende mennesker.

Jeg sidder på terrassen foran baren i den sydlige udkant af den gamle bydel med en fantastisk udsigt ned over dalen. Foran står et krigsmindesmærke. En soldat med bar bryst og makabre skudhuller liggende i favnen på moder Italien, eller hvad den frodige kvindefigur nu skal forestille. En type monument, som man aldrig har kunnet finde på at fremstille i Danmark.

Jeg får lyst til at dvæle i denne skønne lille by. Pigerne i baren kan imidlertid fortælle mig, at der ikke findes noget hotel eller herberge i byen.

Men de kan skaffe mig en privat indkvartering.

Fint! En halv time efter er jeg på vej tilbage gennem byen om til den modsatte indfaldsport. Her bor den lokale købmand og han har et værelse, eller nærmere en lille lejlighed helt oppe i kvisten, med en gylden toscanaudsigt. Her slår jeg mig ned.

Sidst på eftermiddagen er der lokal fodboldkamp på en grusbane. Hele byen er samlet her og det kan høres langt omkring. De lokale vinder og så er der liv på de omliggende barer.

Spisested er der imidlertid ikke noget der hedder i denne nonturistby. Men jeg husker at jeg et par kilometer før Ficulle kom forbi en restaurant. De ligger jo i dette område ofte helt ude i landskabet.

Jeg går derud i det smukke efterårsvejr, som til forveksling ligner sommervejret i Danmark. Får et godt måltid og begiver mig mæt og tilfreds tilbage til Ficulle.

Klokken er 9 lørdag aften. Den lille barbersalon er åben. Jeg trænger til at få trimmet hår og skæg inden jeg skal træde op i Rom.

En dejlig ”hovedreparation” for det der svarer til ca. 10 kroner og så oven i købet en oplevelse af lokallivet i denne lille by. Flere kommer ind og får en lille sludder med barberen.

Søndag er åbenbart jagtdag i dette område. Nu forstår jeg pludselig meningen med de mange små hvide skilte med jagtforbud. På  min videre færd fra Ficulle ned mod Orvieto møder jeg på denne søndag det ene jagtselskab efter det andet, stående på en vigeplads ved vejen ved deres biler med deres hunde og geværer. Biler med hundetrailere sværmer om mig hele tiden.

Jeg krydser ned over motorvejen en gang til og op på modsatte side . Inde længe kan jeg i det fjerne skimte Orvieto oppe på det høje plateau. Det bliver spændende at komme til byen på den rette måde. Jeg har været der før med bil. Så kommer man til en stor parkeringsplads på østsiden af byen, nede i dalen, går gennem banegården og tager en bjergbane op i byen. Kommer op i den forkerte ende og kører så med bus op til den flotte domkirke.

I dag traver jeg op til en gammel etruskerbyport i byens vestlige ende og ind i den rigtig gamle bydel.

Umiddelbart inden for byporten skiltes der med værelse til leje. Det benytter jeg mig af og får en rigtig billig, hyggelig indkvartering hos et ældre ægtepar i et gammelt hus i den meget snævre sidegade.

Søndag aften i Orvieto. På hovedgadestrøget la Cavour mellem Domkirkepladsen og det verdslige torv vrimler det med mennesker som promenerer frem og tilbage. Jeg møder de samme mennesker flere gange med bedsteforældre og barnevogne på vej frem og tilbage. En underlig skik.

Jeg vover mig lidt uden for dette strøg. Finder en lille plads med en bar. Her er næsten mennesketomt.

Efter at have nydt en kvart liter rødvin er jeg klar til en god nats søvn.

Mandag morgen slentrer jeg en tur tilbage gennem byen og får købt mig et kort til den sidst strækning mod Rom.

Ud af den samme gamle byport, ned af plateauet og op gennem de bløde bjerge over mod  Bolsenasøen.

Her iagttager jeg de mange små vinavlere. De er på vej hjem med deres druehøst i små, meget små traktorer. Ved mange huse kan jeg se at presning af druer og vinfremstilling er i gang inde i kældrene. Eller nærmere underste etage af huset , som ligger i niveau med terrænet.

Jeg er nået til en lille by Torre S.Severo. Her sætter jeg mig i udkanten af landsbyen på en bænk og tager hul på en bauntybar og en flaske vand.

Jeg bliver råbt an af en ældre herre i kittel på den anden side af vejen. Han står uden for sin vinkælder og er ved at skylle druepressen ren. Han vifter med en stor vinflaske uden etiket og råber om jeg ikke vil over for at smage hans hvidvin.

Vi har meget svært ved at forstå hinanden, men jeg får smagt rigeligt på hans vin fra forrige år og bliver godt informeret om hvordan han nu er i gang med dette års høst fra vinrankerne på skråningerne ovre på den anden side af vejen. Han fremstiller både rødvin og hvidvin. Der står to små ankre i kælderen. Det er kun til eget brug.

