Diget har været en forsvarsvold i jernalderen. Der har givetvis været en del mere vand i åen dengang og her har den lokale jyske høvding så set det hensigtmæssige i at lave et forsvarsværk så det har været muligt at standse en fremfarende fjende.

Mobiltelefonen frem og opkald til Silkeborg. Vi aftaler, at jeg går hen til Grathe Kirke og at jeg bliver hentet der.  Jeg kan godt mærke at jeg har været ude at gå!

I omfang noget lig Kong Knaps Dige og sikkert lavet med samme formål, igen en påmindelse om at Jylland sandsynligvis har været opdelt i indtil flere små kongedømmer i jernalderen og vikingetiden.

Dagen slutter med at jeg går op til stationen i Wedel og tager nærbanen ind til hovedbanegården i Hamburg for herfra at tage toget hjem til Midtjylland.

fra hamburg til hannover

Nu skal jeg have løst opgaven med at komme frem og tilbage fra mine etaper undervejs ned gennem Europa. I første omgang skal jeg til Hamburg for at starte her midt i april 1999.

Opgaven bliver løst gennem en kontakt til transportfirmaet Spetra i  Over Jerstal . Jeg har jo kunnet iagttage hvordan den ene lastvogn efter den anden kører frem og tilbage på motorvejene – alle med et tomt sæde ved siden af chaufføren. Hos Spetra var man parat til at hjælpe mig med min transport – og det har så fungeret meget fint hver gang jeg skulle ud og hjem. Jeg ringede til min kontaktmand i Over Jerstal når jeg havde et transportbehov og kort efter havde han en transportplan parat.

Det blev til en del ture fra Silkeborg til Vojens og retur. Også efterhånden en del spændende togture i Tyskland, Schweiz og Italien frem og tilbage til de steder ved motorvejene, hvor jeg skulle møde lastvognene.

På denne første transport blev jeg sat af på rastepladsen Harburger Berge lige syd for Hamburg. Det tog ca. 4 timer at komme gennem Elbtunnellen så klokken var blevet  19 – det var den 14.april 1999.  Jeg startede på vandringen ind mod Buchholz og fandt et godt overnatningssted i et landgasthaus i Tötensen . Turen gik igennem et rigt forstadskvarter til Hamburg. Store villaer med store parklignende haver. Og så indhegnet med 2 meter højt hegn og skilte, der advarer mod en bidsk hund, som holder vagt her. Her vil man ikke have uvedkommende besøg. Et fænomen, som jeg støder på mange steder ned gennem Europa.

Jeg var nu i udkanten af Lüneburger Heide og glædede mig til at opleve dette område på en anden måde end ved at drøne ned ad motorvejen.

Om morgenen startede sig ud i kulde og snevejr. Vejret blev dog hurtigt bedre og jeg nåede frem til Buchholz midt på formiddagen. Her stødte jeg på Cafe Chaos, lige det rette sted på det rette tidspunkt - en hyggelig lille nyåbnet cafe/butik. Jeg fik en hyggelig snak med værtinden og da jeg forlod stedet ”sponsorerede” hun en håndfuld Baunty-bars. Jeg fandt ud af, at de er meget praktiske at medbringe på vandreturene – fylder ikke ret meget, smager godt og er fulde af ”brændstof”. Så det blev efterhånden en vane altid at medbringe nogle Baunty’er.

Jeg kom efterhånden til at sætte stor pris på sadanne små ”oaser” undervejs. Rigtig træls er det, når man går og går og der ikke dukker hverken butik eller traktørsted af en eller anden slags op !

Ved Inzmühlen begynder de rigtige hedestrækninger. Jeg går igennem et vidunderligt lynglandskab – rigtig Lüneburger Heide - afbrudt ind imellem af plantager og når frem til Undeloh. Det er et turiststed for folk, der vil opleve denne hedeegn – hoteller, pensioner og restauranter samt tilbud om hestevognskørsel ud på heden. Næsten i alle huse har man Zimmer Frei. Jeg kontakter et af stederne hvor manden og konen er i gang med vedligeholdelsesarbejde på huset.

De bliver lidt overraskede. Det er jo uden for sæsonnen. Men de tager venligt imod og jeg får anvist et værelse oppe i kvisten og tilbud om morgenmad næste morgen.

Så går turen ned over Wilseder Berge , et fladt højdedrag med udsigt ud over de vidtstrakte hedearealer. Her skal man ud for at få en fornemmelse af ”den rigtige” Lüneburger Heide. Den får man ikke , når man farer af sted ad motorvejen.  Jeg kommer til Wilsede - en lille museumsby. Her har man fået tiden til at stå stille så man får et indtryk af hvordan man boede og levede i en landsby på heden i gamle dage. Det var ret mennesketomt og øde på denne årstid, men her myldrer det med turister i sæsonen – et område svarende til vores Hjerl Hede.

Motorvejen krydses ved Behringen-Bispingen. Jeg husker afskiltningen her fra de mange gange jeg er kommet kørende ad motorvejen. Lige inden jeg kommer til motorvejsunderføringen kommer jeg forbi en samling store gårde og her lærer jeg et nyt tysk udtryk – ein Gehöft – sådan kalde man åbenbart en bebyggelse af nogle få tætliggende gårde. De er ikke ualmindelige på denne egn. De helt frtiliggende gårde, som vi kender i Danmark er sjældne her.

Det sidste stykke ind mod Soltau forgår ad en noget kedelig landevejsstrækning – heldigvis med cykelsti – men med biler susende om ørerne. Det er altså skønnere at gå på de små stier ude i hedelandskabet!

Men jeg må vænne mig til, at jeg ind imellem bliver nødt til at tage til takke med at færdes sammen med bilerne.

Jeg når Soltau først på aftenen og mit overnatningssted bliver denne gang en lille lækker hotel-pension Böhmepark. På mit kort var der markeret et vandrehjem, men det eksisterede ikke mere. Så jeg måtte tage til takke med dyr luksus!

Næste dag er lørdag den 17. april og jeg har besluttet mig til at følge den afmærkede vandrevej E1 over til Müden. Det bliver en tur mere østpå end sydpå, krydsende nord-syd-gående motorvej og landeveje, gennem hedeplantager.

Her møder jeg en af de få forskrækkelser undervejs. På en øde skovvej kommer en sort Opel Kadet imod mig. To unge mænd med sorte, omvendte kasketter i bilen. Den standser lidt længere nede ad vejen, vender og kommer op mod mig. Hvad nu! I mit hoved har der dannet sig et billede af et par farlige lømler, der er ude efter mig og sikkert mine værdgenstande og penge! Jeg når at forberede mig mentalt til et ubehageligt møde eventuelt et røveri og træder lidt ind mellem træerne ved vejsiden. Men! – bilen kører forbi mig! De unge mænd hilser med en finger til kasketten!  Jeg ånder lettet op. Lidt længere fremme kommer jeg til et stykke åbent land og her er et klubhus for modelflyverentusiaster. Her møder jeg de to unge mænd, travlt optaget af at lave akrobatiske øvelser med deres smarte radiostyrede modelflyvere. De var bare kørt lidt for langt! Man skal tage sig i agt for sine fordomme! Hvor har man egentlig dem fra?

Mange spørger om ikke det har været farligt at gå alene rundt, ofte på øde steder. Jeg må klart sige nej. Jeg har på hele turen kun mødt venlige, rare og imødekommende mennesker. Virkeligheden ser altså anderledes ud end fjernsynsverdenen! Jeg tror at fjernsynets focusering på negative tildragelser – i TV- nyhedsudsendelserne forekommer næsten udelukkende negative tildragelser. Det giver os et skævt billede af virkeligheden.

 Jeg når frem til vandrehjemmet i Müden sidst på eftermiddagen – et helt nyt byggeri med alle moderne bekvemmeligheder og velbesøgt sådan en april-weekend.

Søndag morgen går det sydpå ad E1-vandrevejen, som følger Alte Celler Heerstrasse. Jeg befinder mig altså på et af de gamle oprindelige vejstrøg.

Det er søndag og et motionsløb er i gang. Alle løber nordpå med numre på mave og ryg og hilsenen lyder : ”mojn” som oppe i Sønderjylland. Det lille hilseord er altså fællesgods helt her ned i Niedersachsen!

Jeg kommer forbi området Bergen-Belsen. Her lå en af de berygtede  koncentrationslejr . Jeg sætter mig på en bænk og lader et kort øjeblik tankerne flyve tilbage og genoplever den udefinerlige angst som jeg oplevede som 6-7 årig i de sidste krigsår, når de voksne snakkede om bekendte, som var havnet i tysk koncentrationslejr. Utroligt som verden har forandret sig siden da! Når ældre mennesker i vore dage giver udtryk for at verden er blevet værre, må man lig stoppe op og huske hvad der egentlig skete der for ca. 60 år siden! Almindelige mennesker blev systematisk udryddet. Store områder af Europa blev systematisk ødelagt af krigshandlinger.

 

Denne strækning er en rigtig god gammel vejføring. Længere sydpå hedder vejen Harburg Heerstrasse og jeg kommer forbi ”Alte Fuhrmannsschenke”.

Her har været rastested for hestevognsekvipagerne ned gennem tiderne. Jeg gætter på at transporten med dronning Caroline Mathilde i sin tid, da hun skulle deporteres til Celle efter historien med Struense, er kommer her forbi. Mon ikke de har rastet her – gad vist om ikke også H.C Andersen er kommet netop her forbi på nogle af sine rejser?

Jeg sætter mig ind og nyder en kop kaffe og en kold øl. Der er besøg af bestyrelsen for en jagthundeklub -  eller sådan noget -.De er ved at arrangere et stævne i området. Sikker et velegnet sted til den slags.

Ved aftenstide når jeg det gamle vandrehjem i Celle – en lidt anden standard end i Mühlen – men udmærket.

 

Hen under aften er jeg kommet til Burgdof, der ligger en lille snes kilometer øst for Hannover. Jeg er ret træt og trasker byen rundt for at finde et overnatningssted. Endelig når jeg frem til et hotel i den sydlige udkant af byen. Det hedder ”Schwarzer Herzog” og uden for står en mindesten, der fortæller om et slag, som fandt sted her under 30-årskrigen. Jeg fik ikke helt styr på hvem denne sorte hertug var, men dengang var der ret mange hertuger i dette område.

Uden for hotellet holdt en stribe sorte MERCEDES’er og BMW’er. Jeg havde ikke lige tænkt på, et der var messe i Hannover på denne tid af året! – og at jeg befandt mig i bekvem bilafstand fra dette messecenter.

Alt var optaget! men den flinke vært kunne heldigvis godt sætte sig ind i at jeg trængte til et sted at sove, så han fulgte med ud på trappen foran hotellet, ringede op på mobiltelefonen og genboen kom ud på trappen ovre på den anden side af vejkrydset og vinkede mig derover. Her fik jeg et værelse helt oppe under taget. Jeg var blevet gæst i byens ældste hus!. Gulvet var så skævt, at jeg skulle tage mig i agt, når jeg rejste mig fra sengen for ikke at få overbalance! Sengen var dog klodset op til vandret stilling.

Efter et tiltrængt bad gik jeg ind til byen og fandt et hyggeligt gammelt gasthaus. En ”Schoppen Rotwein” og en ”Jägerschnitzel mit Gemüse“.

Ved et rundt stambord i hjørnet sad en flok ældre mænd med deres øl. Stamgæsterne! Der har de siddet så mange gange før og ordnet den aktuelle verdenssituation.

Veteraner fra 2.verdenskrig. De diskuterede højlydt tyskernes involvering i Kosovokrigen. Jeg anede både ægte tysk militærbegejstring og ægte tysk krigsfobi i deres ret højrøstede og aldeles ikke enige forholden sig til tysk militærs involvering i Kosovo.

Da jeg kom tilbage til det gamle hus kom min vært med et julebrev, som han havde fået fra en dansk familie. De havde mødt hinanden på en campingplads i Danmark og havde nu sendt en julehilsen . Jeg oversatte det for ham og fabrikerede et svarbrev på dansk. Så havde jeg betalt for mit natlogi.

Nu er vi nået frem til tirsdag den 20.marts og jeg gør klar til  dagsmarch nummer 22. Jeg spiser morgenmad sammen med alle ”messejakkesættene” ovre på ”Schwarzer Herzog” og belaver mig på vej mod Hannover. Det bliver sidste dagstur i denne omgang – jeg skal have ringet hjem til Over Jerstal for at få en aftale om hjemtransport.

Da jeg er kommet ud på landevejen ned  mod Lehrte standser en bil og føreren råber mig an. Det er en kørelærer i sin skolevogn og han spørger venligt om jeg ikke vil op at køre sydpå – han skal til Lehrte og hente sin først elev for i dag – jeg takker pænt nej og forklarer at jeg er på vej til Rom til fods! Han griner og ryster på hovedet, vinker og kører videre. Da jeg er nået næsten til Lehrte kommer han på vej nordpå med sin elev. Der hilses igen med store armbevægelser!

