Angola 2007

Besøg i det pt. mest spændende afrikanske land. 

Først skal jeg have et visum. Det kræver en invitation fra Angola. Den får jeg fra ”Escola de Professores do Futuro” (skole for fremtidens lærere) i Ramiro 40 km syd for Luanda, som ledes af Jesper, vores søn..

 Invitation, pas og andre nødvendige dokumenter sendes anbefalet til den angolanske ambassade i Stockholm. Venter så spændt på svar. Der sker ikke noget. En opringning giver forklaringen. Ambassaden påstår ikke at have modtaget noget pas. Via postvæsenets kundeservice får jeg fremskaffet en fax fra postkontoret i Stockholm, som afslører at en medarbejder fra ambassaden har skrevet under på at have modtaget brevet med mine dokumenter. En ny opringning med en samtale med store bogstaver får som resultat, at mine dokumenter dukker op og man lover at fremsende mit visum hurtigst muligt. Det kommer så 2 dage før afrejse – med 150 dkr retur for ”svie og smerte”.

Denne proces er nok typisk for angolansk administration.

Ankomst til den internationale lufthavn i Luanda med TAP over Lissabon. 2 timers kø i ankomsthallen med omstændelig tjek af alle passagerer fra de 2 airbus fly. Folkene ved de 3 skranker havde god tid. Da jeg nåede frem havde jeg en 5-10 minutters samtale med den nysgerrige embedsmand, som skulle vide hvor jeg skulle bo under besøget i Angola. Da jeg fortalte ham om skolen i Ramiro blev samtalen lang. Den kendte han godt!

Endelig fandt jeg min bagage - og så ud af lufthavnen. For at få bagagen med ud skulle jeg dokumentere at den var min med de bagagekvitteringer jeg fik, da jeg tjekkede ind i Kastrup. Det har jeg aldrig oplevet i andre lufthavne, men det virkede meget betryggende i denne lidt kaotiske lufthavn.

Køretur gennem Luandas anarkistiske trafik ud til skolen i Ramiro.

Her uddannes unge angolanere ude fra provinserne til at tage hjem og medvirke i udviklingen af lokalsamfundet, primært med undervisning af børnene.

Kandidater til uddannelsen skal bestå en test, der dokumenterer at de har en skolegang svarende til 10.klasse.

Jeg fik lejlighed til at følge direktøren for skolen på en besøgstur til provinsen Moxiko . Vi fløj med en ”rutebil med vinger” ind til provinshovedstaden Luena.

Her havde ca. 100 kandidater været til test arrangeret af en gruppe tidligere elever fra Ramiroskolen, som nu virker som lærere i Luena.

Ca. 80% havde bestået og fik tilbud om optagelse på uddannelsen.

Turen gik videre ud i provinsen ca. 140 km til kommunen Lucusse. Her var en gruppe af de nuværende studerende på skolen i praktik. Det var meget tydeligt at de unge studerende ”gjorde en forskel” herude. De kunne sætte fut i det lokale skolevæsen og de tilbød samtidig konkret arbejde med hjælp til etablering af nye klasserum.

Området omkring Lucusse har lidt meget under den årelange borgerkrig i Angola , som rasede frem til år 2002, mellem MPLA’s regeringshær og Unitas oprørshær under ledelse af Jonas Sawimbi. En stor del af befolkningen var flygtet fra området enten til provinshovedstaden eller til nabolandet Zambia.

 I februar 2002 lykkedes det at få Sawimbi trængt op i en krog og han blev dræbt med adskillige skud i kamp netop her i Lucusse. Ved et stort træ står den metalplade som hans skudhullede lig blev præsenteret på. Hans død medførte en hurtig smuldring af den militære del af Unita. Der blev oprettet demilitariseringslejre, hvor unitasoldaterne kunne aflevere deres våben og blive sendt hjem til deres landsbyer eller indrulleret i regeringshæren.

Det var meget spændende at besøge en lille landsby, Lukokuo, ca 6 km uden for Lucusse. Vi blev modtaget af  ”høvdingen”, uden for hans hytte, centralt beliggende i landsbyen og med Angolas og MPLAs flag hejst på en primitiv flagstang. Så gik turen til skolen. To klasserum under fri himmel – med ca 70 glade børn, der satte i med festlig sang da der kom gæster.

Halvdelen af landsbyen bestod af splitnye hytter, bygget af tilbagevendte flygtninge. Uden om landsbyen var markerne ved at være opdyrkede primært med majs og maniok, hvilket betyder, at der er mad til alle.

Livlinen til provinshovedstaden Luena, ca 140 km vej er blevet genåbnet efter minerydning. Det betyder en kontakt ud til verden via lufthavnen i Luena. Denne vej bærer tydeligt præg af borgerkrigen med masser af granathuller og huller efter minesprængninger og ved vejsiden står vrag af militærkøretøjer, tanks og helikoptere.

I Luena besøgte vi spøgelsesbanegården. I kolonitiden gik der en meget vigtig jernbane fra Benguela ude ved Atlanterhavet her ind forbi og videre til Zambia, som dengang var Nord Rhodesia. I dag står de tomme og øde banegårdsbygninger og perroner – der er ingen skinner. Den eneste forbindelse ud i verden er via lufthavnen. Men- udviklingen er i gang. Om føje år er jernbanen og vejene genoprettet.

Forudsat at den ildhu jeg kunne opleve får lov at fortsætte – uden genopblussen af interne stridigheder og uden hæmmende indblanding fra den rige verden som står og tripper efter at få andel i Angolas mange rigdomme, olie, diamanter, masser af mineraler og rigtig gode muligheder for dyrkningen af næsten alt muligt.

Et væsentligt element i genopbygningsbestræbelserne er den helt nede på jorden fungerende grunduddannelse af den opvoksende generation – og her gør Skolen i Ramiro sammen med de øvrige ca 10 skoler i Angola drevet af  Humana People to People en kæmpe indsats.  Organisationen og skolerne har rod i Tvind og arbejder efter principperne, som kendes fra Det nødvendige Seminarium – en metode som fænger hos de unge angolanere.

Gad vide hvorfor vi overhovedet ikke hører om denne side af  Tvinds aktivitet gennem den danske presse??

-