Lidt længere fremme kommer jeg ud på en større vej ned mod Montefiascone. Det bliver øsregnvejr og den næste strækning er egentlig meget kedelig, så humøret daler lidt. Men så kan jeg se Montefiascone fremme på bjergtoppen i det fjerne. Igen én af disse hyggelige byer på de stejle skråninger kulminerende med pavepalads og kirke på toppen. Her er et af de steder paven kunne trække sig tilbage til når livet inde i Rom blev for hedt.

Næste stop er Viterbo, som i endnu højere grad er en gammel paveby. De 24 km tilbagelægges på 6 timer og kl 14 er jeg fremme i Viterbo efter at have nydt hele tiden at kunne se Montefiascone på dens bjergtop der bagude.

Jeg indlogerer mig på et gammelt hotel, der hedder Roma og så er jeg klar til at indtage denne historiske by. Jeg vandrer byen tynd nydende stemningen af en virkelig gammel by, hvor rigtig meget er bevaret op gennem tiderne. Jeg besøger bl.a. etruskermuseet. Her kunne man fordybe sig i flere dage. Det bliver til et lidt overfladisk bekendtskab men meget imponerende. Her har været en højt udviklet kultur, da stenaldermændene tågede rundt med deres primitive flintredskaber oppe i Danmark.

Jeg er inde omkring pavepaladset. Her føler man sig virkelig hensat til middelalderen.

Om aftenen tillader jeg mig at spændere et lidt specielt måltid på mig selv. Den står på flodkrebs – meget delikat.

Næste morgen ved morgenbordet traf jeg så Joe Patterson. Aftenen før, da jeg gik hjem efter mit flodkrebsemåltid så jeg en mand på min egen alder med fuldskæg og vejrbidt ansigt. Jeg var straks klar over, at han var ude i samme ærinde som jeg, men fik ham ikke kontaktet i mylderet på gaden.

Men nu sad han her, akkurat som jeg ved at varme op til næste etape på fodrejsen til Rom.

Vi kom hurtigt i snak og slog følge ud af byen med kurs mod næste stop i Sutri. Det var en hel ny oplevelse på godt og ondt at have følgeskab. Godt fordi vi nu kunne udveksle erfaringer og meninger undervejs, ondt fordi jeg nu delvis måtte indrette tempo og pauser med mere efter en anden. Jeg er jo vant til helt selv at bestemme over disse ting uden hensyn til andre end mig selv.

Men et positivt indslag på fodturen blev det under alle omstændigheder.

Joe var rigtig pilgrim!

Han havde sidste år været meget syg og gennemgået en bypassoperation og havde fået det utrolig godt efterpå og som god katolik, der tidligere havde været på pilgrimsvandring til Santiago de Compostella i Spanien, ja hvad var så mere oplagt som god katolik end at begive sig på pilgrimsfærd til Rom.

Det betød jo at jeg nu pludselig fik en autentisk oplevelse af, hvad det vil sige, at være rigtig katolsk pilgrim anno 2002.

Vi besøgte nogle kirker, han på den rigtige måde med korsets tegn med vievandsdyppet finger, knælen og en tavs bøn med fornt mod et alter – og så et besøg i sakrestiet for at få et stempel og en underskrift i pilgrimsbogen. Jeg som passiv, lidt bøvet skandinavisk  turist. Han tog det meget pænt.

På vej mod Sutri gjorde vi bl. a. ophold i en spændende lille by ved navn Capranica. Vejen slog en bugt rundt om byen, men vi valgte at gå ind igennem byens smalle gader, den oprindelige vej fra før trafikken gik af lave.

Nu er vi inde på via Cassia, et af de rigtig gamle romerske vejstrøg frem mod Rom.

Op i den gamle bydel i Sutri. Her havde Joe booked værelse på forhånd. Der var også plads til mig.

Så havde vi en meget hyggelig aften i denne lille by, som er blevet passeret af pilgrimme og andre romrejsende ned gennem tiderne.

Et par barbesøg og spisning i et rigtigt lille lokalt osteria blandt ene lokale folk. Mange stamgæster.

Vi sad udenfor til omkring midnat og nød et par øl i det lune italienske efterårsvejr.

Nu er vi fremme ved torsdag den 11. oktober. Min plan går ud på at møde Hanne, min kone, i Rom søndag aften. Hun kommer med Thy-rejsers bus, som vi har brugt tre gange tidligere, når vi har besøgt Rom. Jeg har god tid, men Joe skal træffe sin kone i Rom allerede fredag eftermiddag, så han har lidt mere travlt.

Vi følges ad ned til Trevignano på nordsiden af  Lago Bracciano. Her tager vi afsked med hinanden på terrassen foran en lille bar. Han fortsætter venstre om søen for at nå frem til la Storta inden aften, så han kan nå ind i Rom i morgen fredag. Jeg vælger at gå højre om søen for at overnatte i  Bracciano ved søens vestbred.

Her indlogerer jeg mig midt på eftermiddagen i albergo della Posta og bruger så resten af dagen til at opleve denne by, som ligger højt over søen domineret af en stor middelalderborg.