Jeg krydser nu Mittellandkanalen. En kunstig vandvej, som ved at forbinde de store floder gør det muligt at bruge vandvejen langt ind i Centraleuropa.

Trafikken er ikke særlig tæt på disse vandveje. Jeg ser faktisk sjældent et fartøj. Det må da ellers være en god transportmulighed – måske ikke særlig hurtig – men da i hvert fald meget miljørigtig – lidet resursekrævende.

En modsætning til de hurtige og smidige lastvogntog på motorvejen. Her er i hvert fald ”fartøjer” i rigeligt mængde – det er ved at være for meget.

Lastbilernes fordele er selvfølgelig, at de er hurtige og at de kan levere varen så at sige fra dør til dør.

Jeg får kontakt via mobilen med Over Jertal og får at vide at jeg i morgen middag kan stå på en lastvogn i Westerlinde , lidt øst for Hildesheim ved motorvejen mod Braunsweig. Her ligger et lille hotel, som Spetra bruger til chaufførovernatninger – en foranstaltning for at kunne overholde køre-hviletids-bestemmelserne.

 Jeg når frem til Algermissen, sydøst for Hannover midt på eftermiddagen og herfra tager jeg toget ind til Hildesheim. Jeg vil finde vandrehjemmet. Foran banegården finder jeg bussen til vandrehjemmet. Det ligger syd for byen oppe på skråningen af de første antydninger af det mellemtyske bjergland. Her får jeg en klar oplevelse af at nu begynder de mellemeuropæiske bjerge – slut med det flade land!

På vandrehjemmet melder de alt optaget af unge busturister fra et af østlandene – men de finder alligevel efter lidt parlamenteren et meget fint værelse til mig!

Næste morgen begiver jeg mig ind til banegården igen og tager et tog så langt ud mod Westerlinde, som jeg kan komme og går så de sidst 10 km frem til Hotel Meine – og her holder ganske rigtigt en af de grøn/gule biler fra Spetra og venter på mig – det er da service!

Så går turen hjem og jeg når helt frem til Silkeborg sidst på aftenen.

fra hannover til bohneneburg

Tirsdag den 1. juni 1999 var jeg klar til næste tur Med spetrabil til rastepladsen Hannover-Wulferode. Ankom her ved midnatstid. Overnattede på rastepladsens motel og startede næste morgen til fods bag ud af rastepladsen ad en markvej ind mod Hannover. Fandt her frem til hovedbanegården og tog et tog vest ud af byen til Egetorf og her startede jeg så vandreturen videre sydpå.

Jeg ”hoppede” altså fra Algermissen øst for Hannover til Egestorf vest for Hannover. Jeg havde besluttet mig til at ”springe” over de store byer. Indtil nu altså Hamburg og Hannover.

Nu er jeg på vej ind i de mellemtyske bjerger. Det går bare opad og opad og det er varmt. Det kolde vand i termoflasken gør godt – og benene lynes af bukserne. Jeg når hurtigt op til 400 m over havet. Skov over det hele. Ved 16 tiden kommer jeg ud af skoven oven over Bad Münder går ned mod byen og ved et af de første huse står skiltet: ”Zimmer frei”. Her rykker jeg ind i et dejligt kælderværelse med udsigt ned over byen.

Manden her er skovejer og dyrker juletræer. Da han hører, at jeg er fra Silkeborg fortæller han ivrigt at han da kender den egn ud og ind. Der har han været flere gange, i Them, for at studere juletræsavl. Danskerne er kommet langt på dette område og har gennem mange år eksporteret til Tyskland i stor stil. Nu vil han også være med!

 Der  kommer en serie forskellige øl på bordet. Konen er nemlig fra Belgien og jeg skal prøvesmage hans udvalg af belgiske øl. Jeg sov godt den nat!

Næste dags mål var Hameln, rottefængerbyen i Weserbergland. Igen en dag ad skovstier i bjergene – op og ned i rimelig varmt vejr – men en dejlig oplevelse af denne egns natur – vidtstrakte skovområder og så fornemmelsen af bjergene. Gennem skov, ned i en dal, op igen ad stiens hårnålesving, lidt frem på en højderyg og så ned og op igen.

I Hameln indlogerer jeg mig på vandrehjemmet – igen meldes optaget af unge busturister fra et østland – dem er der mange af i dette område -, men i et tysk Jugendherberge er der altid plads til en rigtig vandrer.

Jeg spiser en velfortjent middag i Kartoffelhaus, en særpræget restaurant i et af de meget smukke bindingsværkshuse. Efter middagen serveres her en snaps i en udhulet kartoffel!

Nu er det fredag og jeg vandrer ud af byen langs med Weser. Tager en lille afstikker op i skov og bjerge syd for byen. Flot udsigt ned over by og flod. Ned igen – nu har jeg  fået nok af bjerge – jeg følger Weser ned til den lille by Emmern. Her drejer jeg ind mod Bad Pyrmont. Ude i horisonten kan jeg se et stort atomkraftværk. Nu er det øsregnvejr og jeg trasker af sted ad landevejens cykelsti. Surt show. Her er masser af vinbjergsnegle. De kommer frem i det fugtige vejr. Et meget flot dyr! jeg kunne hurtigt samle mig et måltid! Nu er jeg ikke lige til snegle – så de får lov at være i fred. Kommer forbi et dødt vildsvin i vejgrøften. Et vildfarent vildsvin! Et offer for den moderne trafik og et bevis på, at her i skovene lever vildsvinet.

Jeg kommer forbi et stort flot renæssanceslot – et af de mange tyske fyrstesæder. Bag slottet kigger en dejlig slotskro – her læsker jeg mig med en øl – og vejret klarer op. Da jeg går hilses jeg med ”schönen Tag noch” – den frasehilsen findes altså også på tysk. Hvorfra kan han vide at min dag hidtil har været skøn? Jeg hørte denne hilsemåde for første gang for  godt ti år siden og har så måttet konstatere at den er blevet meget almindelig – gået ind i den daglige omgangstone – altså også her i Tyskland.

Jeg tagen en afstikker ind til Bad Pyrmont. – Det berømte kursted, hvor fyrste- og kongefamilier gennem tiderne har nydt kurophold. I dag er det tydeligvis de rige pensionister, der flokkes her. Stor park og mange flotte dyre hoteller.

Jeg får en kop kaffe på en fortovsrestaurant sammen med en flok rige enker – det ligner de i hvert fald – og så ud af byen igen videre ned mod en mindre by, Lügde, med karakteristiske bindingsværkshuse.

Her finder jeg natlogi i Gasthof ”Altes Brauhaus”.

Nu er det så lørdag og det viser sig, at være en special week-end. Noget med Marie Himmelfart – noget i stil med vores Kristi Himmelfart. Jeg er kommet til katolske egne. Der har været fridage for mange både torsdag og fredag – en lille miniferie. Så da jeg kommer til Höxter sidst på eftermiddagen kan der ikke opdrives et hotelværelse – herom mere om lidt.

Først skal jeg lige have overstået endnu en regnvejrsdag gennem bjegegne.

Midt på dagen gør jeg ophold i en lille by, Fürstenau.

Dyngvåd entrer jeg det lokale Gasthaus. Her er den halve by samlet til begravelseskaffe – men der er plads til mig i skænkestuen. Et par ældre og velklædt herrer i sort kommer ind og får en lille snak med mig til afveksling fra begravelseskaffen. Den ene føler sig næsten i familie med mig da han hører at jeg er dansker. Han har nemlig boet flere år i  Norge og forstår en del skandinavisk. For ham er Danmark og Norge et fedt.

Det viser sig at stedet her er Auskunftstelle für Kreiswanderwege og værten forklarer mig hvordan jeg bedst kommer ned til Höxter ad bjergvandreveje.

Det lykkes også fint og jeg har igen nogle flotte naturoplevelser – fjernt fra biltrafikken

Men hotellerne var altså fulde af Marie-Himmelfarts-turister .

Den flinke ældre dame i receptionen gav imidlertid ikke op – hun ringede rundt og jeg blev så sendt op i baglandet til en lille landsby, Bosseborn. Her lå et Landgasthaus, sådan rigtig med landbrug og det hele. Jeg blev indlogeret på første sal ovre hos Schwiegermutter, som jeg i øvrigt delte badeværelse med. Værelserne her bliver brugt til sommerturister.

Jeg måtte konstatere at det meste af indholdet i rygsækken var blevet gennemblødt af den megen regn. Der er varme på radiatorerne, så alt spredes ud til tørring. Fra nu af bliver alt pakket i plastikposer og rygsækken imprægneres! Jeg skal have anskaffet en regnfrakke til rygsækken!

Aftensmaden indtages ovre i gæstgiveriet. Her er mange mennesker i dagens anledning, mest lokale, som kender stedet. Jeg mærker igen at det ikke er en helt almindelig week.end. Jeg får en Bauernomelette, serveret af Schwiegermutters mand, værten tilhørende den ældre generation. Ved serveringen siger han ”wohlbekomms” – det lyder næsten jysk – længere er jeg ikke hjemmefra! Et enormt hyggeligt sted.

Søndag morgen er der hygge i køkkenet. Jeg får serveret morgenmad. Fatter sidder i undertrøje og mutter varter op. Det er dagen derpå, det har været en travl aften i gæstgiveriet. Marie Himmelfartsdag er åbenbart den dag, da hele familien går ud og spiser.

 

Vi kommer i snak. De fortæller, at brødrene Grimm har opholdt sig i denne lille landsby og at det var her ovre på nabogården at de blev inspireret til eventyret om Die Bremerstadtmusikanten af de mange støjende dyr på gården.

Mutter kommer med en slægtsbog, der går tilbage til 1700-tallene. Hendes slægt har levet her gennem mange generationer. Jeg bemærker mig især de mange portrætter af faldne slægtninge fra både første og anden verdenskrig.

I ethvert lille samfund og i enhver familie i Tyskland mindes man en gruppe faldne fra begge verdenskrige.

Ved middagstid er jeg igen på farten, videre ned over de mellemtyske bjerge.

I Brakel holder jeg søndagsmiddag i reataurant ”Alte Scheune”. Her får jeg et godt indtryk af interiøret i egnens typiske gårde. Midt i huset en port ind i den store lade og stald. Ind til siderne i to etager har så husets beboelse været. Laden er nu indtrettet til restaurationslokale.

Lige som i Danmark er den gamle landbrugskultur på retur – erstattet af moderne stordrift – og de gamle gårde finder anden anvendelse.

Videre op over en ny højderyg og ned til byen Rheder, som domineres af et stort gulkalket slot med slotsbryggeri. Rheder Pils. Dette sted har også sin historie som residens for en fyrstefamilie – og lokalbryggerierne trives i disse egne.

Mit mål for dagen er den lille by Willebadessen.

Lige før jeg når frem kommer jeg forbi en mindesten med følgende indskrift:

„Ehemalige Luftschutzstelle. An dieser Stelle befandt sich der obere von drei Eingänge eines 1944 von Pionieren der deutschen Wehrmacht erbauten Schutzstollen. Bei Fliegerangriffe der Alliierten, und beim Enmarsch amerikanischer Kampftruppen am 1.4.1945 fandt die Bevölkerung von Willebadessen hier ein Schutz.“

For folk i min alder, der husker anden verdenskrig, får sådan en tekst pludselig billederne frem af  begivenhederne i foråret 45, hvor vi i lille Danmark slap med skrækken, men vi havde dog også indrettet vore beskyttelserum til civilbefolkningen hvis krigen med flyverangreb og engelske kamptropper skulle tromle helt op over Danmark. Mange af dem kan i øvrigt som her stadig lokaliseres i landskabet. Det har været en barsk periode for den lokale befolkning.

Overnatning på Hotel „Deutscher Hof“ og aftensmad i restauranten, fyldt med lokale folk, bl. a. præsten, som alle skulle hen og hilse på.

Næste morgen videre sydpå. Nu er det ved at være tid til at finde hjem for denne gang!

Jeg skal i morgen møde en spetrabil på en Autohof ved Guxhagen syd for Kassel.

Jeg når frem til en lille by, der hedder Bohnenburg. Jeg indprenter mig navn og beliggenhed på kortet så jeg senere kan finde tilbage og fortsætte vandringen herfra – tager så bussen til Warburg og herfra videre med tog til Kassel. Da jeg træder ud af banegården har jeg allerede fået nok af denne store moderne by. Jeg skynder mig at finde en bus, der kører ud til Hann.-Münden. Her har vi ofte camperet på den dejlige campingplads på en ø ude i Fuldafloden. Det er en af disse eventyrlige gamle velbevarede bindingsværksbyer. Jeg nyder byen her sidst på eftermiddagen og går så langs Fuldafloden ud af byen for at finde mig et landgasthaus til overnatning.

Det lykkes fint. Der står pludselig et lille hjemmelavet skilt som viser over en gangbro ved et opstemningsanlæg over floden til en lille landsby på modsatte bred, Bonaforth. Her ligger lige nøjagtig min drøm om et landgasthaus. Primitivt og billigt!

Næste morgen tager jeg bussen ind til banegården i Hann.-Münden og så toget ned til Guxhagen. Jeg er ved at være ekspert i brugen af de lokale offentlige transportmidler. Her finder jeg hurtigt ud til Autohof’en ved motorvejen og kort tid efter kommer den gul/grønne spetrabil og så går det mod Danmark. Kl. 21.30 hentes jeg af min kone i vores bil i Over Jerstal.

fra bohnenburg til bad berleburg

Nu blev det så sommer i 1999 og en del af den næste strækning blev en sommerferietur sammen med min kone. Her var da en god mulighed for at hun kunne opleve lidt af vandrelivet

Vi kørte campingvognen til den dejlige campingplads i Hann.-Münden hvor vi har været så mange gange. Her slog vi os ned ved Fuldabredden.

Vi kørte  i bilen ud til Warburg, satte bilen og tog bussen ud til Bohnenburg, hvor jeg havde afbrudt turen den 7. juni.

Vores først tur gik til Westheim, en lille by, som ligger  mellem Warburg og Brilon.

Vi nød det tyske sommervejr i denne smukke bjergegn. Vi nøjedes med 18 km og gav os tid til at besøge traktørsteder og restauranter undervejs. Det var jo en ferie, men min kone syntes alligevel, at det var lidt vildt, især når vi forlod de større stier og mosede igennem terrænet i beplantning til bæltestedet.. Men en naturoplevelse var det!

Efter et par dage rykkede vi teltpælene op og flyttede campinglivet til en rigtig feriecampingplads ved den opdæmmede Diemelsee. Om sommeren sværmer tyskerne jo om deres ”vandpytter” og vi var havnet i et decideret ferieområde. Sådan noget vand er ikke noget der kan imponere os, der er vant til rigtigt havvand og det var slet ikke ferie ved vandet, vi gik efter.

Vi kørte til Bredelar ved banen mellem Warburg og Brillon, stillede bilen og kørte med toget til Westheim. På sådan en lille tysk sidebane er der ingen betjening, men på stationen stod en billetautomat. Den virkede ikke, så vi steg med god samvittighed på toget uden billet. Der kom ikke nogen kontrollør, og vi steg ud igen uden at have betalt for turen – stadig med god samvittighed. Moderne tider!

Vi gik så langs med Diemelfloden til Marsberg. Det var søndag og tydeligvis ”dagen derpå”. Rundt i gaderne gik mænd i små flokke med hvide kasketter og et attrapgevær over skulderen eller i hånden, slæbende rundt på mere eller mindre tunge tømmermænd og på byens pladser var man i gang med oprydning omkring øl- og pølsetelte. Der havde været skyttefest om lørdagen. En tysk skik på disse egne, som der er vidnesbyrd om i næsten alle byer. Vinderplakaterne fra de forskellige år er sat op på husene ud mod gaden, så alle kan se hvem der har vundet hvilket år. På nogle huse sidder der en hel række.

Fra Marsberg slog vi så et sving op i bjergene og skovene. Her kom vi forbi et stort gammelt bøgetræ med et stort trækors ved siden af. Træet hedder ”Kreuzbuche” og har ganske givet sin helt egen historie at fortælle. Vi kom ned til satationen i Bredelar til vores bil og trillede hjem til campinglivet ved Diemelsøen..

Den næste strækning fra Bredelar og til Winterberg  kunne vi ikke rigtig overse .Turen ville gå op gennem bjerge, der når op i over 800 m’s højde hvis vi ikke ligefrem skulle gå i en stor bue på flere kilometer langs floddalene. Vi sprang over den strækning. Den må jeg starte med på næste etape.  Vi kørte i stedet bil og campingvogn til Winterberg.

Vi havnede i et vintersportsområde. Campingpladsen var meget veludstyret og vi var næsten alene om det hele. Mange af faciliteterne var under ombygning her uden for sæsonen, men vi nød de fredelige forhold – og vores ”sportudøvelse” var uafhængig af sne!

De næste dage vandrede vi så turen gennem bjerg- og skovområdet ned mod Berleburg. Mon ikke vi her travede igennem nogle af prins Richards skovarealer? Når vi blev trætte fandt vi ud til et busstoppested og tog bussen tilbage til Winterberg. Ud igen næste dag . Efter 3 dage var vi fremme i Berleburg.

Så vendte vi næsen hjemad mod Silkeborg igen og hele efteråret 99 holdt vi sabbat sammen hele familien og tog ophold dels i Italien og dels i det sydlige Afrika, så den næste vandretur fandt først sted i foråret 2000.

Jeg startede  den 9. marts med tog til Vojens og stod på en lastvogn i Over Jerstal ved midnatstid. Næste morgen blev jeg sat af foran banegården i Göttingen og tog så toget ud til Bredelar ved Diemelfloden. Jeg skulle nu starte  med at tilbagelægge strækningen op gennem Rothargebirge til Winterberg, som vi sprang over sidste sommer.

Jeg var i Bredelar ved middagstid, fandt et gasthaus, fik en god frokost og var så klar til at indlede turen op gennem Rothaargebirge frem mod Winterberg.

Vi er i marts måned og Diemeldalen er præget af smeltevand i stride strømme. Det risler højlydt ned fra bjergene alle vegne. Jeg følger floden frem til den store dæmning som skaber Diemelsøen. Sådan nogle dæmninger er imponerende bygningsværker og man kan få nervøse trækninger , når man står nede for foden af sådan en dæmning og tænker på hvilke kolossale vandmasser den holder i ave, især når man i de sidste par timer har været vidne til smeltevandmassernes visen tænder når de skummer af sted for fuld tryk i det almindelig flodløb.

Jeg kommer op til  Diemelsøen og går langs den og når frem til Willingen. Her finder jeg i et af de første huse i byen et værelse hos et par ældre damer.

Den lige vej herfra og til Winterberg går så op over de over 800 m høje bjerge. Jeg får om morgenen en fyldig beskrivelse af turen op over. De to damer går ofte denne tur – om sommeren! De mener nu sagtens jeg kan klare det også her i det tidlige forår. De beskriver den skønne natur, som jeg ikke må gå glip af. 

Da jeg kom et stykke op måtte jeg sande at det ikke var sommer. Jeg måtte vade i tung tøsne til anklerne og kunne hverken finde vej eller sti. Der var ikke andet at gøre end at få kompasset frem og så sætte kursen direkte sydpå indtil jeg kom ud af skoven og kunne se ned i en dal med en lille by og en vej. Det var en hård tørn og det var en dejlig fornemmelse at komme ud af skovområdet og kaste blikket ned i dalen.

Nedturen var i strid modvind og med sneslud. Heldigvis lå der en dejlig lille cafe i tilknytning til bagerforretningen nede i den lille by, som i øvrigt hedder Küstelberg.

Jeg er fremme i Winterberg midt på eftermiddagen. Den oversprungne strækning er tilbagelagt og jeg finder frem til en bus til Berleburg, hvor vi  sluttede vores sommertur i 99.

Vandrehjemmet i Berleburg ligger oppe ved slottet, som en af de nærmeste naboer til Bennedikte og Richard. Det fandt jeg frem til og havde her en god og billig overnatning. Aftensmad på en flot kinesisk restaurant lige over for vandrehjemmet ved slotspladsen.

fra bad berleburg til runkel

Nu er vi fremme ved den 12.marts 2000 og det er søndag. Jeg begynder dagen med en tur hen forbi slottet i Berleburg. Der så ikke ud til at være nogen hjemme!

Så jeg startede sydover ned gennem det meget skovrige område. I den lille by Sassenhausen gjorde jeg pause i det lokale gasthaus. Her sad en del mænd i jægeragtigt tøj og ind kom én mere af slagsen med en kæmpe opsats fra en kronhjort. Den havde han lige fundet ude i skoven. En rigtig mandesøndagformiddagskomsammen. Jeg sidder i baggrunden og nyder dette lille stykke tyske nutidskultur, som man kun kan få berøring med ved at være der midt i det.

Jeg passerer Schloss Witgenstein , endnu ét af de gamle fyrstesæder, og når frem til Bad Laspe . Her indlogerer jeg mig på Hotel Witgensteiner Hof. Får lidt at spise og går ud og nyder søndag aften i den hyggelige by ved floden. Det gør mange af byens borgere også.

Næste dag går det videre sydpå til Dillenburg. Nu er jeg altså virkelig langt inde midt i Europa, midt i Tyskland. Turen går ad mindre landeveje op og ned ad mindre bjerge, gennem skovklædte område og så ind imellem gennem en landby med de obligatoriske krigsmindesmærker på den centrale plads ved siden af kirken.

Sidst på dagen forlader jeg den asfalterede vej for at skyde genvej ad en  vandresti, som er afmærket på mit kort. Kortet var bare ikke godt nok. Stien delte sig og det var umuligt at se i hvilken retning den rigtige vej gik. Pause. Skulle jeg gå tilbage til den sikre landevej. Nej, der kom et par damer gående imod mig.

Det var et par lokale folk og de kunne beskrive den rigtige vej for mig. Videre hen over den skovbeklædte højderyg, hen til højspændingledningerne og så følge dem ned ad bjegsiden til Manderbach!

Det lykkedes. En noget rarere tur end langs med landevejen med bilerne susende om ørerne.

Jeg havde sat næsen op efter at slutte dagens tur her men her var ikke nogen overnatningsmulighed og jeg måtte nøjes med at lade op til den videre færd med en øl i det lokale et værtshus  - og så på den igen.

Jeg nåede så Dillenburg ved 7 tiden om aftenen – godt træt og sulten – så det blev hotel zum Schwan – et godt, gammelt, lille, solidt, traditionelt byhotel i bindingsværk, centralt i byen.  .

Næste morgen måtte jeg allerførst have købt et tilstrækkeligt detailleret kort over de kommende strækninger. Jeg gik op ad hovedgaden og fandt en boghandel. Jeg nød også den gamle by med et middelalderslot liggende højt oppe på bjerget over byen. Her har sikkert resideret en af de mange fyrster.

I 1648, da der blev sluttet fred efter trediveårskrigen var det tyske område opdelt i ca. 300 større og mindre fyrstendømmer – her har garanteret eksisteret ét af dem..

Jeg fulgte Lahns biflod Dill, gjorde ophold i byen Herborn og nåede frem til Wetzlar hen under aften. Dejligt at kunne følge floderne – ingen stejle bakker.

 Cafeen ved den centrale busterminal var fyldt med mænd, der fik en fyraftensøl og en snak med vennerne. Jeg fik  informationer om hvordan jeg kom ud til vandrehjemmet og tog så bussen, eller rettere busserne herud, for der skulle skiftes undervejs – men jeg var blevet briefet godt henne i cafeen, så det gik nemt..

Et dejligt moderne vandrehjem med masser af mennesker. Dejlig aftensmad og minsandten om ikke de også havde bar.

På sådan et vandrehjem møder man altid spændende mennesker. Jeg blev indlogeret i et soverum sammen med 5 andre. Jeg kom i god snak med en af dem, en amerikaner på opdagelse i Europa. Vi tilbragte aftenen sammen i den hyggelige bar og udvekslede meninger om verdens almindelige tilstand..

Dagen efter gik turen videre langs Lahnfloden til Solms. Her drejede jeg  sydpå langs en biflod og kom til til Braunfels, en lille by domineret af det store højtbeliggende torneroseslot i baggrunden.

Nu gik det så videre over bakke og dal og gennem skove til landsbyen Hirschhausen, en lille landsby langt væk fra alfarvej, men med kirke, gasthaus og mindesten midt i byen. Jeg går ind og får min kaffe i det lokale gasthaus med glasmontre med de lokale idrætsforeningers trofæer samt  nogle gruppefotos fra de årlige lokale Kirmesfester – en lokal skik med baggrund i egnens kultur, hvor de fleste levede af et lille landbrug samtidig med at de arbejdede i de lokale jernmalmminer. Den ældre værtinde fortæller med vemod i stemmen, at der nu kun er 3 aktive smålandmænd tilbage og alle de små jernmalmminer er lukkede. Men engang var her fest og glade dage – nu er det kun en soveby. Det minder mig om situationen i mange danske landsbyer.

 

Jeg fortsætter frem mod lidt efter lidt mere civiliserede egne og når frem til landsbyen Kubach og indlogerer mig i Gasthof Kubacher Hof, et rigtigt, gammel tysk, familedrevet  sted, 3 generationer, med tilhørende landbrug.

Nu har jeg været undervejs i godt en uge i denne omgang og er ved at trænge til at komme hjem. Jeg stiler ned mod Lahnfloden igen og følger den gennem en meget snæver dal hvor der kun er plads til floden, jernbanen og så en vandre-og cykelsti. Jeg nyder de fredelige omgivelser og den storslåede natur.