Nu gælder det bare om at komme frem mod Rom. Næste dagsmarsch er ikke noget at skrive hjem om! Godt nok følger jeg via Cassia, men ikke meget minder en om historiens vingesus blandt alle scooterne og bilerne.

En lille afbrydelse i det monotone er et trafikuheld. Mærkeligt at jeg ikke har set flere, sådan som trafikken afvikles. Bilerne her kan kun køre med speeder og horn i bund får man indtrykket af. Det her er sket på en fuldstændig lige vejstrækning. Den ene må være kørt ud fra en indkørsel uden at have tid til at vente til den anden er kommet forbi.

Nu nærmer jeg mig storbyområdet Rom. En splinterny nærbane er noget af det jeg nu lægger mærke til. Flotte nye tog og flotte nye stationsanlæg. Det er egentlig meget betryggende. Nu kan jeg i hvert fald til hver en tid komme hurtigt ind til Rom!

I la Storta forsøger jeg mig på hotel Cassia, som Joe have booket værelse på forrige nat. Der er imidlertid alt optaget, men jeg finder frem til et motel lidt uden for byen beregnet på bilende romturister.

Nu kan jeg jo se, at jeg lander i Rom i morgen og det er kun lørdag!

Derfor ringer jeg til min indiske ven Don Joseph Amal, som studerer pædagogik på et universitet i udkanten af Rom. Han har besøgt os ganske kort i Danmark i forbindelse med et kursus i Bremen. Så var der jo ikke ret langt til Danmark!

Jeg traf ham forrige år, mens vi boede en måned i Castiglione del Lago. Vi var i Perugia og på de rullende trapper op gennem de historiske lag af byen nede fra parkeringspladserne kom jeg i snak med Amal. Perugia er en stor universitetsby og han var her på et kursus. Da vi fandt ud af at vi hurtigt kom i kontakt og havde de samme faglige interesser, men var praktiserende i hver vores verdensdel udvekslede vi adresser og telefonnumre og så blev kontakten holdt ved lige.

Amal blev ligefrem henrykt! Vi aftalte at mødes næste dag kl. 16  ved obelisken midt  på Peterspladsen .

Jeg havde besluttet mig til at jeg ville komme den rigtige vej ind i Rom over Monte Mario. Og det var en kæmpeoplevelse at komme frem på kanten af dette højdedrag og så have Rom liggende for sine fødder.

Klart vejr og udsigt ud over hele byen med alle de kendte bygningsværker.

Jeg satte mig ned og dvælede en stund med denne udsigt.

Ned ad en meget snoet serpentinervej og ud på en stor plads ikke langt fra et af de store sportsarenaer. Her skulle helt klart være fodboldkamp. Folk strømmede til, eller rettere mænd og drenge strømmede til med kulørte huer og halstørklæder. Og så var der et stort udbud af alle politikorps.

Herfra er der et par km hen til Peterskirken.

Jeg var fremme tids nok til at jeg lige kunne tage en runde ind i kirken, så jeg lynede benene på mine vandrebenklæder så de blev til lange benklæder i stedet for korte, som ikke kan accepteres, når man vil besøge denne helligdom.

Så satte jeg mig ved obelisken og inden længe dukkede Amal op.

Nu gik turen så med metro og bus ud til hans universitet. Et katolsk fortagende tilhørende den broderorden som han arbejder i og er tilknyttet i Indien som en slags konsulent for ungdomsarbejdet. Han er på en tre-årig uddannelse her.

Her var et pænt værelse klar til mig og vi gik så en tur til en kinesisk restaurant i nabolaget og hyggede os.

Næste formiddag gik vi en tur i omradet. Jeg skulle se den tilhørende kirke. En helt ny bygning. Meget anderledes end de gamle kirker meget meget stemningsfuld. Vi besøgte også en børneskole som ordenens søsterorganisation, en nonneorden, drev i området.

Så var der frokost i universitetets kantine. Der var ikke meget liv på en søndag, men god mad til os der var der.

Folk ville forklare mig hvordan jeg kom frem med busser til Piazza Bologna, hvor hotel Guisto ligger. Her skulle jeg støde sammen med busselskabet fra Thy-rejser.

De rystede lidt på hovedet, da jeg forklarede, at jeg såmænd havde til hensigt at gå dertil. Jamen! Der er 15 km! Jeg måtte berolige dem med, at jeg såmænd var kommet fra Danmark til Rom til fods, så mon ikke også jeg klarede disse sidste 15 km?

Jeg ankom til hotellet midt på eftemiddagen, fik vort værelse anvist, tog bad og hvilede mig på sengen. Jeg blev ringet op fra bussen og de kunne fortælle mig at de først ville være fremme sidst på aftenen.

Jeg tog så metroen ind til Termini og fandt frem til vores ofte besøgte restaurant i kvarteret bag Termini og fik den obligatoriske saltimbocca a la romana.

Tibage på Piazza Bologna satte jeg mig uden for baren, som ligger inde midt på pladsen for at afvente bussen.

 

Om mandagen skulle så den ”officielle” modtagelse finde sted på Piazza del Poppolo.