Ved Aumenau krydser jeg floden og i den lille by kommer jeg forbi en lille grillbar, tydeligvis drevet af indvandrere. Her  går jeg ind og spiser en gang pølse med kartoffelsalat og får en god snak med den unge tyrkiske familie, som ved hjælp af denne lille forretning prøver at få fodfæste her i Europas hjerte. De er meget interesseret i at høre om hvilke erfaringer jeg har med tyrkiske indvandrere i Danmark. Et sådant sted oser langt væk af et familiesammenhold, som efterhånden er sjældent at opleve blandt danskere.

Et par smådrenge smutter rundt i lokalet og bedstefar kommer ind og får en slags kaffe ved bardisken. Da jeg har fået min portion, dækkes der bord til hele familien i baggrunden - og de hygger sig!

Nået frem til Runkel kontakter jeg fra en telefonboks Over Jerstal og får pejling på hvor jeg næste dag kan møde en af deres lastvogne.

Jeg skal finde rastepladsen Wetterau ved byen Bad Nauheim, så jeg tager toget til Giessen og videre herfra til Bad Nauheim. Jeg er nu ved at være fortrolig med de tyske jernbaner. Efter at have mødt fuldt-optaget meldinger på to hoteller finder jeg mig et værelse på hotel Bayerischer Hof – det klinger rimelig tysk – og jeg oplever virkelig at være opslugt af Tyskland her inde midt i landets hjerte.

Nu kiksede det. Den bil jeg skulle møde havde passeret stedet da jeg næste morgen stod på ratepladsen, i øvrigt kørt herop i mercedes sportsvogn af værten på hotellet – service!

Gode råd var dyre. Fra Over Jerstal fik jeg den melding at jeg skulle søge nordpå til rastepladsen Kirchheim ved Bad Hersfeld for at fange en anden lastvogn.

Da jeg gik lidt rundt på rastepladsen kontaktede jeg en chauffør i en tysk lastbil og han skulle til Braunsweig og ville gerne tage mig med. Det var jo fint for så kom vi forbi Westerlinde i Saltzgitter, hvor Spetra havde deres hotelforbindelse og skiftede chauffører på vognene. Jeg ringede tilbage til Over Jerstal og meddelte at jeg var på vej til Westerlinde. Her blev jeg så samlet op af en af de gul-grønne spetrabiler sidst på eftermiddagen og var hjemme i  Over Jertal sidst på aftenen. Her blev jeg hentet af min datter og svigersøn mens min kone passede deres drenge. Helt fint. Hjemme ved 01-tiden.

fra runkel til bruchsaal

Første maj 2000 tog jeg tilløb til næste etape. Tog fra Silkeborg til Vojens tyve minutter i seks om morgenen. Et kvarter over otte steg jeg ombord i Spetrabilen uden for banegården i Vojens og blev sat af igen i Giessen sidst på eftermiddagen. Så var det let at tage toget ud til Runkel. Overnatning her i et lille hyggeligt gasthaus og så var jeg klar om morgenen den 2.maj til at starte den videre færd til fods efter at have anskaffet et kort i målestok 1:50000 i det lokale supermarked.

Turen starter langs med Lahnfloden i den snævre dal med loreleylignende klippefremspring med krucefix på toppen. Jeg når frem til byen Vilmar og krydser her floden for at krydse over til Emsdalen gennem den lille 1000 år gamle by Weyer.

Videre langs Ems forbi Bad Camberg frem til endnu en gammel by, Walsdorf med rester af byporte og bymur fra middelalderen.

Her forlades Emsdalen og turen går igen op over højderyggen med retning mod Idstein. Et stykke af vejen følger jeg en nyanlagt landevej og her støder jeg så igen på et af disse små mindesmærker over bagsiden af nutidstrafikken. Et lille kors med et indlagt portræt af en ung mand, trafikdræbt her på sin motorcykel. Friske blomster anbragt ved siden af.

En kontrast til den middelalderverden,  jeg havde drømt mig tilbage til på turen gennem de gamle middelalderbyer.

Dagen efter fortsætter turen det første stykke langs ”Deutsche Fachwerkstrasse”, en afmærket bilrute, som fører igennem de smukke bindingsværksbyer i dette område. Jeg forlader dog hurtigt den trafikerede bilvej og stikker op over højderyggene med vidunderlige udsigter i det klare vejr og ned gennem dalene gennem små byer med deres krigsmindesmærke og deres vandtrug i nærheden af kirken midt i byen.

I Niedernhausen holder jeg pause midt i byen. En lille cafe og isbar med borde uden for på en lille platform. Her sidder jeg og nyder det dejlige solskinsvejr med en känchen kaffe og et bæger is. Støvlerne er afmonteret , luft til tæerne. En forbipasserende ældre dame kontakter mig og fortæller at hun og hendes mand dyrker vandring. Hun har hurtigt kunnet kategorisere mig som vandrer på grund af mit udstyr. Hun giver gode råd om vandring gennem det sydlige Tyskland.

Turen fortsætter nu ind under nogle kolossale, høje broer, som fører motorvejen tværs over dalen. To adskilte verdener. Jeg går hernede i et idyllisk landskab og højt deroppe suser moderne motortrafik af sted. På den anden side fører vandrevejen mig op i landskabet og pludselig har jeg et udblik tilbage ned over motorvejsbroerne og byen Niedernhausen i baggrunden. Her kan jeg konstatere at man er i gang med en kæmpe udbygning af motorvejen, der bliver simpelt hen bygget en ny bro ved siden af den gamle for at motorvejen kan blive 4-sporet i begge retninger. Der investeres godt nok meget i den biltrafik!

Jeg kommer ned i nogle smådale, gennem skovområder. Her løber mindre vandløb og der har tidligere ligget vandmøller på stribe. Et af stednavnene er  Auringer Mühle. Der ligger også et traktørsted her langt ude i landskabet langt fra alfar vej. Her møder jeg et ældre ægtepar, som har sat bilen og er ude at spadsere. Vi falder i snak og de fortæller om deres oplevelser under krigen. Hun var flygtning i Danmark. Først på Klyvermarken i København og senere i Oksbøl. Svære minder, men jeg sporer en sympati for Danmark.

Manden var krigsfange i Frankrig og kom først tilbage til sin hjemstavn her i 1948. De er midt i 70’erne og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at om ganske få år findes der ikke længere folk, som oplevede 2. verdenskrig på egen krop.

Sidst på dagen er jeg fremme i Igstadt og traver byen rundt for at konstatere, at der ikke er nogen overnatningsmulighed her. Undervejs bliver jeg holdt an af en familie, som fortæller mig, at de så mig tidligere på dagen i Niedernhausen. De mente godt nok, at jeg gik temmelig langt. Jeg kunne berolige dem med, at jeg såmænd ikke skulle længere end til Rom!

 

Jeg valgte at parallelforskyde ruten lidt mod vest, tog bussen ind til Wiesbaden og fandt billigt og godt natlogi på vandrehjemmet.

Om aftenen gik jeg en tur i centrum og dumpede ind på en restaurant drevet af en flygtningefamilie fra Kroatien. Der var en anden kroatisk familie på besøg og på et tidspunkt kom vi i snak og de var meget interesseret i at høre om mine erfaringer med kroatiske flygtninge gennem  mit arbejde som skoleinspektør i Silkeborg. Jeg havnede i det kroatiske selskab med kaffe og snaps på husets regning.

Fredag den 4. maj om formiddagen sidder jeg så ved bredden af Rhinen og betragter den livlige flodtrafik. Det er der også andre, der gør. Her er åbenbart samlingssted for arbejdsfrie mænd med øl og cigaretter.

Jeg går gennem byområdet så tæt på floden som muligt og krydser over broen til Mainz.

Nu krydser jeg grænsen mellem barbarernes område og det gamle romerrige. Hertil strakte romerriget sig og her havde man de evige grænsefægtninger med de vilde nordboer, som det aldrig lykkedes romerne at kue.

Her krydser jeg også abbed Nicolaus’ fodspor. Mainz er én af de lokaliteter, som han opholder sig ved i sin rejsebeskrivelse fra slutningen af 1100-tallet.  Jeg må lige ind i domkirken og dvæle lidt sammen med ham. I et mosaikvindue er samtlige biskopper repræsentret med et våbenskjold. I 1100 tallet var biskoppen her også en betydelig verdslig fyrste.

Jeg konstaterer, at den biskop, som Nicolaus mødte, havde et flot våbenskjold.

Jeg fortsætter langs med Rhinen, nu på vestbredden ned forbi bifloden Mains udmunding, Her drejer flodtrafikken ind mod Frankfurt og her kommer flodpramme ud i Rhinen, de fleste svinger mod nord med kurs ud mod Holland.

Her fornemmer man også tydeligt den store internationale lufthavn i Frankfurt – masser af lavtgående fly.    

Lidt længere sydpå krydser jeg Rhinen over en motorvejsbro! Jeg var faktisk spændt på om det kunne lade sig gøre. Men her var altså en motorvejsstrækning med en nydelig gang- og cykelsti!

Videre langs Rhinen, nu på østsiden og frem til Ginsheim, hvor jeg indlogerede mig på det flotte hotel Rheinischer Hof. Det var lidt dyrt, men flot og behageligt, i sådan lidt antik stil – et gammelt familieforetagende.    

Nu går turen sydpå gennem det flade, ret kedelige landskab på østsiden af Rhinen. Det meste af turen forgår på stier på dæmningen langs floden. Her vrimler det med vilde kaniner og i luften er der hele tiden fly på vej til og fra lufthavnen i Frankfurt. Ved Kornsand  tager jeg en afstikker helt ned til flodbredden med en af de typiske rhinfærger – ikke noget færgeleje, vejen fortsætter ned i floden og færgen går op mod strømmen og stikker sin dertil indrettede flade ende – ens i begge ender – ind på asfalten og vupti kan bilerne køre til og fra færgen. Der sejles i konstant fart frem og tilbage. Jeg Når frem til byen Gernsheim, der ligger lige ved flodbredden med flodhavn og værft.

Så går min vej bort fra Rhinen ind mod den  berømte ”Bergstrasse”, som følger kanten af  Odenwaldbjergene ned mod Heidelberg ved Neckarfloden. Det første stykke går stadig igennem ensformige flade landskaber indtil jeg kommer over til Heppenheim ved ”Bergstrasse”.

Her er der på denne lørdag stor bilmarkedsdag. Hele gågadeområdet er spækket med lækre nye biler af alle mærker og sælgerne deler brochurer ud og er klar til en salgssnak og en prøvetur. Jeg dvæler lidt i denne markedsstemning , det er den 6. maj og vejret tillader en fadøl på en fortovsrestaurant. Næste overnatning  er i Weinheim, lidt nord for Heidelberg – på vandrehjem og et dejligt aftensmåltid på en græsk restaurant.

Om søndagen når jeg så frem til Heidelberg. Jeg følger ”Bergstrasse”, hvor trafikken på sådan en søndag ikke er så voldsom og er domineret af motionscyklister i meget professionelt outfit. Det er i øvrigt et ret udbredt fænomen hele vejen ned gennem Europa – i weekenden er de små landeveje spækket med disse farverige, svedende, foroverbøjede skikkelser i små grupper.

Mange steder langs vejen er der boder med friske asparges, Spargel. Det er højsæson.

Efter at have fundet vandrehjemmet i Heidelberg og fået et bad tager jeg bussen ind til centrum og nyder den gamle bykerne med den gamle bro over floden og det gamle kejserslot oppe på bjergskråningen i baggrunden – et rimelig romantisk sted – hvordan er det nu: I Heidelberg – der tabte jeg mit hjerte – det kan jeg godt se at man kan. Det vrimler med smukke unge mennesker af begge køn, studenter ved byens mange læreanstalter. Turister er der også, vi nærmer os turistsæssonen.

Stadig dejlig forårsvejr og dagens hovedmåltid indtagtes på fortovsrestaurant for enden af broen.

Nu er det så mandag den 8.maj og jeg vover mig lidt op i det lave bjergland til Wiesloch og videre til Östringen.

Motorvej E35 løber nogle få km vestpå og tirsdag formiddag aftales via mobilen med Spetra, at jeg stiler mod rastepladsen ved Bruchsal. Her er jeg fremme ved halv to tiden og allerede kl. to er jeg ombord i en lastvogn for nordgående. Det går ikke helt smertefrit. Ved Göttingen sidder vi et par timer i en Stau, men vi er fremme i Over Jerstal ved 2 tiden om natten.

Jeg overnatter i chaufførkælderen og er hjemme i Silkeborg næste dag lidt før middag.

fra bruchsaal til schaffhausen

 

Den 1. august 2000 Starter jeg ud igen. Jeg ankom til Spetra i Over Jerstal efter togtur fra Silkeborg til Vojens. De sidste 7 km ud til Over Jerstal foregik til fods. Jeg kunne jo lige så godt varme op.

Så gik turen  i førerhuset til rasteplads Alsbach ved A5 nord for Bensheim. Ankom ved midnatstid og tilbragte så nattetimerne i rastepladsens cafeteria. Godt 5 om morgenen tog jeg så en af de der mærkelige ture bagud af en motorvejsrasteplads ad ganske små grusveje og kom på den måde ned til banen og tog det første morgentog over Heidelberg til Bretten for herfra at fortsætte til fods.

Mit dagsmål denne 2.august var Pforzheim. En rigtig augustregnvejsdag! Jeg storkede af sted ad de små landeveje gennem et landskab, der til forveksling lignede mange af dem jeg tidligere havde tilbagelagt i det store Tyskland. Ret ensformig og så øsende regnvejr!  En halv snes kilometer før Pforzheim standsede en ung mand i en varevogn og spurgte om jeg da ikke ville med op at køre ind til Pforzheim. Her må jeg indrømme, at jeg gennemblødt og træt ikke kunne modstå tilbudet. Men hvad, jeg havde jo så tit gået nogle ekstra strækninger bl.a. i går morges de sidste kilometer frem til Spetra.

Den unge flinke mand belærte mig i øvrigt om at godt nok hed delstaten her Baden-Würthemberg, men - tag ikke fejl – der er Baden og så er der Würthemberg – to helt forskellige lande! Han beskrev for mig, hvordan jeg kunne få syn for sagen i moseområdet ved Schwenningen. Derom senere.

Vandrehjemmet i Pforzheim var fuldt belagt.  August er feriesæson i dette område. Jeg måtte tage til tåls med et usselt værelse, som udlejedes i et tyrkisk pizzeria. Det var alt for dyrt, men jeg var træt og orkede ikke at gå videre i dag. Jeg havde jo ikke rigtig fået nogen søvn sidste nat.

Der var til min overraskelse ingen morgenmad – og jeg skulle betale med det samme, da jeg ankom.

Trods alt godt udsovet fortsatte turen næste morgen sydpå langs Nagoldfloden frem til Calw. På tom mave!

Hele dagen følger jeg floddalen, meget behageligt ad afmærket cykelvej.

I en lille by, Unterreichenbach, besøger jeg det lille lokale Gasthaus. Det drives af en ældre enke og jeg får en lille kande kaffe og to stykker brød med marmelade og føler mig næsten hjemme – dejligt.

Her langs floden er der mange hejrer. En meget flot fugl, når den på sine store vinger svæver hen over floden. Og en tålmodig fisker. Den stiller sig stilsikker på de steder med lavt vand og passende strømforhold, hvor der er fisk – og venter. Den ligner en udstoppet fugl – den kan stå bomstille i timevis og vente til det rette øjeblik – og så hugge til.

I Calw oplever jeg igen én af disse gamle bykerner med en gammel stenbro over floden. Her er der midt på broen et lille kapel. Jo, jeg er i katolsk område.

Næste dag prøver jeg at følge Ngoldfloden længere sydpå. Den slår imidlertid nogle vældige sving og jeg vover mig ud på forsøg på genveje. Det fører mig imidlertid temmelig langt uden for alfarvej og op i de store skove. På et tidspunkt hører stien , jeg har valgt simpelt hen op og mit kort er ikke detaljeret nok til at jeg kan orientere mig, jeg er et andet sted end jeg regnede med. Så er der kun kompasset  og lyden fra jernbane og landevej at gå efter. Det lykkes at komme ud af skovområdet med dejlig udsigt frem mod en lille by. Det er Emmingen og så kan jeg igen orientere mig efter kortet

Byen Nagold nås og her holder jeg så en tiltrængt pause på en fortovscafe med en gemüsetopf og en øl. Så er jeg klar til den videre færd. Nu forlades Nagolddalen endegyldigt og jeg skal tværs op over for at komme ned i Neckardalen igen ved Horb. Det bliver regnvejr og det er ved at blive træls.

I en lille by, Bildeschingen er der et gasthaus – men de har ferielukket, -besynderligt , her i feriesæsonen! – nå! Jeg mosler videre i det våde vejr, når frem til Horb og har meget svært ved at finde et overnatningssted. Endelig lykkes det! Jeg bliver indlogeret oppe i kvisten af det gamle Gasthaus ”Schiffer”,og går ned for at spise. Nu er mutter imidlertid kommet hjem og hun må desværre konstatere, at det værelse, som manden havde anbragt mig i er udlovet til at brudepar! – så de har desværre ikke plads til mig. Fatter føler sig imidlertid forpligtet og kører mig op i bjergene uden for byen til et sted, der hedder Forellenhotel Waldeck i Isenberg. Et udmærket sted, selv om jeg ikke skal fiske foreller!

Så er det lørdag og jeg fortsætter tværs op over det skovbjergland, som jeg havnede i, kommer forbi et stort stenbrud og lander nede ved Neckarfloden i Fischingen. Så er jeg på rette spor igen – og træt af bjergskovture!

Nu følger jeg floddalen gennem Sulz , forbi Oberndorf  og ender i en lille by Epfendorf. Her finder jeg et værelse hos en enlig ældre herre, som godt nok lige skal se mig lidt an inden han tør tage imod sådan en mærkelig eksistens, der kommer til fods.

Bad foregår i hans badeværelse mod beskeden ekstrabetaling og han forklarer mig hvor jeg finder et lille pizzeria lidt længere oppe i landsbyen.

Ferielukket – så det blev ikke til aftensmad den dag. Heldigvis har jeg stadig et lille lager af Baunty’s!

Morgenmad i hans stue. Den er ret specielt udstyret med diverse farvestrålende gruppe billeder, bannere og dukker, udklædt i spraglede dragter. Han fortæller mig stolt, at han er byens ”Obernarr”. Hvad det helt konkret betyder fattede jeg ikke helt, men dog så meget at der holdes nogle årlige fester, hvor man følger forskellige gamle ritualer – noget der er typisk for denne egn. Feststedet er en ”Narrenschupf” – en mærkelig rund træbygning. Det må jeg ved lejlighed have undersøgt nærmere. Jeg kommer på min videre færd gennem egnen forbi flere af disse bygninger.

Nu følger jeg den ”unge” Neckar ned mod Rottweil. Jeg passerer borgruinen Hohenstein placeret højt oppe over floddalen og lidt senere en kolossal højbro over dalen – det er motorvejen.

Så er jeg i Rottweil – mon det er her hunderacen stammer fra? Jeg tøffer lidt rundt i byen, som har minder fra romertiden. Jeg er jo nu i de nordlige provinser af Romerriget.

Da jeg skal forlade byen sætter det i med øsregnvejr. Jeg beslutter mig til et kompromis – tager toget frem til Schwenningen.

Nu er vejret godt igen og det var jo her, jeg skulle ud i det historiske moseområde og opleve grænsen mellem Baden og Würtemberg, sådan som den var i sin tid, da det faktisk var to hinanden bekrigende fyrstedømmer.

Så jeg kompenserer for togturen med et svinkeærinde ud igennem det meget spændende område med de gamle grænsepæle.

Så når jeg frem til Bad Dürrheim, en rigtig ferieby, der lever op til betegnelsen Bad – en kurby, præget af mange pensionater og kursteder, som ikke alle ser lige billige ud. Jeg finder imidlertid Hotel Garni – det navn borger altid for enkelhed, kvalitet og billige priser – fint. Og så går jeg ud og nyder denne sensommer søndag aften i kurbyen , skønne cafeer!

Nu går turen ned mod Donau, som jeg rammer i Geisingen. Nu kan jeg ude i det fjerne skimte de forreste alper.

I en lille by ved navn Baldingen, delt i Unter-Baldingen og Ober-Baldingen møder jeg et fænomen, der hedder Taufbäume. Langs med vejen er der plantet et træ for hver nyfødt i byen med navn og fødsels- og dådsdato på en lille plade. En sjov skik. Hver nyfødt borger sit eget træ med navn på, som man hele livet kan vende tilbage til!

I Geisingen går mit fotografiapparat i udu! Ærgerligt!

Langs Donaus biflod Altrach  når jeg frem til Blumberg og slår mig ned for natten her i Hotel Krone. I en lille fotoforretning får jeg filmen taget ud og man må konstatere, at apparatet ikke lader sig reparere. Jeg køber så et engangskamera – billede må jeg have – også i morgen. Der er gået et par stykker tabt fra strækningen fra Rottweil og hertil! Øv!

 

Så er jeg så småt i gang med Alperne! Jeg går tværs op igennem et skønt landskab – nu lidt anderledes i forhold til de tidligere bjergområder. Alting er større i landskabet. Jeg rammer den Schweiziske grænse oppe i skovene ved Neuhaus am Randen. Grænsen er skam markeret med grænsebom og behørige skilte. Bl.a. ét der formaner én om, at der skam kræves pas for at passere her! Meget hyggeligt – jeg mærker lige efter om det er på sin plads. OK!

Jeg kommer ned til den første lille  schweiziske by Bargen. Og så går det op for mig, at jeg er kommet til Schweiz!  Jeg aflægger besøg i en cafe ved en servicestation og her er alting simpelt hen dobbelt så dyrt, som i Tyskland!

Det må jeg så vænne mig til.

Nu følger jeg kanten af Durachdalen ned mod Merishausen og videre til Schaffhausen.

Jeg har haft forbindelse med Over Jerstal og aftalt, at jeg lige slår på tråden igen når jeg står i Schaffhausen. Det gør jeg så og jeg får at vide, at min hjemtransport vil foregå fra Donau-Eschingen – hvornår kan jeg være der?

Det får jeg hurtigt styr på og melder tilbage. Fra Banegården i Donau-Eschingen tager jeg en taxa ud til det Alta centrallager, hvor lastbilen for nordgående venter på mig. Chaufføren skal holde sovepause ved Stuttgart. Her bliver jeg sat over i en ny spetrabil med en udsovet chauffør, som er klar til at køre til Danmark. Fremme i Over Jerstal tidligt om morgenen. Chaufføren kører mig til toget i Over Jerstal og jeg er hjemme midt formiddag.

fra arth-goldau til bellinzona

Tirsdag den 26.september 2000 går det løs igen. Jeg har fået besked fra Spetra, at jeg kan møde en af deres vogne i Padborg..

Jeg er fremme i Padborg med tog kl. 11 og straks da jeg går op ad gaden får jeg øje på den  rigtige lastvogn. Det er denne gang én af de private vognmænd, som kører for Spetra. Han skal til Lichtenstein med kødaffald, der skal laves til hundemad.

Jeg vælger at tage hele turen med og bliver sat af i den østrigske by Feldheim på grænsen til Lichtenstein. Herfra er gode togforbindelser og jeg har besluttet mig til at starte denne tur ved Vierwaldstättersøen for at kunne nå over St.Gottard på denne tur. Det betyder at jeg i denne omgang springer over strækningen fra Schaffhausen til Goldau. Den strækning tager jeg så næste gang.

Jeg tager i første omgang toget fra Feldheim gennem Lichtenstein og videre til St.Gallen i Schweiz. Her overnatter jeg på et lille hotel. Jeg har lært at gå efter Garni-hoteller og finder også her et lille pænt og billigt hotel i denne kategori. Næste morgen tager jeg så toget videre til Goldau og er fremme ved banegården her lidt før middag.

Nu starter så turen gennem alpelandet Schweiz efter at jeg har fundet et rimeligt kort i banegårdskiosken. Den første strækning er tværs over til Lauerz ved Lauerzer See. Turen går gennem et skov og engområde med udsigt til bjerge til alle sider og i ørerne den evige kling-klang af kobjælder.

Så følger jeg søens bred frem til Seewen og drejer så skarpt mod syd og følger de små veje oppe på bjergsiden med udsigt ned over dalen og over mod de høje bjerge i baggrunden. Et utroligt smukt syn i det høje eftersommer solskinsvejr. Jeg når frem til Brunnen og nyder den obligatoriske cappuccino med jägermeister i solen ved Vierwaldstättersøens bred.

Videre går det så langs søens bred sydpå mod Sisikon. Jeg følger stadig de små veje højt oppe på bjergsiden med flotte udsigter ud over søen. Frokosten er gratis her idet det vrimler med valnøddetræer med modne nedfaldne nødder, som er lige til at spise. Jeg nærmer mig Sisikon ved 18 tiden. Den lille by ligger langt under mig , klemt inde mellem bjergsiderne ved søbredden. Jeg forbereder mig på ”den store nedtur” og kommer ned gennem en gård. Alle marker er næsten lodrette og en flok køer klatrer rund og græsser til bjældelyden. De har godt nok en god udsigt. Folkene er med deres til ”lodrette” marker specialbyggede traktorer og redskaber i gang med at bjerge hø.

Jeg befinder mig nu i hjertet af det neutrale Schweiz, inde midt i Genossenschaftområdet, de fire skovstater, med de store frihedstraditoner – og det er afstemningsdag hjemme i Danmark. Vi skal sige ja eller nej til Euro’en.

 

Jeg kommer i snak med høstfolkene og da de erfarer, at jeg er fra Danmark får jeg virkelig den schweiziske folkesjæl at føle! De er meget optaget af afstemningen i Danmark og er meget harme over de danske pro-euro- politikere, som de aftenen før i TV hørte sige, at Schweiz nassede på EU!

Jeg når ned til Sisikon og indlogerer mig på hotel Stern, et lille hyggeligt sted. Om aftenen får jeg lejlighed til at følge det schweiziske fjernsyns reportage om afstemningen i Danmark. Schweizerne ønsker tillykke!

 

Næste morgen går det så videre langs Vierwaldstättersøen ned mod Flüelen.

Jeg går nu helt nede ved søens bred. Her er trafikken virkelig klistret op ad bjergsiden. Landevej og jernbane går gennem utallige tunneller. Motorvejen er forvist til modsatte side af søen. Nu er jeg i Wilhelm Tells land, kommer forbi Tell Kapelle og Tellplatte og er fremme i Flüelen lidt før middag.

Her står en meget kraftig vind ned gennem Reussdalen og ud over søen. Det må være en såkaldt føhnvind.

Nu går jeg så forbi Tell-byen Altdorf og ind i Reussdalen op mod St.Gottard-passet. Det første stykke går jeg på diget som holder flodens lidt viltre vandmasser behørigt på plads. Ved Attinghausen ligger der så en hyggelig lille restaurant og det er frokost tid så….

Reussdalen bliver hurtigt snævrere og den skal rumme både motorvej, jernbane og landevej som søger ind mod St. Gottard, så en stor del af turen forgår ved siden af motorvejen med de mange biler.

Jeg når frem til Amsteg, som ligger klemt godt inde mellem de høje bjergsider, hvor en biflod til Reuss kommer ud fra en sidedal. Her ligger det gamle adstadige hotel Stern und Post. Her har mange rejsende på vej til og fra passet overnattet i tidens løb. Jeg får et lille værelse med en dejlig udsigt ned over den lille bys centrum med bl.a. den karakteristiske kirke med højt slank spir. Nu er det gode vejr desværre forbi. Det er gråt og trist regnvejr. Gid det bliver bedre i morgen!

Og det gjorde det så ikke!

Turen fortsætter i øsregnvejr og gennem dalen som bliver smallere og smallere. Jeg vælger nu at søge op i højderne på mindre stier for at komme lidt på afstand af motorvejstrafikken.

Det er godt nok hårdt og jeg må have skaret mig et par vandrestave, men herligt er det jo pludselig at dukke op gennem frugthaven til en lille gård her oppe på dalsiden og blive hilst velkommen af  Schweizere af den lidt ældre generation. De unge bor ikke heroppe. Der er en lang og besværlig vej ned.

Jeg kommer ad bagvejen ind i den lille landsby Gurtnellendorf, Kirke og kro over for hinanden. Jeg vælger kroen denne lørdag formiddag. Lille skænkestue fyldt med lokale folk ivrigt parlamenterende på det mærkværdig uforståelige lokale sprog, som for mig minder lidt om hollandsk.

Det er stadig regnvejr og jeg søger nu ned i bunden af dalen igen og over til modsatte bjergside. Jeg går gennem tunneler og over broer. På et tidspunkt slår en kvie med bjælde følge med mig. Den følger mig noget der ligner et par kilometer. Jeg kan ikke stille noget op, men mon ikke det er normalt. Den finder vel selv hjem igen eller ejerne lokaliserer den ved hjælp af bjældeklang.

På et tidspunkt havner jeg ude i No-where. Stien hører op og jeg står i bunden af dalen i et engområde og kan kigge op til kirken i Wassen.

Jeg må ud at være terrængående, gennem engen op ad baneskråningen ,over hegnet, og så det værste, krydse det meget befærdede dobbeltsporede elektriske banelegeme. Det lykkes og gennem en lagerplads kommer jeg så ud på noget der ligner en offentlig vej igen og finder de gule vandrevejsskilte, som viser vej mod Göschenen. På en lille strækning her inden det igen går op på bjergsiden følger jeg motorvejen. Jeg kommer faktisk hurtigere frem end bilerne! Her starter køen foran St.Gottard tunnellen.

Ved 15-tiden er jeg fremme i Göschenen og går forbi jernbane terrænet og mindes dengang i 1959, da jeg første gang var på vej til Italien. Her kørte vi bussen op på toget og blev sammen med den transporteret gennem jernbanetunnellen til Airolo på sydsiden af passet.

Egentlig ville jeg gerne overnatter her, men hotellerne var optaget af militær! Jeg oplevede her meget konkret hvor meget militæret egentlig fylder i Schweiz, især her inde i det centrale område.

I skænkestuen på et af de små hoteller fik jeg min jägermeister og en snak med en altervinssælger fra Luzern! Hyggelig fyr med tyrolerhat på rejse rundt til kundekredsen af faste vinaftagere i de katolske kirker.

 

Så forvildede jeg mig ad vandrestier ind i en sidedal op mod Göscheneralpsee. En meget skøn tur i dette bjergområde, men i øsregnvejr. Efter en 5-6 km blev jeg klar over, at jeg var på afveje og vendte tilbage til Göschenen. En ekstra tur på godt 10 km! OK! En god naturoplevelse i denne spændende sidedal.

Nu fulgte jeg så bilvejen op mod Andermatt. Her lige før Andermatt passerer jeg den meget smalle ufremkommelig slugt, hvor Reussfloden fossen ned mellem de lodrette bjergsider. Her passeres slugten af Djævlebroen – Teufelsbrücke . Øverst den moderne vejbro til biler, der forsvinder ind gennem et hul i bjergvæggen – en bil tunnel. Neden under en ældre bro. Her op til smyger den mindre, gamle vej sig langs fjeldsiden, den gamle postvogns- og mulddyrvej.

Dette sted har alle dage været meget vanskelig passabel. Her ligger nu et lille traktørsted og lidt længere nede bagved er der et stort anlagt mindesmærke for et slag, som stod her på broen mellem russere og franskmænd.

Det regner, jeg går ind i traktørstedet og får min kaffe samt bliver nogenlunde tør.

Så går det sidste stykke op til Andermatt, gennem et gammelt hul i bjerget, Unterloch og er så oppe på plateauet ved Andermatt. Gasthaus Altkirch ved den gamle kirke i den forreste del af byen. Lukket!

Nå! Jeg går dyngvåd til bagdøren, ind i køkkenet og møder værten i færd med at tilberede den store festmiddag. Der er lukket fordi der skal fejres 40-årss fødselsdag om aftenen.

Jeg bliver imidlertid budt velkommen, Får et værekse anvist og et tilbud om at få tørret mit tøj i tørretumler. Alle tiders.

Om aftenen sidder jeg i restauranten og nyder fra baggrunden den festlig fødselsdagsfest med hele den lokale kolorit. Det hele starter med et 20-mands mæssingblæserorkester i lederhosen ude foran hotellet, og fortsætter med stort mandskor inde i salen. Rigtig alpemusik og -sang.

Så blev det den 1.oktober og sidste dag, hvor faciliteterne oppe i passet er åbent. Også sidste dag hvor busforbindelsen nede fra Airolo og op i passet kører. Jeg synes det er rart at have denne sikkerhedsventil, hvis jeg skulle være helt færdig, når jeg når op i passet.

 

Dagen starter i nogenlunde vejr og jeg når over plateauet frem til Hospental. Så begynder opstigningen – og regnen! Det øsregner og jeg kæmper mig op ad de gamle muldyrveje. En gang imellem krydser jeg bilvejen op til passet, men det er meget spændende at følge de gamle stier over gamle broer. Her kan jeg forestille mig postvognen med ottespand rumle over og for fuld kraft under voldsomme piskesmæld forcere den næste stejle stigning.

Ved Mätteli, ca halvvejs oppe kommer jeg forbi et velplaceret traktørsted. Ind at nyde en øl og blive en smule tør inde i varmen. Der er ikke stor søgning på denne årstid i dette møgvejr – jeg har det hele for mig selv og kan brede mine våde ting ud.

Ud i regnen igen og det sidste stykke op til passet foregår nærmest i en bæk, idet regnvandet samles for at løbe ned ad den stenede muldyrsti. Når stien krydser et af de mindre, rigtige vandløb må jeg balancere gennem fossende vandmasser på våde glatte sten og alligevel gå i vand til anklerne. Heldigvis er mine vandrestøvler godt imprægnerede, så jeg undgår våde fødder – men ellers er alt vådt.

Kl. halv to er jeg fremme ved passet! Der holder en af de gule postbusser, som kører ned til Airole. Den sidste afgang er kl. 15 – men lad os nu se – jeg er ikke overvældende træt men våd og frysende. Ind i varmen og de har heldigvis dejlig varm minestrone. Jeg indtager to store portioner, får en øl og en kande kaffe.

Klokken tre er jeg frisk igen og lader bussen køre uden mig. Jeg belaver mig på nedturen til Airolo, følgende den ældre bilvej, som stiger ned via serier af skarpe hårnålesving.

Jeg får følgeskab af en schweizisk familie, far, mor, datter og søn, som er på vandretur fra Göschenen til Bellinzona. Det er stadig regnvejr, men nu har jeg vænnet mig til det – og nyder det egentlig i dette storslåede bjerglandskab.

Manden gør mig opmærksom på nogle store betonanlæg ovre i bjegsiden. Masser af militærbiler i området. Han forklarer, at dette anlæg blev etableret i slutningen af 30’erne for at sikre Schweizisk administration og infrastruktur mod et eventuelt tysk forsøg på at besætte området. Hertil kunne man trække sig tilbage og overleve i sikkerhed. Hitler vovede aldrig pelsen.

Igen et udslag af dette områdes store frihedsvilje – og den er stadig levende. Schweiz er rustet til tænderne. Jeg møder masser af militærkøretøjer kommer forbi områder med militærøvelser og oppe i Andermatt var der en stor kasserne med masser af materiel ved siden af mit hotel.

Sjovt at stå oppe oven over Airolo og kigge ned på indgangene til henholdsvis jernbanetunnel og motorvejstunnel!

Nede i Airolo må jeg så erfare at jeg nu er kommet til italiensk kulturområde. Folk taler italiensk og husene ser mere italiensk end tysk ud.

Jeg finder et hus, som skilter med et udlejningsværelse, får fundet vej bag om huset og ind gennem en slags bagdør. Her tales kun italiensk men vi får aftalt en billig pris for en overnatning og jeg får anvist, hvor jeg kan tage et bad.

Så går jeg op i byen og finder en lille lækker italiensk restaurant.

Nu er jeg så syd for højalperne og nede i Ticino-dalen. Jeg vil nu stort set følge Ticino-floden ned til Bellinzona. Dalen er en af hovedtrafikårerne for såvel jernbane som motorvej og almindelig vej ned gennem den sydlige del af Schweiz til Italien.

Kommet vel ud af Airolo vælger jeg den stiafmærkning, der hedder ”Strada alta” – den høje vej – og jeg skal love for at det går opad! Jeg kommer højt op ad bjergskråningen på den nordlige side af floddalen. Stierne er meget stejle og jeg må igen skære mig et par solide vandrestave.

Heroppe følger jeg så en strækning ad en lille asfalteret vej, som kommer igennem nogle små landsbyer, hvor tiden står stille. De ser ud som de altid har set ud.

Jeg bliver stadig gennemblødt af regn, men nu dog kun som byger. Godt våd og sulten kommer jeg ind i en lille by Quinto. I midten kirke og Osteria. Jeg finder ind i denne gamle kro, ikke meget liv. Jeg må helt frem til køkkenet, hvor et ældre ægtepar sidder og spiser – værtsfolkene.

Jeg spørger om jeg kan få lidt at spise. Det kan jeg sagtens, men der er kun én ret på menuen, den de selv sidder og spiser. Jeg sætter mig ind i den gamle krostue med flotte gamle træpaneler – ja alt inventar er fra før. På skænken står et stort flot gammelt kasseapparat med håndsving.

Jeg får serveret en ret – som jeg simpelt hen ikke ved hvad er – min tanke går på boghvede eller noget lignende og så en slags kødbolle, men ikke bare af kød, der er puttet noget andet i ligesom da vor mor drøjede frikadellerne med gryn og mel.

Hyggeligt er det, jeg føler mig nærmest som privat gæst. Kan ikke forstå ret meget af, hvad de siger til mig. De taler kun dialekt – den ligner mest italiensk, men jeg genkender ikke mange af udtrykkene – og andre sprog forstår de ikke et ord af. Så vi klarer os stort set med tegnsprog.

En sjov oplevelse at finde sådan et lille sted heroppe på bjergsiden, hvor tiden er gået i stå – og lige nedenfor i floddalen- den buldrende nutid med hurtigtog og motorvejstrafik.

Jeg går videre og nyder nu da regnen efterhånden er hørt op den skønne udsigt ned over Ticinodalen.

Efter et stykke tid tager jeg turen ned i bunden af dalen og får nogle flotte panoramaer med flere generationer af veje og jernbaner banket ned i den snævre dal i flere lag op at dalens sider, for dalbunden giver mange steder kun plads til floden. Jeg kommer forbi en hel del vandkraftværker som udnytter de hidsigt strømmende vandmasser.

Jeg kommer igennem byen Faido. Midt i byen ligger et lille hotel, Jeg går derind. Det ser meget forsømt ud og bag i lokalet sidder en gammel invalid mand bag et lille bord. Han er ”receptionist” og ”tjener” – og vel også vært.

Gå kan han kun meget meget besvær – desværre har han lige lejet de sidste værelser ud til en tysk familie med to børn. Jeg får ham dog til at finde en øl til mig og får en lille snak med den heldige familie. De er egentlig amerikanere, men bor for tiden i Bonn. Man møder mange forskellige folk.

Lidt længere nede i Dalen ligger en lille campingplads ved byen Chiggiogna. De har en lille fløj med værelser og her slår jeg mig så ned.

Der er også en lille restaurant- samt bageri med anerkendende diplomer på væggene – samme konstellation af gæstgiveri og bageri samt 3 generationer som oppe i Klein Dannewerk.

Næste dag er det så blevet den 3. oktober 2000 og jeg starter ud i rimeligt vejr. Jeg følger landevejen, som går lidt op og ned og ud og ind for at finde sin vej igennem den snævre dal, mange serpentinersving.

Pludselig er jeg omgivet af militærstillinger – vejspærringer og maskingeværreder, der kan bestryge en vejstrækning.

Jeg tillader mig at henvende mig til én af de kamouflageklædte krigere for at få et indtryk af hvad der forgår.

Det er såmænd bare en rutineøvelse. Jo – de schweizere er forberedt på det værste – ingen skal kunne komme her og tro de kan få magt over noget som helst.

Jeg er fremme i Biasca ved to-tiden og nu er dalen så småt ved at brede sig ud.

Jeg tager kontakt via mobilen til Over Jerstal og vil blive ringet op senere på dagen , når de har en hjemtransport klar.

 Efter en god pause fortsætter jeg langs floden ned mod Bellinzona.

Lidt før Bellinzona ringer mobilen og jeg får at vide at jeg næste morgen kan stå på en transport på rastepladsen Bellinzona Nord. Her kommer en lastvogn, som skal til Milano. Det er godt nok i modsat retning, men på et eller andet tidspunkt finder bilen hjem til Danmark og jeg får et lille italiensbesøg i tilgift – tid har jeg jo nok af.

Jeg finder væk fra floden og op til en lille landsby. Herfra tager jeg bussen det sidst kedelige stykke ind i Bellinzona centrum. På oplysningstavlen uden for banegården finde jeg et Garni-hotel. Der går jeg hen. Hyggeligt lille værelse til en billig pris.

Om morgenen den 4. oktober gik jeg så over til motorvejsrastepladsen Bellinzona Nord og blev kort efter samlet op af den sydgående blå volvo trucker. Turen gik til Milano med mobiltelefoner og videre til Alba sydvest for Torino for at hente  Ferrero chokolade med hjem til Danmark.

Hjemme i Padborg ved aftenstide den 6. oktober efter denne lille italiensudflugt. DSB befordrede mig til Silkeborg. Ankomst 21.30.

fra schaffhausen til arth-goldau

 

 

 

Nu er det blevet forår 2001. Helt præcis den 20.marts. Forår i luften og jeg er klar til en ny etape. Først skal jeg lige have klaret den manglende strækning fra Sshaffhausen og ind til Goldau.

 

Vi lægger ud fra Over Jerstal ved 5 tiden om eftermiddagen her tirsdag den 20. marts og jeg er fremme i Schaffhausen onsdag aften efter en togtur fra Offenburg i Sydtyskland. Igen problemer med at finde et ledigt værelse men igen en flink receptionist, som vis telefonen finder et ledigt værelse og rekvirerer en taxa til den trætte mand. Jeg havner på hotel Park Villa – et flot og lidt dyrt sted- men jeg tillader mig at nyde det.

Om morgenen torsdag den 22.marts går turen så ned forbi Rhinvandfaldet ved Schaffhausen. Her dvæler jeg en stund for at suge indtrykkene af dette overvældende sted til mig. Jeg har ved en tidligere lejlighed besøgt vandfaldet ovre på modsatte flodbred, men her på nordsiden er der et helt anderledes udsyn over hele sceneriet med de voldsomme vandmasser, der vælter sig ned mellem de fremspringende klippeformationer. Små turistbåde vimser helt ud under de frådende vandmasser.

På min videre færd er jeg så lige igen en lille sviptur inde på tysk område – passerer små grænseovergange to gange – sidste gang ind i Schweiz igen ved Rheingau, hvor Rhinen danner grænse og man går fra Tyskland til Schweiz over en gammel overbygget bro, på den ene side gør jeg rede for mit ærinde for den tyske grænsevagt, som sikrer sig at jeg nu også har et pas, for som han siger ellers får jeg problemer med ham ovre på den anden side.

Ganske rigtig, herovre står en flot udstyret gendarm og vil se det hele inden jeg får lov at fortsætte min færd ind i det forjettede land Scweiz.

Jeg holder middagspause i gasthof Schiff ved Rhinbredden. Det regner igen. Værtinden kigger ængsteligt ud på den vandrige Forårsrhin. Stiger den for meget. Inde i  krostuen er der afmærkninger på væggen, som viser hvor højt vandstanden ind imellem har stået.

Her får man rigtig indtryk af at være ved en grænse! Der ovre på den anden side bor tyskerne! Det var meget anspændt under verdenskrigen. Ville tyskerne kommer herover. Hun fortæller om en bro, som jeg skal over lidt længere fremme. Under krigen havde man den armeret, så man hurtigt kunne sprænge den i luften hvis det skulle blive nødvendigt! Der skete dog ikke noget – men inden man efter at faren var drevet over fik armeringen afmonteret sprang broen desværre i luften – ramt af lynet fra et voldsomt tordenvejr! Den nye bro er kun ensporet – bygget i hast for begrænsede midler.

Min færd går videre forbi den lille by Berg a. Irchel og jeg skal så videre ad små veje op over et par højderygge og over til Bülach lige nord for Zürich.

Oppe i skoven, dyngvåd. En lille sort bil standser og en midaldrende dame spørger om jeg da ikke vil køre med i dette forrygende vejr. Jeg kan i min våde og lidt forfrosne tilstand ikke modstå tilbuddet og det viser sig at hun netop skal ned til Bülach. Her ejer hun et gammelt hus og lejerne har ringet at fyret er ude af drift. Det skal hun lige over at have styr på. Vi smutter ad små stejle og svingende grusveje op og ned gennem et smukt landskab og hun kører ud og sætter mig af i den sydlige udkant af byen.

Det mærkes tydeligt, at jeg nu er i nærheden af en storby, Zürich. Ret fremme ses starten og landende fly ved lufthavnen. Og ved vejen ligger her en McDonnald og ser ud nøjagtig som den i Silkeborg! Længe leve de små kulturforskelle!

Nå! – her ved man hvad man får – lidt at spise – kaffe og ikke mindst mulighed for at sprede det våde overtøj lidt ud og få noget varme i kroppen.

Jeg når frem til den lille by Winkel og slår mig ned her for natten.

Næste dag står den så på Zürich . Tæt forbi lufthavnen og frem til en nærbanestation. Jeg gider ikke trave igennem et goldt storbyforstadsmiljø som til forveksling ligner miljøet i og omkring alle andre større byer.

Fremme på hovedbanegården – ud at snuse lidt til byens centrum og så om bord i det næste nærbanetog sydud af byen.

Jeg skal fra Zürichersøen tværs over en mindre bjergryg og over i Sihldalen og frem gennem Baar til Zug ved Zugersee.

Denne landevej gennem Sihldalen er åbenbart meget brugt af lastvogne. Det må være en eller anden bekvem smutvej – eller også en god måde at spare vejafgift på! I hvert flad overraskes jeg af en voldsom trafik.

Ved Sihlbrugg station holder jeg pause i noget der ligner en blandet landhandel. Her serveres også kaffe. Meget belejliget. Fremme i Sihlbruggdorf rammer jeg et trafikknudepunkt med rundkørsel og masser af banker og tankstationer.

 Lidt længere fremme drejer jeg fra den befærdede vej som fører frem til motorvejen og drejer ind gennem Baar til Zug. Her har jeg en herlig udsigt ud over Zugersee.

I Zug finder jeg frem til vandrehjemmet.

Næste morgen træffer jeg to ægte navere, et par tyske snedkersvende, som er på valsen idet rigtige klassiske udstyr. De har boet nogle dage på et hotel mod at renovere alle dørpartierne. Nu er de her på vej hjem til Tyskland for at holde en pause.

Jeg har en herlig tur ind gennem den gamle bydel i Zug og langs med Zugersee ned til Arth. Lige før Arth passerer jeg Hühenbergdenkmal, en mindesten, som fortæller om Heinrich von Hühnenberg der i krigen mellem Die Genossenschafften og Østrig i 1315 skød en pil ind over bymuren med en advarsel, som satte beboerne i stand til at stå imod østrigernes angreb. Igen en påmindelse om denne egns frihedstraditioner.

Jeg går op til tvillingebyen Goldau og finder frem til banegården. Det er jo et kendt sted – hertil kom jeg med toget i efteråret da jeg startede på turen ned mod St. Gottard.

Nu står jeg på toget for at komme til Bellinzona. Det går meget hurtigt. Ingen stop før Bellionzona, durch igennem St.Gottard tunnelen. På en god time tilbagelægges den strækning, som jeg i efteråret var 8 dage om at klare til fods!

Ankommet til Bellionzona gik jeg så ned til mit ”gamle” Garni Hotel .

Næste dag er jeg så klar til at fortsætte ned mod den Italienske grænse ved Chiasso-Como.

fra bellinzona til genova

Søndag den 25.marts er jeg så klar til at starte fra Bellinzona, dagen hvor sommertiden begynder.

Starter i nogenlunde hæderligt vejr syd ud af byen. Kommer igennem Camolino og holder mig ude i siden af dalen borte fra hovedvejsstrøget og kommer bl. a. over en del gamle stenbroer over floden. Her er også et cykelløb i gang. Det er jo søndag.

 

Så går vejen op mod Monte Ceneri op gennem Cadepazzo. Motorvejen krydser igennem det samme strøg med nogle rimelig store stigninger. Jeg krydser den samtidig med jernbanen – og nu regner det med skomagerdrenge!. Aldrig har jeg været så våd. Her ligger så heldigvis en restaurant! Jeg får en gang tortellini og en masse varme – og det lykkes at blive nogenlunde tørret ud.

Regnen stopper og turen kan fortsætte op over passet ved Monte Ceneri – og så går det nedad igen.

Ved 3-tiden er jeg fremme i Mezzovico, navnene klinger italiensk og  holder  pause i  restauranten ved en campingplads. Nu er det dejlig forårsvejr.

Jeg krydser motorvej og jernbane og her på en parkeringsplads ved siden af motorvejen er der en zigøjnerlejr. Store campingvogne og autocampere, store paraboler, masser af børn og vasketøj hængt til tørre mellem vognene – og så et par af de yngre kvindelige ”klanmedlemmer” ude på træk – vel primært efter langturschauffører.

På den videre færd ned gennem dalen krydses motorvej og jernbane flere gange. Jeg nærmer mig Lugano og det lykkes at finde frem til vandrehjemmet – et hyggeligt gammelt sted, ikke særlig bekvemt men med atmosfære og flinke mennesker.

Næste morgen går turen så ned til Luganosøen. Her dvæler jeg ved søbredden og nyder det flotte panorama ud over søen i skyggen af de palmeagtige træer ved søbredden. Nu er jeg i Sydeuropa – og det er forår – herligt.

Jeg følger søens bred ned mod Melide, hvor motorvej og bane krydser søen.

Vejen er ikke særlig fodgængervenlig men heldigvis er et større vejarbejde i gang så på det meste af strækningen kører bilerne kun i én retning ad gangen. Vejarbejdet består i at mænd klatrer rundt oppe på de lodrette klippevægge i sikkerhedstov for at sikre mod nedfaldende klippestykker op plantedele.

Jeg krydser søen ved Melide og kan kaste et blik ind over ”Swiss Miniatur” – et miniland a la Madurodam i Holland og Legoland.

Ved middagstid er jeg fremme ved en lille by der hedder Melano og her er en spændende bar, ”Bar Apache” i Wild West stil, præget af indianer- og cowboyting. Her får jeg en toast og en øl samt noget snak med nogle af de mange håndværkere , som også holder pause her..

Luganosøen forlades ved Capulago og vejen går op gennem Mendriso. Jeg nærmer mig nu grænsebyområdet Chiasso-Como. Da jeg er kommer ind i byområdet tager jeg en bus frem til banegården i Chiasso og så krydser jeg grænsen til Italien og er fremme i Como.

Her skal man faktisk ind gennem grænsebygningen, vise pas og ud igen på den anden side!

Nu er jeg så rigtigt i Italien.

En af de mærkbare ændringer er kulturen ved fodgængerfelterne! I Schweiz skal du ikke nærme dig et fodgængerfelt hvis du ikke skal over gaden, for alle biler holder med det samme og giver plads til fodgængeren – i Italien ænser ingen bilister et fodgængerfelt med mindre du påtager en aggressiv attitude og tager et modigt skridt ud i feltet.

I Como finder jeg hurtigt vandrehjemmet, som er indrettet ved Villa Olmo. Det lukker imidlertid først op kl. 16 så jeg går en tur ned i parken og ned til Comosøen. Pludselig trækker et tordenvejr op og jeg søger ly i en farlig fornem restaurant ved søbredden. Her får jeg skænket en kop gratis kaffe, stående ved baren.

Regnbygen er ovre og jeg finder tilbage til vandrehjemmet. Igen meget primitivt men anvendeligt til formålet.

Nu er det så tirsdag den 27.marts 2001 og jeg starter dagens tur langs med Comosøen ind mod centrum. Her i den dejlige morgensol møder jeg en flot uniformeret kvindelig betjent. Hun promenerer nok så fredeligt her i det idylliske, og fredelige miljø ved søen. Jeg får oplevelsen af, at hun egentlig mest er til pynt! Hun må tilhøre det kommunale politikorps – senere ser jeg nogle ligeledes meget flotte carabinneri – også meget pyntelige med deres flotte motorcykler og flotte biler.

Fra centrum tillader jeg mig at tage en bus ud af byen. Jeg havde så ikke lige tænkt på, at her i Italien har man sørget for at købe billet inden man træder ind i bussen. Chaufføren ryster på hovedet af mig, men en gammelmor lige bag mig klarer paragrafferne ved at tilbyde mig et klip på hendes kort.

 Stået af bussen er jeg så klar til at tage hul på Posletten. Ved Fino Mornasco forlader jeg hovedvejsstrøget og går ind mod Cadorago.

Jeg fik købt et detaljeret kort inde i Como, men – det er lidt vanskeligt at få virkelighedens veje og stednavne til at stemme overens med kortets! Det viser sig at være et generelt problem her i Italien!

Jeg går igennem mange små byer og har et skønt blik bagud på de sneklædte alpetoppe i baggrunden.  Ellers er det nu fuldkommen fladt og et lidt kedeligt landskab. Jeg bemærker mig de karakteristiske kirkegårde i udkanten af hver eneste lille by.

Og så hundeplagen! Alle huse er hegner forsvarligt inde  med op til 2 meter højt solidt hegn og låge med automatisk låsemekanisme – og så hunden, der traver hvileløs, højt bjæffende frem og tilbage bag hegnet, stirrende olmt på dig. Skilte på alle låger med teksten ATTENTIONE AL CANE  og CANCELLO AUTOMATICO.

Det lykkes at finde vej tværs over til Cogliate selvom stednavne og byskilte er lidt specielle i forhold til kortets oplysninger.

Ved 3 tiden holder jeg pause i en bar i Cesate. Det gode ved at være kommet til Italien er de mange barer. Er der bare tre huse, så er der en bar i et af dem!

Pludselig lyder et brag udenfor, og barmanden farer ud kommer ind igen og griber telefonen og snakker meget hurtigt og højt. 5 minutter efter kommer ambulance og Polizia Municipale blæsende med hylende sirener.

En Scooter er drønet ind i en bil i vejkrydset udenfor. Scooterkøreren kom hurtigt væk med ambulancen. Scooteren lå inde på fortovet og bilen havde fået en bule. Jamen det må jo af og til ske sådan som de scooter sværmer omkring i den italienske bytrafik!

I Carbagnata mister jeg orienteringen og kommer en stor omvej i en bue uden om byen gennem et stort parkområde med hospitaler. Det lykkes dog at finde vej ud til Castellazo – her passerer jeg et gammelt herregårsagtigt slot, som helt tydeligt har kendt til bedre dage. Jeg lander ude på en meget trafikeret vej ind mod Milano.

Lidt fremme drejer jeg fra til venstre ind mod Bolate, en forstad til Milano.

Her finder jeg frem til et hotel og så er det slut for i dag.

Nu står den så på Milano. Jeg tager nærbanen ind til centrum og tager så en ordentlig travetur rundt i bymidten. Piazza della Scala med det berømte operahus samt selvfølgelig den meget specielle domkirke. Den skal også inspiceres indvendig. Det bliver plaskende regnvejr igen og alle paraplysælgerne dukker op i gadebilledet.

Da jeg er færdig med sightseeing i bymidten tager jeg nærbanen ud i den sydlige ende af byen til Rogoredo. Så går turen til Locato og videre til Pavia ved Ticino floden.  Det var jo den flod jeg fulgte helt oppe fra Airolo og ud gennem Schweiz. Den er nu blevet temmelig vandrig og det er lige før den munder ud i Po.

Ellers er dette område på Posletten ikke noget at skrive hjem om – og det vil vare endnu en dag.

Jeg indlogerer mig i Pavia og næste morgen sætter jeg mig ved en bar nede ved flodbreden efter at have været forbi de centrale pladser i den gamle by, bl a. med domkirken. Her går en rigtig gammel bro over floden, overdækket og med kapel ude på midten.

I stille regn går det så videre sydpå, ud af byen med hundeglam fra alle haverne og så ud i det kedelige slettelandskab igen.

Jeg bemærker mig at der står rigtig mange forbudsskilte bl.a Divieto di caccia, hvilket betyder jagt forbudt, små hvide skilte sat på en afsavet gren. De står meget tæt langs vejen. Masser af gamle koner, små og runde med et dystert ansigtsudtryk.

Her midt ude i det rene ingenting kommer jeg pludselig forbi en bar – her er ikke engang tre huse! På disken står en kurv med friskkogte æg! Dem kan jeg da ikke stå for, så jeg køber et par stykker og nyder en øl til.

Så er jeg fremme ved floden Po!  Vejret er meget diset, så der er ikke meget udsyn – men et imponerende flodløb er det dog. Jeg krydser floden på en kombinet vej- og jernbanebro – en bro i to etager, jernbane for neden og vej ovenpå. Kommet vel over floden forlader jeg den større vej ind til venstre og kommer forbi et lille kapel i vejsiden, ret usselt set udefra, men indvendig! Meget flot og masser af friske blomster.

Nu er jeg rigtigt kommet ud på Posletten med mægtige gårdanlæg, mange af dem øde og forladte – tiden er åbenbart løbet fra en tidligere velfungerende landbrugsstruktur også i disse egne.

 Et af stederne hedder Castello di Branduzzo. Det har sikkert været flot engang, nu er det meget faldefærdigt og det bliver åbenbart brugt til bolig for flygtninge – et slags flygtningecenter – det kender vi jo også i Danmark.

 Turen går videre gennem Lungavilla , Pizzale og Oriolo og så under motorvejen frem til Voghera.

Overnatning på hotel Domus.

Næste dag regnvejr igen. Jeg kommer gennem bymidten forbi domkirkepladsen. Her er man i gang med at rigge til til marked. Jeg køber mig en stor paraply. Nu kan det være nok med at blive gennemblødt af regn. Det plejer også at gå sådan at regnen hører op, når jeg er iført paraply! Så jeg håber.

 Syd for byen drejer jeg igen ind på en af de mindre og fredeligere veje og det klarer op! Nu kan jeg skimte bjerge mod syd. Det må være Appenninerne. I Casalnoceto er jeg igen på barbesøg. Her står et par mænd og kigger meget intenst på mig. Gad vist hvad de er ude på. Efter et stykke tid kommer de hen til mig og spørger om det var mig de så på broen over Po går. Det må jeg jo tilstå et det var, og så går snakken om mit lidt forrykte projekt og de korser sig lidt over, at jeg kan have gået hele vejen fra Danmark!

 Lidt længere fremme i Castellar Guidobono vover jeg mig igen ind på de små veje med stor fare for at kortet ikke strækker til! Jeg stiler mod Villavernia ovre i Scrivia-dalen.

Nu er vejret dejligt og jeg kommer forbi en dejlig, frit ude på landet liggende restaurant. Jeg kender den slags restauranter fra tidligere besøg i Toscana. Det er middag og jeg kan ikke stå for fristelsen. Det bliver en dejlig let middag på rigtig italiensk maner med rødvin og aqua minerale.

Så er jeg virkelig klar til den videre færd, men…..efter kort tid er jeg på den. Mit kort harmonerer ikke med virkeligheden og jeg belaver mig på stort set at gå efter kompas!

Mens jeg står og sunder mig her i vejsiden ved et par gamle bygninger kommer der en flot carabinieri-bil med to flotte fyre. De standser, stiger ud og spørger om de kan hjælpe mig med noget. De er ikke ret gamle og alle mine fordomme vedrørende dette politikorps kommer op i mig: De er mest til pynt. Hvad laver de heroppe på denne lille, øde vej en fredag eftermiddag. Her de virkelig ikke andet at få tiden til at gå med. OK de kom meget passende for mig og de har ikke spor imod at bruge tid på mig. De forklarer mig vejen. Jeg skal bare lige 400 m frem og så dreje ned til højre. Så vil jeg komme ned til en anden vej, som jeg bare lige skal følge 100 m til højre og så dreje op til venstre over den næste bakkekam – så vil jeg være på rette vej!  De har også tid til at tage et billede af mig stående foran deres flotte vil ved siden af den ene flotte fyr i skinnende uniform!

Jeg kommer frem til en lille grusvej og står og ser betænkelig ud. De to ungersvende kommer kørende bagefter og bekræfter, at det er dernedad jeg skal! OK!

Efter et par kilometer ned gennem et flot landskab kommer jeg så ud på den omtalte vej – og her holder de så og tager imod mig for at sikre sig at jeg kommer den rigtige vej videre op til venstre de ca. 100 m længere fremme. Så vinker de farvel igen. Service!

Jeg kommer helskindet op til Sarezzano. Men så går det helt galt, jeg kommer en helt forkert vej ud af byen – igen fordi navnene på skiltene ikke svarer til dem på mit kort. Efterhånden dukker der skilte op, der viser til Tortona, så jeg vælger at resignere og beslutter, at der går jeg så hen, selvom det  faktisk bliver i retning mod nordvest – og jeg er på vej mod syd!

Jeg ankommer til Tortona ved 6 tiden. Så får jeg den by med også. Finder et godt lille hotel. Det hedder Vittoria.

Så går det næste morgen sydpå! Gennem Villavernia og så skråt over mod sydvest indtil jeg rammer motorvejen. Nu vandrer jeg trygt af sted på en lille parallelvej  til motorvejen. Det er betryggende med et sikkert landemærke.

I Saravalle køber jeg et nyt kort på en tankstation. Han har tilfældigvis en hel stak skadede kort liggende i en kasse, så jeg kan bare forsyne mig. Jeg finder et par stykke som jeg mener kan hjælpe mig på min videre færd ned mod Genova. Det var billigt! Jeg har godt nok ellers købt mig fattig i kort i målestok 1:50000 eller mindre.

Nu er jeg fremme ved foden af Appenninerne og jeg følger Srivia- floden.

Kommer igennem Arquata og her er der så barbesøg igen. Det er nu altså betryggende med disse barer!

Her får jeg en god snak med far og søn som vimser rundt bag disken med de mange flasker og kaffemaskiner.

Så går det opad igen. Det er nu altså også rarere med lidt bjerge i stedet for den flade Poslette!

 

Hen på eftermiddagen begynder jeg at kigge efter overnatningsmulighed. Det ser lidt sort ud. Der er ingen hoteller eller herberger eller noget i den retning.

Fremme i Ronco ved 17.30 tiden beslutter jeg mig til at tage toget ned til Genova for at være sikker på at finde en seng. Det går meget smertefrit og kl halv syv er jeg på et hotelværelse i Genova. Lille og usselt og alt for dyrt .

Jeg kigger lidt på den gamle havneby om aftenen og næste morgen går jeg så turen baglæns op mod Ronco med den tanke at tage toget tilbage igen dagen efter. Det bliver en tur på mange kilometer opad gennem bymæssig bebyggelse og masser af tog og motorvejstrafik. Dalen bliver snævrere og snævrere, vejen stejlere og stejlere og hele tiden domineret af tog og biltrafik. Det er søndag. Det er 1.april 2001. Der er et stort cykelløb i gang ned gennem dalen og unge mennesker morer sig med at køre op og ned gennem serpentinersvingene på den stejle vej på deres scootere.

Jeg passerer Passo Dei Giovi og så går det nedad igen. I Busalla ligger der så et dejligt lille hotel. Det nådede jeg ikke frem til i går, men jeg vælger at blive her for natten, Det koster kun det halve af værelset i Genova og der den rene luksus ved siden af.

Mandag morgen har jeg så kontakt til Spetra og får besked på at bevæge mig over til Modena. Her møder jeg på et trafikcenter ved motorvejene en blå volvo og så går det nordpå for at hente æbler i Sydtyrol. De skal til Helsingborg, så turen hjem går over Rostock og med færge til Trelleborg, aflæsning af æbler i Helsingborg og så med færge til Helsingør og hjem over Storebæltsbroen. En herlig hjemrejse fuld af lastvognstransportoplevelser.

fra genova til siena